Gerda Wegener var så meget mere, end Lilis kone

Gerda Wegener var elsket i Frankrig, antændte ’Bondemalerstriden’ i Danmark og gift med en af de første i verden, der fik en kønskorrigerende operation. Men så blev hun glemt.

Gerda Wegener, Arken, Skovvej 100, Ishøj. Til 16. maj, 2016. fem hjerter

 

Når tyskerne under Første Verdenskrig skulle karikeres, var Gerda Wegener (1885-1940) blandt de bedste til opgaven, hvilket gjorde hende højt elsket i hele Frankrig. Men hun kunne også male, og op gennem 1920’erne udstillede hun alle de rigtige steder i Paris, fra Salon d’Automne til Verdensudstillingen, solgte værker til Louvre og boede et stenkast fra Eiffeltårnet.

Alligevel købte ingen danske kunstmuseer hendes værker og Wegener er så godt som skrevet ud af vores nationale kunsthistorie. Det bliver der nu lavet om på, og tak for det! Samtidig lægger udstillingen på Arken sig i forlængelse af en international tendens, hvor man i disse år genopdager navnlig kvindelige kunstnere, der alt for længe har været glemt.

Og Gerda Wegener passer perfekt til vores samtid med sin smag for (selv)iscenesættelse, motiver hentet fra hendes eget liv og, ikke mindst, undersøgelser af kønsidentitet. I Wegeners værker er fokus først og fremmest på kvinderne, ligesom i hendes mandlige kollegers kunst. Forskellen er, at Wegener som biseksuel har et dobbeltblik på kvinderne, som hun på én gang begærer og forstår.

Men der er en endnu mere fascinerende dobbelthed på spil hos Wegener. På den ene side er hun rent stilistisk elegant, grænsende til det pyntelige, humoristisk anlagt og helt i tidens toneklang med ballade i de kokette blik. På den anden side er hendes motiver alt andet end mainstream, hentet som de er i hendes eget liv – med Lili Elbe.

Man skal med andre ord have øjnene med sig, og ikke lade sig spise af med det visuelle sukkerstads, man måske først får øje på. For de skønne kvinder, solstrålerne, der er så stiliserede, at de næsten er til at tage og føle på og alle de blomstrede, florlette kjoler, der møder én fra alle sider på Arken, er kun den tynde fernis over et seriøst radikalt indhold. Nemlig kærlighedshistorien om to kvinder, hvoraf den ene desværre var født som mand.

Det lå ellers ikke ligefrem i kortene, at præstedatteren fra Hammelev skulle blive en stjerne – i alle tilfælde i udlandet. Ganske vist var den lille Gerda et vidunderbarn, der som 17-årig kom til København for at modtage undervisning på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder og to år senere giftede sig med landskabsmaleren Einar Wegener. Men at hun skulle blive både berømt, berygtet og derefter glemt, er unægtelig en overraskende, rørende og fuldstændig fantastisk fortælling.

I 1907 kommer hun for første gang i offentlighedens søgelys, da hendes ’Portræt af Ellen von Kohl’ bliver afvist, både på Charlottenborg og Den Frie Udstilling. Wegener viste ellers værker både før og efter på Charlottenborg, men åbenbart er der noget ved hendes portræt af Ellen von Kohl med de tunge, nærmest dovne, øjenlåg, der ikke huer juryerne.

Portrættet, der nu udstilles for første gang i hundrede år, kan rent stillistisk minde om de britiske prærafaelitter i midten af 1800-tallet, dog med knap så meget drama og dekoration. Og måske er det netop anstrøget af noget prærafaelittisk, der får den senere nazist, Gudmund Hentze, til at regne Wegener for en af sine egne, på linje med kunstnerægteparret Agnes og Harald Slott-Møller.

I alle tilfælde raser Hentze i Politiken mod den ”sammenbrændte Klump af Bondemalere”, hvilket vil sige de impressionistisk inspirerede Fynbomalere, der har afvist Wegeners værk. ’Bondemalerstriden’ bliver en kamp mellem stilarter, men også mellem by og land, det intellektuelle og det kropslige, dekadence og det, der bliver betragtet som det sunde.

Og selvom de fleste kunstnere holder sig langt væk fra debatten, graver den en dyb kløft i dansk kunst, der blandt andet kommer til at betyde, at Hentze og Slott-Møllerne bliver kørt fuldstændig ud på et sidespor. Gerda Wegener selv skynder sig at arrangere en udstilling hos kunsthandlerne Winkel & Magnussen og selvom ’Bondemalerstriden’ raser i Politikens spalter, vinder hun året efter avisens tegnekonkurrence og tegner fremover fast for Den Levende.

Men det er i Paris, at Gerda og Einar Wegener for alvor folder sig ud, hun som kunstner og han i stigende grad som Lili Elbe, den kvinde, Einar opdager lever i ham. Først findes Lili udelukkende i Gerda Wegeners malerier, men efterhånden får hun stadig større plads. Til sidst underkaster Einar sig en af verdens første kønskorrigerende operationer. Eller som Lili Elbe, få måneder før sin død i 1931, selv siger det her i avisen: Einar har frivilligt ”udslettet sig selv for at give Plads for en anden, som han mente havde større Ret til at eksistere end ham selv”.

Desværre er den form for operationer noget helt nyt, og meget tyder på, at Einar nærmere bliver kastreret end kvinde. Alligevel er Lili nu juridisk kvinde, og derfor annuleres ægteskabet med Gerda. Og så sætter tragedien sig i bevægelse. Lili dør som følge af endnu en operation og 1930’erne viser sig at være et årti, der passer meget dårligt til Gerda Wegeners (fri)sind og kunst.

Måske skyldes marginaliseringen af hendes kunst i Danmark, at ’Bondemalerstriden’ også fik betydning for blandt andet den art déco, der lige nu kan opleves på Gl. Holtegaard (se link til min anmeldelse af ‘den danske art déco’ nedenfor!), hvor Wegener ligeledes er repræsenteret. Disse udstillinger er vigtige, ikke bare fordi de er seværdige, men også fordi de bidrager til et mere fyldestgørende billede af (kunst)historien.

Gerda Wegeners private historie ender i 1940, kort efter tyskernes invasion af det Danmark, hun er tilbage i, men som ikke byder hende velkommen. Tragedien er fuldbragt – men det er udstillingen af hendes kunst nu heldigvis også!