Geniale Goya møder Manet

Et par af kunstens stormestre mødes på Statens Museum for Kunst, hvor man desværre ikke tilbyder den introduktion, der nok er nødvendig

Manets Goya. Grafik. Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, København K. Til 18. januar, 2015.  fire hjerter

 

Der er noget så alvorligt galt med billedet, at kun en sand mester kan tæmme det. Men ’mester’ er også en ret præcis betegnelse for spanieren Francisco Goya (1746-1828). Logisk set burde billedet ellers tippe, når nu hele den venstre halvdel, med undtagelse af et enkelt hoved, er tømt for figurer, der så til gengæld vælter rundt til højre, hvor tyren triumferer og alt er død og ødelæggelse.

Men det hele holder hundrede procent. Og hvad der foregår inde i billedet fortæller Goya oven i købet med titlen: ’Frygtelige begivenheder på de forreste rækker i arenaen i Madrid og borgmesteren i Torrejons død’ (1815-1816). Så man forstår godt, at den franske kunstner Édouard Manet (1832-1883), der fik skandalesucces med sin ’Frokost i det grønne’ i begyndelsen af 1860’erne, i den grad lod sig inspirere af den ældre mester.

Goya besidder nemlig en sjælden kombination af dristighed og evnen, til at fører sin vision ud i livet som værk, ligesom han er genialt god til at balancere motiv og komposition. Det ser man blandt andet i en akvatinte med den danske titel  ’Væk dem ikke, søvnen er måske deres eneste trøst’, der indgår i serien ’Los Caprichos’ (lunerne) fra sidst i 1790’erne.

Her er de forreste figurers klæder er så hvide, at man frygter de vil forsvinde for øjnene af en. Ud af skyggerne skærer endnu en kvindefigur sig, med ryggen mod en mur af mørke, der sikkert snart vil opsluge dem alle. Alt håb synes således at være ude for disse fattige, udmattede og måske hjemløse kvinder, der har overgivet sig til søvnen for en stakket frist og udfrielse.

Det grafiske værk er gennemsyret af vrede, indignation og ønsket om at vise, hvor elendigt nogle mennesker har det, og her er således tale om et stærkt politisk værk, længe før den slags blev moderne. Derfor er det lidt synd, at man på Statens Museum for Kunst har valgt at sætte netop dette værk sammen med Manets ’Toilette’ fra 1862, der på adskillige planer er et helt andet sted henne.

Er Manet ikke knivskarp i sit ’Toilette’, så står hans stærkt sort-hvide portræt af kunstnerkollegaen Berthe Morisot (1872) til gengæld som et knytnæveslag i ansigtet. Manet har også malet Morisot, men det lille, grafiske blad er ligeså intenst som det større maleri. Det samme gør sig ikke gældende for ’Jeanne (forår)’ fra 1882, der i den grad savner de farver, der er altafgørende i maleriet af Jeanne Demarsy fra året før.

Også når det kommer til ’Kejser Maximilians henrettelse’ (1867) er Manets maleri, der heldigvis er med på udstillingen, mere ekvilibristisk end grafikken. Drevent lader Manet dramatikken opstå ikke så meget i den brutale realisme, hvor vi nærmest ser hovedet blive skudt af, men i soldaternes afslappede fodstillinger. Og helt grotekst bliver det med soldaten til højre, der henført betragter sit våben, uden tanke for det, der sker lige bag ham.

Goya går bestemt heller ikke af vejen, når det kommer til at skildre gru, sådan som det ses i hans frygtindgydende serie ’Krigens rædsler’ fra 1810 til 1820, hvor man genkender bunkerne af lig fra vores egen tid. Døden er åbenbart altid den samme. Men selv så geniale værker har brug for at blive introduceret for et publikum, der måske ikke er så vanvittig hjemme i hverken Manet eller Goya.

Det forsømmer man desværre på Statens Museum for Kunst. Jeg har fuld forståelse for, at man ikke vil spilde gæsternes tid med (alt for) lange forklaringer, men her er man gået i den anden grøft, hvor alt for mange mellemregninger er sprunget over. De fleste af mine medbesøgende forleden gik da også hurtigt gennem udstillingen, uden på noget tidspunkt at blive grebet af hverken gruen eller genialiteten. Og det er bestemt ikke værkernes skyld.

For blandt dem finder man en knaldperle som Manets ’Den døde toreador’ (1867-68), der på én gang er iscenesat som et parti fra en opera og samtidig er så livagtig, midt i døden, at man kan se strømpernes mønster. Det er godt nok genialt!