Grønningen gør det (igen)

Eske Kath: 'Blackboard Kraken. blackboard Jungle', 2012. Foto: Anders Sune Berg

Eske Kath: ‘Blackboard Kraken. blackboard Jungle’, 2012. Foto: Anders Sune Berg

Man mærker ingen træthed hos kunstnersammenslutningernes mastodont, Grønningen, der kan fejre sin 100 års fødselsdag i år og gør det med manér

 

Grønningen. Den Frie, Oslo Plads 1, København Ø. Til 12. april, 2015, og Grønningen, Museumsbygningen, Kastelsvej 18, København Ø. Til 11. april, 2015. fem hjerter

 

Der er ærlig talt temmelig uheldigt for kunstnersammenslutningen Corner, at kollegerne i Grønningen åbner årets udstilling kort tid efter Corner har vist deres. For sammenligningen falder godt nok ikke ud til Corners fordel.

Til gengæld understreger den, at der er forskel på kunstnersammenslutningerne, hvilket en del synes at glemme, når den ligeså årligt tilbagevendende diskussion om sammenslutningerne og Charlottenborg bringes på banen.

Sådan har det været siden 2007, hvor Charlottenborg blev lagt om og en række kunstnersammenslutninger derfor måtte finde andre steder at udstille. Siden er det blevet skiftevis krævet og foreslået, at sammenslutningerne skulle have lov til at komme ”hjem” til Charlottenborg, for begge parters skyld.

Historisk giver det ikke megen mening, for sammenslutningerne opstod netop i opposition til det etablerede, til akademiet og deres udstillingssted: Charlottenborg. Men Grønningen kunne sikkert, i modsætning til Corner, sagtens fylde salene på Kongens Nytorv både smukt og overbevisende.

Der er nu heller ikke noget galt med rummene i Den Frie – eller i Museumsbygningen, der i år også lægger velproportionerede kvadratmeter til. Måske det ligefrem er en fordel med lidt luftforandring, også selvom det sker hos de tidligere rivaler, Danmarks første kunstnersammenslutning Den Frie, som det er præcis et hundrede år siden, Grønningen brød ud fra?

I alle tilfælde ser en lang række af Grønningens kunstnere ud til at være i fineste form. Således er der både humor og en næsten håndgribelig forståelse for materialer på spil hos Lone Høyer Hansen, der blandt andet viser et neonskilt med ordene ’not for sale’ på en baggrund af barkstykker.

Troels Wörsel: Uden titel. Foto: Anders Sune Berg

Troels Wörsel: Uden titel. Foto: Anders Sune Berg

Der er også masser af energi i Merete Barkers store, tredelte maleri med kæmpe tegnafsæt i sort og okker, der er mindre figurativt og fortællende end man plejer at se fra hendes hånd. Også Troels Wörsel er på det seneste gået nye og mere abstrakte veje, ikke mindst med en fortløbende serie af tavlegrønne lærreder med kridthvide aftegninger, der kan minde om alt fra udregningsspor til bombeflysdiagrammer.

Tavler, men nu af den sorte slags, dukker også op hos Eske Kath, der blandt andet bidrager med maleriet ’Blackboard Kraken. Blackboard Jungle’ (2012), der på én gang er farvestærkt og afdæmpet. Rent koloristisk trækkes der diskrete tråde fra Kath til Lise Malinovsky, der i den grad har smæk på farverne, men også forstår at holde dem i både skak og live.

På farvefronten er alting langt mere neddæmpet hos kunstnere som Anita Jørgensen, Kristofer Hultenberg og Eva Koch, men derfor skal man nu ikke tro, at der her hersker fred og ingen fare. Jørgensen har således skabt et væghængt værk, der får mig til at tænke på forråd og forestående katastrofeberedskab. Det er stramt og foruroligende, smukt og højst uhyggeligt.

Hos Hultenberg handler det i højere grad om minimale forskydninger, der gør ganske almindelig krydsfinér til en stærk, sanselig oplevelse, mens Koch lader sit bidrag gå igennem væggene og derved leger med rumfornemmelsen. Og hvor er det elegant, at grebet gentages i Museumsbygning!

Her har man blandt andet sat Tonning Rasmussens mikroorganismer i klare farver sammen med Mads Gamdrups konceptuelle fotografi, der fremstår som en flimrende, grå plet. Helt anderledes er det fat hos en anden fotograf, nemlig Astrid Kruse Jensen, der bidrager med store, syregrønne dobbelte erindringsbilleder.

En del vil nok kunne genkende de sære farvetoner, der minder om fejlfremkaldte farvebilleder fra fortiden. Eller om fotografier, der er blevet halvvejs ædt af tidens tand og dertilhørende kemikalier. Motivet synes også at være hentet i noget sket, noget husket eller måske noget drømt, som det er næsten naturstridigt nu at se som et fotografi, fordi mindet er så flygtigt.

Og sådan er der rigtig mange værker af høj kvalitet på udstillingerne, selvom også nogle af Grønningens kunstnere er knap så spændende, men ligner sig selv eller, hvilket er værre, andre kunstnere til forveksling. Det er dog kun få dråber malurt, der dryppes i bægret, for først og fremmest er Grønningens fejring af sig selv flot, forrygende og et godt fundament for fremtiden.

Astrid Kruse Jensen: 'Within The Landscape #06', 2013.

Astrid Kruse Jensen: ‘Within The Landscape #06’, 2013.

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer