Grin og glade farver

 

 Der bliver leget med både humor og forskellige former for museer på ARoS i øjeblikket, men både norske Fredrik Raddum og kinesiske Yue Minjun forfalder til genbrug af pointer

 

Fredrik Raddum: Get Lost … ARoS, Aros Allé 2, Århus. Til 24. juli, 2011. fire hjerter

Yue Minjun: Det arkæologiske fund, år 3009. ARoS, Aros Allé 2, Århus. Til 5. juni, 2011. tre hjerter

 

Man skulle måske ikke tro, at den norske kunstner Fredrik Raddum og hans kinesiske kollega, Yue Minjun, havde det helt store til fælles. Andet end at de begge to er samtidskunstnere og aktuelle på ARoS med hver sin separatudstilling. Men det viser sig snart, at der er en del ligheder mellem de to kunstnere – og ikke mindst mellem deres udstillinger.

Begge kunstnere arbejder således med et figurativt udtryk, der oven i købet ofte karakteriseres af stærke farver. Her er tråde tilbage til popkunsten, men både Raddum og Yue Minjun forvalter arven i en opdateret version og med andre mål, end for eksempel popkongen Andy Warhol. Der ligger nemlig (også) en form for politisk budskab i deres værker, selvom dette ikke altid er lige let at finde frem til.

Fredrik Raddum indtager den store sal på ARoS, der kaldes særudstillingsgalleriet og som befinder sig på den næstnederste etage. Den er til lejligheden (igen) fuldstændig omskabt, og derfor træder man som gæst ind i et rum, hvorfra man gennem en serie store vinduer kan beskue værkerne. Det minder om de dioramaer mange vil kende fra blandt andet Zoologisk Museum, men med den forskel, at man på ARoS kan gå om bag vinduet og dermed selv blive en del af det udstillede.

Det er en ganske sjov måde at præsentere Raddums skulpturer, ligesom man lokkes ind i udstillingen af fuglesang, som man ikke helt kan afgøre, hvor kommer fra. Og fornemmelsen af at befinde sig på en form for naturhistorisk museum understreges yderligere af den skulptur, der dominerer dette første udstillingsrum: et meterhøjt bål med spejlblank overflade. Værket er ikke bare smukt, men kunne også samtidig pege på, hvordan bålet er gået fra at være en livsnødvendighed til meditativ handling og hygge.

Netop forholdet mellem kultur og natur går igen i adskillige af Raddums skulpturer. En af de mest præcise, og morsomme, versioner er ’Hund med horn’ (2005). For hunden har ikke bare fået spændt et gevir på hovedet, den står også på bagbenene, iført gummistøvler og et betuttet udtryk. Derved kan skulpturen ses som et billede på vores længsel efter en tabt samhørighed med naturen, og den pointe understreger Raddum ved at lade et dyr optræde som stedfortræder for mennesket.

Raddums udtryk trækker således på referencer til tegneseriens univers, hvilket bliver helt tydeligt i skulpturen ’I will save the World’ (2005). Her ses en afart af en supermand, men han er ganske lille og så slukøret som den gevirbesatte hund. Og så er S’et på brystet erstattet af et F – for Fredrik. Igen er der tale om et tilbagevendende tema, men denne gang handler det om kunstnerens rolle i samfundet. Raddum er nemlig ingen tilhænger af den romantiske kunstnerrolle, hvor det forventes, at en kunstner indtager en særlig moraliserende position.

Det er ikke svært at følge ham i hans afstandtagen fra at blive påduttet en særlig status, udelukkende fordi han har valgt at arbejde med kunst. For hvordan skulle det alene kvalificere et menneske til at indtage højere moralske, etiske og måske endda politiske holdninger? Der er bare det problem, at Raddum ikke får kommunikeret dette standpunkt særlig tydeligt, hverken i ’I will save the World’ eller det tematisk beslægtede ’Burning Artist’ fra 2008, hvor en lille mand ristes over bålets flammer. I sidstnævnte kunne man nemlig meget let tro, at han, helt bogstaveligt, brænder for sin kunst, præcis som den romantiske kunstner bør gøre det.

Men det største problem ved udstillingen, der tæller over 50 værker, er dog, at alt for mange pointer og greb gentages. Det er nemlig ikke kun hunden, der får horn på hovedet, men også en giraf, mens morsomheden ved at lade det mandlige lem erstattet af et knejsende grantræ, ærlig talt kun er sjov første gang man ser det. Og selvom man selvfølgelig vil kunne hævde, at der er tale om en kunstners vokabular og ret til variation over et tema, så kommer det i denne sammenhæng mere til at fremstå som ubeslutsomhed.

