Gode intentioner …

Nancy Spero: ‘Male Bomb’, 1967. Louisiana Museum of Modern Art © The Nancy Spero and Leon Golub Foundation of the Arts / VISDA Courtesy Galerie Lelong & Co.

… er ikke altid nok. For man får får mindre end den halve historie om Nancy Spero på Louisiana, som dermed forspilder chancen for at være museet, der introducerer hende for et dansk publikum.

Nancy Spero, Louisiana on Paper, Louisiana, Humlebæk. Til 26. april, 2020. Tre hjerter

Før finanskrise havde kunstnere en ganske kort holdbarhed: var man ikke slået godt og grundigt igennem som 30-årig var løbet groft sagt kørt og ingen gallerist ville længere røre ved én. Efter krisen er der, heldigvis, blevet slækket på alderskravet, så også kunstnere som Rose Wylie (f. 1934) og Phyllida Barlow (f. 1944, se min anmeldelse fra 2019 ved at klikke her …) har fået deres velfortjente, omend alt for sene, internationale gennembrud.
Også Nancy Spero skulle nå at runde de tres, før hun i 1987 simultant slog sit navn fast på både Documenta 8 og med en retrospektiv udstilling, der rejste gennem USA og England. Men inden da havde Spero (1926-2009) selvsagt allerede været særdeles aktiv i rigtig mange år – uden at nogen tog synderlig notits af hendes anstrengelser.
Selv var hun anderledes ivrig for at kommunikere med sin samtid, både som kunstner og aktivist, hvilket i lange perioder af hendes produktion (næsten) kom ud på ét. I årene 1966 til 1970 skabte hun således omkring 100 værker, der samlet betegnes som ‘War Series’, krigsserien, der vil afsløre (Vietnam)krigens rædsler, koblet med billeder af krig som den ultimative machodrøm.
Se bare ovenfor, hvordan det mandlige kønsorgan både miner det vrængende dobbeltansigt og agerer helikopterblad i ‘Male Bomb’ fra 1967. Aggression som noget meget maskulint er ikke til at tage fejl af og Spero indarbejder således også sin kamp mod mandschauvinisme i modstanden mod dels den specifikke Vietnamkrig, dels krig på et mere generelt.

Speros feminisme kom også til udtryk på andre måder. I 1972 var hun således med til at grundlægge udstillingsstedet Artists in Residence, (forkortet: A.I.R.) i New York, der den dag i dag arbejder på at synliggøre kvindelige (og nu også ikke-binære) kunstnere. To år senere valgte Spero at
ekskluderede mænd som motiv i sine værker og koncentrerede sig fremover udelukkende om fremstillingen af kvinden.
Det betød dog ikke, at hun slap forbindelsen til værker som ‘Male Bomb’, for her finder man faktisk kimen til hendes fremtidige arbejde, nemlig repetitionen. I ‘Male Bomb’ er det det tungespyende ansigt der gentages, så mennesket bliver et tohovedet monster med et selvstændigt og eksploderende køn.

Senere arbejder Spero med gentagelsen af figurer, både i samme værk og fra værk til værk. Efterhånden oparbejder hun et alfabet, et vokabular og panteon af figurer, der fungerer som en fast stab af skuespillere med forholdsvis faste roller. Her er løbere, der ligner noget fra en oldgræsk vase, kvindefigurer hentet i hulemalerier og en pin-up-pige med kilometerlange ben, og de bliver alle enten trykt eller på anden vis kopieret og indsat igen og igen i Speros værker. Men resultatet er hele tiden nyt, ligesom bogstaver konstant skaber nye sammenhænge af ord.


I de tidlige 70’ere tilføjer Spero også egentlig ord til sine værker, ikke mindst i serien over den franske teatermand Antonin Artaud (1896-1948) som hun føler en forbindelse til. Bedst er i min optik de lange, smalle papirværker i serien ‘Codex Artaud XXX’ (1972), mens en del af de mere trashede tegning nok er årtier forud for deres tid, men stadigvæk ikke siger mig det helt vilde (selvom denne her er meget sjov:)

Nancy Spero: ‘All Writing is Pigshit’, 1960. Eget foto


Det kan dog være, de ville have gjort det, hvis Louisiana havde behandlet Nancy Spero med lidt mere respekt. Mens jeg gik gennem den ganske lille udstilling, havde jeg således fornemmelsen af kun at få halvdelen af historien – eller måske mindre endnu. Og med kataloget i hånden kan jeg konstatere, at det er præcis sådan, det er: Louisiana har barberet en vandreudstilling (fra Museum Folkwang i Essen) voldsomt ned, så man i Humlebæk for eksempel kun får en håndfuld værker at se fra War Series i stedet for de knap 30, der indgik i den oprindelige udstilling.
Selvfølgelig er der mindre plads på Louisiana – i alle tilfælde hvis man vælger at vise Speros værker i Sydfløjen. For det er jo ikke fordi museet som sådan mangler kvadratmeter. Jeg synes man skulle have taget hele udstillingen. Eller helt ladet være.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.