Poul Gernes: ‘Uden titel (Drømmeskib)’, 1968. Foto: Kim Hansen/Louisiana.
I 1970 smækkede Poul Gernes med døren, da Louisiana ikke ville lade ham sælge biler på museet. Men museumsinstitutionen er ikke sådan at komme uden om, og nu er den afdøde kunstkriger tilbage i Humlebæk
Poul Gernes: Jeg kan ikke alene – vil du være med?, Louisiana, Humlebæk. Til 16. oktober, 2016. fire hjerter
Der er tre indgange til udstillingen af Poul Gernes (1925-1996) på Louisiana lige nu, både helt bogstaveligt og i overført betydning. Kommer man direkte ind fra parken, er det den monumentale Gernes, man møder først. Monumentaliteten skal dog forstås som stort set ren skalaangivelse, for der er ingen spor af hierarkisk opbygning eller egentligt centrum i de skulpturelle værker.
’Drømmeskibet’ fra 1968 har således sejl så splittede, at de er blot og bare bånd i festlige farver, og der er hverken plads til styrmand eller kaptajn. Det er i sandhed en skib formet i drømme og dermed også mere poetisk, end Gernes oftest er.
’Majstangen’, som han skabte ti år senere, er langt mere klassiske Gernes, idet den er udført så råt, at det nærmer sig en vrængen. Kunstneren vil tydeligvis ikke (længere) være en kunstner, der manipulerer sit materiale til perfektion. I stedet vil han optræde som en søn af folket, der uhøjtidligt og lidt med venstre hånd, frembringer sine værker.
Den anden vej ind går via vindeltrappen fra caféen og sender gæsten ind i udstillingens midterste og mest komplekse rum. Også her støder man på kunstneren, der forsøger at udradere sig selv, dels som fysisk skaber af værkerne og dels som repræsentant for den kunstnermyte, vi her i Vesten har dyrket i et par århundreder.
Poul Gernes’ ‘Pyramide’, opført på Louisiana, 2016. Foto: Kim Hansen/Louisiana
Men Gernes står ikke helt så alene med disse forsøg, som man måske kan tro. Minimalisterne skaber på samme tid værker, hvor et hvert spor af håndens arbejde med materialet er fjernet, mens kunstneren som folkets tjener genfindes i tanker, som de kommende Cobrakunstnere gjorde sig to til tre årtier forinden.
Gernes’ tiltag peger dog også fremad, og det i sådan en grad, at han fremstår som en slags stamfader for den kunst, vi i dag kalder intervention og relationel æstetik. Det handler om handling, som når Gernes i sin tid inviterede narkomaner til at udføre sine farvesætninger. Eller i dag, hvor unge kunstnere som FOS står bag en gentænkning af Mændenes Hjem.
Poul Gernes: ‘Uden titel’, 1966-1968.
Sidste indgang til udstillingen på Louisiana går gennem museets underjordiske grafikfløj, og her er det først og fremmest farverne, der er i fokus. Igen er det sjovt at se, hvordan Gernes var årtier på forkant med sine gentagne prikker, som britiske Damien Hirst i dag er verdensberømt for. Det er også her man finder en hel hospitalsstue, sådan som de ser ud på Herlev Hospital, i den grad farvesat af Gernes.
Men kan man virkelig ligge og dø med så jublende, blomstrede gardiner? Mange må have gjort det i tidens løb, og efter et par minutter i rummet begynder det da også at føles mere behageligt. Og hvad vigtigere er: mindre påtaget morsomt eller pinagtigt opstemt. Gernes gik da også meget op i farvernes potentiale som helbredende kræfter, hvilket jeg kun kan tilslutte mig.
Rekonstruktion af stue på Herlev Hospital, farvesat af Poul Gernes. Tilhører KØS. Louisiana, 2016.
Det, der alle de gode intentioner til trods, bliver ved med at irritere mig ved Gernes, er ligeså tredelt som Louisianas udstilling. For det første synes jeg, at opgøret med myten om kunstneren som et særligt geni kun udføres på overfladen. Så selvom Gernes har en hær af hjælpere til at udføre navnlig de større værker, er der netop tale om hjælpere, der opmaler indenfor et snævert system af formforløb og farver, udstukket af mesteren selv.
Disse gentagne forløb og farvefelter er mit andet ankepunkt, for selvom der i teorien er tale om nærmest demokratisk kunst, der skal ud til folket, så er der en voldsom insisteren over udsmykningerne, som ikke lader plads tilbage til noget som helst andet. Det demokratiske får med andre ord en snært at diktatur.
Men mit største problem er en syntese af de to forrige, nemlig den form for autoritet, som blandt andre Gernes udøver. Den er rundet af 60’ernes oprør mod autoriteter, et oprør han selv tog aktiv del i, og er derfor en form for autoritet, der ikke vil vedgå sig at være det. Og den slags er det forbandet svært at gøre oprør mod.