Det ikke helt gavnlige genbrug er desværre en af de paralleller, der er mellem Fredrik Raddum og Yue Minjuns udstillinger. Men lad os lægge ud med at se på en mere morsom af slagsen, for også Yue Minjun præsenterer sine værker i et museum inde i museet. I dette tilfælde skal udstillingen illudere at være skabt om tusind år, hvor fremtidsfolket vil vise, hvordan man levede (i Kina) i år 2009. Og hold da helt op, hvor de fejlfortolker vores tid, som de iøvrigt betegner som ’Dog Spring’-kulturen.

Set med fremtidens øjne, er vores verden inddelt i regioner med navne som Bow, Bean og Aigret, mens diverse udstillede ”arkæologiske” fund forklares på mærkværdigste vis. En dukke med angivelse af akupunkturpunkter bliver således tolket som en anefigur, hvorpå den afdødes titler er opregnet, mens en støvle har været brugt til at ”træde folket under fode”. Alt dette kan man læse på de små skilte Yue Minjun forventer, man selv i 3009 vil benytte sig af, når man skal udstille en genstand.

På et af disse skilte kan man læse, at den udstillede basketbold har været brugt til at inhalere lattergas med, hvorved Yue Minjun elegant peger på særkendet ved hans egen kunstneriske produktion: det storgrinende menneske. Siden 1990’erne har denne mand, der deler ansigtstræk med kunstneren selv, været det helt centrale motiv i Yue Minjuns malerier og skulpturer. Selv har han aldrig været meget for at forklare hvorfor, men de grinende mænd er blevet tolket som både branding og en parafrase over den stereotype kunst, der var den eneste tilladet under Kulturrevolutionen fra 1966 til 1766 i Kina.

Yue Minjun er også blevet indskrevet i den kunstneriske gruppering, der går under betegnelsen ’kynisk realisme’, der ses som en reaktion på massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Andre ser det vedvarende grin som et udtryk for anonymisering eller som den eneste fornuftige måde at kapere tingens tilstand på. Med den sørgeligt aktuelle sag om hans kollega Ai Weiweis fængsling, kan det ikke undre, at Yue Minjun går stille med sine politiske budskaber, men det gør det samtidig meget vanskeligt at finde ud af, hvad han mon vil fortælle os.

Derfor kommer det, formegentlig helt fejlagtigt, til at virke som om Yue Minjun har en høne at plukke med faggrupper som antropologer, arkæologer og sociologer, der i hans fremtidsvision konsekvent fortolker alting forkert. Men ville nogen virkelig kunne forestille sig, at en personbil skulle have været brugt til at fange fisk? At en malerbøtte var en vinkaraffel? Og vil fremtidens forskere ikke være i stand til at tidsfæste knoglefund og derved vide, at vi ikke holdt dinosauruser som husdyr?

Det er sikkert Yue Minjuns intention at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der skriver historien og samtidig pege på fare for fejlfortolkninger. Ligesom Fredrik Raddum forsøger at undersøge forholdet mellem kultur og natur. Begge kunstnere bruger desuden humoren som redskab, men glemmer at variere deres vittigheder. Og derfor ender det største fællestræk ved de to udstillinger desværre at være, at man præsenteres for den samme morsomhed så mange gange, at den ikke rigtig er sjov længere. Samtidig med at man aldrig rigtig bliver lukket ind i det felt, hvor det for alvor gælder og man kunne gå fra grin til eftertanke.

 

 

 

Fredrik Raddum er født i Norge i 1973 og uddannet på Kunstakademiet i Oslo. Siden han tog afgang i 2001 har han udstillet flittigt, og første gang hans værker blev vist i Danmark var på Galleri Asbæks gruppeudstilling ’Norske Billeder’ i 2003. Siden har han bidraget til danske udstillinger som ’Mad Love’, Aken, og ´Comix’, Kunsthallen Brandts, begge 2007, samt ’Fun, Fun, Fun’ på ARoS i 2008. I 2006 havde Raddum sin første soloudstilling i Danmark, da han gæstede x-rummet på Statens Museum for Kunst med udstillingen ’Home Sweet Home’.

gæster på ARoS vil allerede kende hans skulptur af en hund, der sørgmodigt steger en pølse på en pind over åben ild.

 

 

 

Yue Minjun er en af Kinas mest kendte malere. Han blev født i den kinesiske provins Hei Long Jiang i 1962, og uddannet maler fra universitetet i Hebel i 1985. Hans første soloudstilling fandt sted i London i 2000, men allerede året inden havde Yue Minjun bidraget til Venedig Biennalen og siden har han udstillet fra Reykjavik til New York, Paris og Beijing. Den storgrinende mand, der er en form for selvportræt, er blevet Yue Minjuns kendetegn og dette ansigt går igen i alle hans værker.