Elmgreen & Dragset: ‘Var det egentlig det vi ville’, 2012. Foto: Lior Zilberstein
Danmarks største enkeltstående kulturpris, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nilsens Legat, er blevet uddelt og de hædrede kunstnere siger tak med et brag af en udstilling.
Lilibeth Cuenca Rasmussen, Elmgreen & Dragset, Nina Saunders: Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 2012, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 1, København Ø. Til 6. januar, 2013. fem hjerter
Midt i livet og karrieren kan man godt stille sig selv det samme spørgsmål, Elmgreen & Dragset har valgt som titel på deres store installation, nemlig: ’Var det egentlig det vi ville’. Ligesom man kan få lyst til, om ikke andet så rent mentalt, at dingle med fødderne, sådan som drengen på stilladset gør det, mens han stirrer tomt frem for sig.
Måske er han fanget midt mellem gulv og loft, barn og voksen, lysten til at fortsætte og til at give op eller bare gøre noget andet. Men lige nu befinder han sig i et udstillingsrum under konstruktion – eller er det destruktion? Blomsterne, stadig i deres fine cellofan, og gæstebogen peger på en fernisering, men store transportkasser er det eneste, der fylder rummet.
Kasserne er påtegnet standartadvarsler som ’This way up’ og ’Fragile’, hvilket understreger både deres succes og situationens sårbarhed. Og succes kan man roligt sige, at duoen har. De har lige modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, i selskab med Lilibeth Cuenca Rasmussen og Nina Saunders, ligesom de alene i år har afsløret ’Han’ i Helsingør, ’Powerless Structures, Fig. 101’ på Trafalgar Square og haft en solo hos Victoria Miro, ligeledes i London, mens de i 2009 høstede hæder for deres omskabelse af den danske pavillon på Venedig Biennalen.
Hvor anerkendte de er, beviser værket i den næste sal (selvom det nu næppe er meningen med det), for her hænger fem stykker væg, hentet på så prominente udstillingssteder som Statens Museum for Kunst, Louisiana og Berlins Hamburger Bahnhof. Den slags skal man vist være Elmgreen & Dragset for at få lov til at fjerne, men i anden ombæring fremstår værket dog også som spændende monokromer (alle de valgte vægge er hvide), der måske endda kan studeres rent udstillingsteknisk.
Alt skulle således være i skønneste orden, men er det måske alligevel ikke helt. Bag stilladset med drengen står i alle tilfælde et ældre værk med titlen ’Sorry Mama’, hvor man ser Elmgreen og Dragset som små drengebørn, der i værkets oprindelige sammenhæng ”undskyldte” deres homoseksualitet. Men nu er børnene med som en slags vidner, måske endda anklagere, der spørger de voksne udgaver af sig selv: Var det egetlig det her, vi ville?
Lilibeth Cuenca Rasmussen: Stillbillede fra ‘Afghan Hound’, 2011
Så bliver der, trods alt, gået lidt mindre personligt til værks hos Lilibeth Cuenca Rasmussen, også selvom hun trækker på sine egne fillipinske rødder i videoværket om hanekampe, ’Cock Fight’, som man i 2006 kunne se i x-rummet på Statens Museum for Kunst. Den gang var jeg ikke helt vild med det, og jeg synes stadig ikke det er blandt Cuenca Rasmussens stærkeste værker.
Det er så til gengæld den fortsatte serie af værker med fællestitlen ’Afghan Hound’, der har Cuenca Rasmussens bidrag til sidste års Venedig Biennale som stammoder. Fotografierne af kunstneren selv, dansende med uendelige mængder af hår, er trykt på en baggrund af spejlende sølv og i Den Frie Udstillingsbygning skaber de sammen med en folk spejlbesatte dukker et både smukt, køligt og meget levende rum.
Nina Saunders: ‘Katy’s Convoy’, 2012. Foto: Thomas Willads
Og det bliver faktisk endnu mere animeret hver eftermiddag, hvor performere i lignende spejlkostumer indtager salen i selskab med de mere stillestående værker (hverdage kl. 15-17, weekender kl. 14-17, dog ikke mellem jul og nytår). Men selv uden egentlig bevægelse fra værkernes side, glimter og gnistrer de mange spejle når man går forbi dem, ligesom de kaster et glitrende mønster på væggene, der på den måde også bliver en del af værket.
En anden måde at indtage rummet finder man hos Nina Saunders, der i år bidraget til blandt andet ’Pandamonium’ i Londons Hyde Park, ’A Jorney through a Nordic Fairytale’, New York, og ’Showtime’ på danske Gl. Holtegaard. Hun lader nemlig sin ene sal gennemskære af ’Katy’s Convoy’, der er en syret parade af møbler monteret med vilde dyr – eller er det omvendt? Rasende ræve viser tænder i en langtrukken lænestol, en skildpadde slider i det som trækdyr for en gammel barnestol, mens en rovfugl har klappet ryglænet sammen som vinger.
Igen er det ikke til at vide, hvad det er man er fanget i – andet end at der er tale om noget eventyrligt. Og det forstået i den gamle forstand, hvor ikke alting ender lige lykkeligt. Et nærmest overraskende lyspunkt finder man dog, tilsyneladende helt utvetydigt, i værket med titlen ’See what the morning brings’. For skal man tage titlen på ordet, så ser morgendagen ud til at blive forgyldt i en grad, der omfatter selv skødehunden!
Bonusinfoer:
Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat uddeles i ulige år til tre komponister og i lige år til tre af Anne Marie Carl-Nielsens kolleger: billedhuggere. I dag tolkes betegnelsen ’billedhugger’ bredere end ordet lyder, for det er de færreste samtidskunstnere, der rent fysisk hugger deres værker frem i for eksempel sten. Derfor betyde ’billedhugger’ i dag en kunstner, der arbejder i tre dimensioner.
Michael Elmgreen (født 1961 i København) og Ingar Dragset (født 1969 i Trondheim) er begge autodidakte som kunstnere og har arbejdet sammen siden 1995. I dag bor Elmgreen i London og Dragset i Berlin.
Lilibeth Cuenca Rasmussen (født 1970 i Manila) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1996-2002 og modtog i 2008 Eckersberg Medaljen. Cuenca Rasmussen bor og arbejder i København, men udstiller verden over.
Nina Saunders (født 1958 i Odense) er uddannet fra Central St. Martin’s College of Art and Design (1986-1991). Saunders bor og arbejder i London.