- Trine Søndergaard: ‘Interiour’, 2010
Flere generationer af kunstnere mødes på Grønningens udstilling, der nu er tilbage i København. Men det er ikke nødvendigvis de yngste, der er mest voldsomme i deres udtryk …
Grønningen. Docken, Færgehavnsvej 35, København Ø. Til 10. oktober, 2010. fire hjerter
Kunstnersammenslutningen Grønningen har levet en lidt omtumlet tilværelse de seneste år, efter Charlottenborg ikke længere ville lægge lokaler til den årlige udstilling. Sidste år udstillede sammenslutningen således på Bornholm, men nu er den tilbage i storbyen, for selvom Docken umiddelbart ligger langt ude i Nordhavn, så går der bus til døren.
Og Grønningen er igen et populært udflugtsmål for rigtig mange, hvilket der ikke er noget at sige til, for her er tale om en sammenslutning, der forstår at samle generationerne. I år finder man således den unge, århusianske kunstner Papfar (med det borgerlige navn Søren Behncke) blandt gæsterne, og han bidrager med en hel lille lastbil, udført i favoritmaterialet: pap.
Den slags giver spræl og viser skaberglæde, ligesom jeg personligt synes det er spændende at se værker, der er udført i alternative materialer. En anden ung gæst, Heine Klausen, benytter sig ligeledes af en mindre almindelig teknik, for han skærer sine billeder ud af hvidt papir. Motiverne er torturscener, og når de kombineres med citater fra sange, der kredser omkring kærlighed, opstår der et interessant spændigsfelt i værkerne.
Men også blandt Grønningens faste medlemmer finder man yngre kunstnere som for eksempel Allan Otte, der i foråret viste en stor soloudstilling på Gl. Holtegaard. Otte henter sine motiver på landet og maler dem med sin helt egen teknik, der får værkerne til at ligne gigantiske puslespil, når man ser dem helt tæt på. Han bidrager til udstillingen med maleriet ’Ophobning’, hvis titel kunne være en kærlig hilsen til Egill Jacobsens værk af samme navn fra 1938. Til gengæld er der ikke megen kærlighed i motivet, der forestiller en container, bristefyldt af døde svinekroppe.
Jørgen Haugen Sørensen: ’Kagefade til en nation i krig’, 2010
Endnu mere voldsomt bliver det dog hos Jørgen Haugen Sørensen, der har udført ni ’Kagefade til en nation i krig’. Og de er fuldstændig fabelagtige i al deres voldsomme vrede, hvor dræberhunde fortærer hinanden råt, samtidig med at der er plads på fadet til at servere et bid mundgodt til eftermiddagskaffen. Haugen Sørensen, der er født i 1934, er måske nok blandt de ældste udstillere på Grønningen, men hold da helt op hvor er han vital – og vred. På den gode måde, i alle tilfælde rent kunstnerisk, hvor han forener et politisk standpunkt med et på én gang ekspressivt og skræmmende realistisk udtryk.
Andre steder på udstillingen gås der mere meditativt til værks, sådan som det sker hos gæsten Michael Mørk, der viser tre smukke fotografier af vinduesåbninger. Mørk manipulerer og gentager sit motiv, så grænsen mellem realisme og mønster bliver mere end flydende. Også Anita Jørgensen, der ellers er bedst kendt for sine skulpturer, arbejder med mødet mellem fotograferede mønstre. Her er der dog tale om ubearbejdede snapshots, der sammenstilles til ordløse fortællinger om rytme, linjeføring og kunstnerisk intuition.
Anita Jørgensen, installationshot Grønningen 2010
En helt anden form for fotografi finder man hos Trine Søndergaard, der viser billeder fra et slot, hvis høje paneler og parketgulv får mig til at tænke på Hammershøis berømte lejlighed i Strandstræde, hvor han malede de åbne døre og det skrå lysindfald. For Søndergaard formår at skabe den samme sjælfulde stemning i sine fotografier, hvor verden synes at stå stille – om det så bare er i det sekund, hvor fotografiet er fanget.
Der er med andre ord god grund til, at henved 4.000 mennesker sidste lørdag troppede op til fernisering på Grønningens udstilling. Og der er i sandhed nok at se på, for over halvtreds kunstnere har bidraget med tilsammen 232 værker, der nu fylder de noget kantede lokaler i Docken. Hvad fremtiden bringer for Grønningen står hen i det uvisse, i alle tilfælde når det drejer sig om, hvor udstillingen skal præsenteres fremover. Men det er sammenslutningen sådan set vant til, for den første udstilling, tilbage i 1915, fandt sted i en temmelig intermistisk bygning, opført til lejligheden på netop Grønningen.
Rent kunstnerisk er der mindre tvivl, for Grønningen har formået at forny sig, ikke bare ved at optage unge medlemmer, men også i kraft af de ældres evne til at udvikle sig og undgå for mange gentagelser. Sammenslutningen står således ikke alene i skoven, sådan som det lille barn i Leonard Forslunds skulptur gør det. I stedet kan den begive sig ud på en rejse, der forhåbentlig bliver ligeså facetteret og eventyrlig, som Ruth Campaus spejlværk ’Linear Construction 1’, der som krystaller vokser henover både gulv og vægge i Docken.
Ruth Campau: ‘Linear Connection 1’, Grønningen 2010