Jan Nieuwenhuijs: ‘Hane der går i søvne’, 1949
Jan Nieuwenhuijs tog kunsten seriøst, men han er bedst, når han samtidig er sjov – og helt sig selv
Jan Nieuwenhuijs: Myte og Magi. Skovhuset ved Søndersø, Ballerupvej 60, Værløse. Til og med 12. januar, 2014. Derefter: Carl Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, Birk Centerpark 1, Herning. Til 21. juli, 2014. fire hjerter
Ganske vist var deres bedstefar fritidskomponist, men ellers var der intet i brødrerne Nieuwenhuijs’ familiehistorie, der pegede på, at de skulle være kunstnere. Alligevel vidste både Jan Nieuwenhuijs (1922-1986) og hans storebror, Constant, allerede som teenagere, at det var den vej, de ville. Til deres forældres store fortrydelse.
Det var nu heller ikke gode tider, den gang sidst i 1930’ernes Amsterdam, og det skulle blive endnu værre. Både for den brede befolkning og for kunstnerne. Under den tyske besættelse kunne en kunstner for eksempel kun købe materialer, hvis han eller hun lod sig registrere hos ’Kulturkammeret’ – og derefter udførte den nazianerkendte form for kunst.
Og det var ikke lige den slags kunst (og på ingen måde den politik), de unge Nieuwenhuijs’ere var interesserede i, så de gik mere eller mindre under jorden. Det var således først efter at freden var vundet, at Jan Nieuwenhuijs for alvor kunne finde frem til sit eget, kunstneriske udtryk og det gjorde han i parløb med en række andre unge, hollandske kunstnere.
I 1948 dannede han, sammen med Karel Appel, Corneille, Anton Rooskens, Theo Wolencamp og broren Constant den ’Experimentele Groep in Holland’. Kort tid efter indgik hollænderne i den endnu større kunstnergruppe, der kom til at hedde Cobra, med dansk deltagelse af blandt andre Asger Jorn og Carl-Henning Pedersen.
Idéen var at skabe en ny kunst til en ny tid. Naturalismen var forældet, men den rene abstraktion fandt kunstnerne for fjernt fra det menneske, de gerne ville sætte i centrum. Men selvom Nieuwenhuijs’ stil minder meget om klassisk Cobra, hvor spontaniteten er et omdrejningspunkt, så brød han med gruppen inden der var gået et år, simpelthen fordi han fandt Cobra for lidt revolutionær.
Og man må da også lade Nieuwenhuijs, at han med en titel som ’Jomfruen, der skider sine kønsdele ud’ fra 1948 placerede sig helt i forkanten af, hvad man kunne tillade sig. Selve værket er faktisk mere tilforladeligt, for selvom man næsten kan høre det røde splask fra kønnet, så griner hendes røv sig selv i laser ved synet!
At jomfruen samtidig mere ligner et mangebenet dyr end et menneske, er karakteristisk for Nieuwenhuijs’ udtryk. For selvom også andre Cobrakunstnere lod fantasien få frit spil, så er hans værker i særlig grad inspireret af surrealismens skæve drømmesyner. Og det, Nieuwenhuijs ser og forestiller sig, er først og fremmest kvinden.
I Nieuwenhuijs’ liv hed denne kvinde Cocky, og han giftede sig med hende i 1951. Få år senere rejste parret sammen med et cirkus gennem Algeriet og Marokko, mens balletdanseren Cocky optrådte i manegen og Nieuwenhuijs sugede til sig af atmosfæren. Men allerede i 1949 udførte han faktisk et maleri med noget, der ligner et cirkusmotiv.
Titlen er ’Hane, der går i søvne’ og sikke et søvngængeri! Den flammerøde hane befinder sig således på en line, udspændt mellem noget, der minder om en flagstang og en stige så høj, at den når helt op til månen. På ryggen balancerer både et dyr og en kvinde, der er klippet ud af en tegning og klistret på maleriets sorte bund, som oven i købet er isprængt selvlysende stjerner.
Jan Nieuwenhuis: uden titel, ca. 1955
I værket forener Nieuwenhuijs det drømmende og poetiske med både sin forkærlighed for kvinden og en særegen humor, som man genfinder i hans bedste værker livet igennem. For selvom Nieuwenhuijs tog sin kunst mere end alvorligt, så er han bedst, når han samtidig er sjov.
Og morsom er han oftest, ikke mindst i de mange morphinger af kvindekroppen, der fordobles og bliver til noget nær arkitektur, sådan som det sker i et værk uden titel fra 1955, der da også er valgt som udstillingens plakat. Her bliver bryster til kupler og tårne får ansigter – og det hele kan bæres på hovedet af en saligt smilende kvinde uden egen krop.
Andre steder slår inspirationer fra ældre kunstnere som Joan Miró, Wassily Kandinsky og Fernand Léger lige lovligt tydeligt igennem, ligesom man flere steder ser stærke påvirkninger fra hans samtidige kolleger, ikke mindst Corneille og Anton Rooskens.
Nieuwenhuijs opnåede da heller aldrig samme succes som flere af sine jævnaldrende, hvilket både kan aflæses af – og måske endda forklares ved – hans ikke særlig ihærdige udstillingsaktivitet. Men nu gæster Jan Nieuwenhuijs Danmark igen, og det endda i det skønne Skovhus ved Søndersø, der i sig selv er mere end et besøg værd.