Halvgemt Carsten Nicolai

 

Carsten Nicolai: 'unidisplay', 2012. Copenhagen Contemporary, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Carsten Nicolai: ‘unidisplay’, 2012. Copenhagen Contemporary, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Det er en gåde hvorfor Copenhagen Contemporary ikke gør mere for sommergæsterne på Papirøen

Carsten Nicolai: Unidisplay, Copenhagen Contemporary, Trangravsvej 10-12, København K. Til 2. oktober. Samt, samme sted: Yoko Ono: Wish Tree Garden og Pettersen & Hein: A View from the Present 1-13, begge til 31.12.2017. tre hjerter

 

Jeg er faktisk forarget. Det sker ellers ikke særlig tit, og da slet ikke over udstillinger, så det tager lidt tid, før jeg anerkender følelsen. Men den er god nok: Jeg er forarget. Det er dog ikke kunsten, den er gal med hos Copenhagen Contemporary på Papirøen. Det er det skammeligt uudnyttede potentiale, der gør mig gal.

Copenhagen Contemporary får nemlig potentielle besøgende serveret på et sølvfad, sådan som det nyåbnede udstillingssted ligger lige ud til Inderhavnen med fri udsigt over vandet til Skuespilhuset. Og med naboer, der serverer street food, betyder det, at der konstant flyder en lind strøm af sommerklædte turister og ferierende københavnere forbi.

Men de går netop forbi, hvilket man ikke kan fortænke dem i, for Copenhagen Contemporary inviterer på ingen måde indenfor. Nærmest tvært imod. Der er ingen skilte, hvis man ser bort fra to C’er på facaden, og kigget ind ad døren rammer et trådhegn omkring en byggeplads.

To af Copenhagen Contemporarys tiltag findes da også foran selve bygningen, men hvor mange, der opdager, at betonbænkene udgør Magnus Pettersen og Lea Heins udstilling ’A View from the Present 1-13’ er ikke til sige. Næppe mange, men folk sidder da på bænkene, hvilket vel også er meningen.

Mellem bænkene står Yoko Onos ’Ønsketræer’, der med tiden skal brede sig over et større område på kajen. Idéen har hun arbejdet med i flere årtier og den kunne blandt andet også opleves på Louisiana for tre år siden. Lige nu kunne der godt bruges nogle flere træer, for folk er glade for at binde små sedler med ønsker på træernes lidt for tynde grene.

Carsten Nicolai: 'unidisplay', 2012. Copenhagen Contemporary, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Carsten Nicolai: ‘unidisplay’, 2012. Copenhagen Contemporary, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Men indenfor skjuler sig (eller skjules) en endnu større installation, nemlig ’Unidisplay’ af tyske Carsten Nicolai (f. 1965). Og det er virkelig en skam, at ikke flere finder vej herind, for Nicolais 30 meter lange lys- og lydinstallation, der virker endnu længere, fordi der er opsat spejle på hver endevæg, er rent ud sagt forrygende.

Geometriske former, holdt helt i sort og hvidt, danser rytmisk i foranderlige formationer så langt øjet rækker, snart svimlende, snart en smule forskud i forhold til de lyde, der alligevel følger dem. Eller som de følger. Det er nemlig ikke helt til at afgøre, om det er formerne eller lydene, der styrer forestillingen.

Flere af sekvenserne er som visuelle og akustiske gåder, man glad kaster sig ud i at løse. Men Nicolai er også en kunstner, der smadrer sin orden, så snart han har opbygget den. Nogle gange bliver man ligefrem fysisk forskrækket, når en ny lyd skærer igennem og reglerne brydes, andre gange hensættes man i mild, mediterende trance.

Carsten Nicolai: 'unidisplay', 2012. Copenhagen Contemporary, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Carsten Nicolai: ‘unidisplay’, 2012. Copenhagen Contemporary, 2016. Foto: Anders Sune Berg

Carsten Nicolai arbejder med lyd, teknologi, koder og indbyggede fejl. Således er den ene sejlvæg ikke helt perfekt, hvilket får spejlingen af de ellers ret stringente visuelle forløb til at slå et sjovt knæk, der så gentages i genspejlingen. Midt i mørket kan man bevæge sig omkring, sætte sig på en lang, lav bænk eller ligefrem lægge sig ned og nyde forestillingen.

Om man vil overveje, hvordan de tilsyneladende enkle sekvenser spiller synssansen et puds eller tænke over teknologien bag det hele, er ganske op til den enkelte. Men der er masser at se på, spekulere over eller bare nyde. Og det er derfor direkte hjerteskærende, at Copenhagen Contemporary ikke viser vejen til værket.

Endnu mere mærkværdigt bliver det, når nu Copenhagen Contemporary er tænkt som spydspids for den plan, Faurschou Foundation har for Papirøen. Ganske vist har Københavns kommune valgt at satse på en mindre kunsthal end den, Faurschou gerne så opført, men med det aktuelle udspil har Copenhagen Contemporary ikke ligefrem styrket sin position.

Men måske det vil lykkes, når Copenhagen Contemporary nu står mere færdig? Carsten Nicolais værk fortjener i alle tilfælde mere opmærksomhed, end det hidtil har fået. Og Papirøens mange gæster fortjener chancen for at se det. Alt andet vil faktisk være forargelig.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer