Haver handler om magt

De er slet ikke så uskyldige, haverne, hverken den omkring sommerhuset eller slottet. Det får man syn for på Bukingham Palace lige nu

Painting Paradise: The Art of the Garden, Queen’s Gallery, Buckingham Palace, London. Til 11. oktober, 2105. fire hjerter

 

Hvis man skal tro arrangørerne af udstillingen ’Painting Paradise’ på Buckingham Palace, er briternes bidrag til verdenskulturen hverken fish & chips, stive overlæber eller deres herlige humor. Det er haven. Helt præcis den engelske have, der karakteriseres af organiske forløb og fokus på den (næsten) fri natur.

Selvom denne form for haver først blev populære i 1800-tallet, finder man på udstillingen en tidlig forløber i Jan Brueghel den Ældres version af ’Adam og Eva i Paradisets Have’ fra 1615, hvor hovedpersonerne er helt i baggrunden, mens farvestrålende araer, en tiger i leg med en leopard og en gråskimmel løber med opmærksomheden.

Pudsigt nok har Brueghel tilsyneladende hentet blandt andet løven til venstre i maleriet hos hans samtidige kollega, Peter Paul Rubens, selvom Brueghel selv skal have besøgt flere europæiske menagerier med vilde dyr. Og stemningen er da også dynamisk, både blandt dyrene og i deres omgivelser.

Anderledes stift står ’The Family of Henry VIII’, udført i 1540’erne af en ukendt maler. Her er tudortid for fuld udblæsning med ornamentik, der næsten går i ét med personernes rigt dekorerede klædedragter. Men det mest bemærkelsesværdige ved maleriet skimtes kun gennem de bueformede åbninger i hver side, for der ses den første kendte skildring af en have i britisk kunst.

Slotshaven hed ’The Great Garden at Whitehall’ og den var anlagt så stramt og retvinklet som noget. Hvilket da også var  normen i flere århundreder, hvor haven først og fremmest skulle bevise ejermandens totale magt over tingene – og ikke mindst naturen. For en have er aldrig så uskyldig, som den måske ser ud. Haven fortæller nemlig altid om haveejerens verdenssyn, hvad enten der er tale om et parcelhuslod eller en slotshave.

Også den botaniske have fungerer som bevis, både på interesser og besiddelser. Således blev det i 1600-tallet højeste mode ikke bare at importere planter fra fjerne egne og kolonier, men også levende dyr som fasaner og påfugle, der agere levende havepynt den dag i dag.

Samtidig blev alt det nye registreret, blandt andet af den nederlandske kunstner Maria Sibylla Merian (1647-1717), der drog til Surinam i Sydamerika for at tegne koloniens fremmedartede flora og fauna. Også her handler det dybest set om magt: Magt til at navngive og bestemme arter, retten til at underlægge sig fjerne folk og områder, og, i sidste ende, verdensherredømmet.

Men selvom ingen, og da slet ikke briterne, blev mindre magtbegærlige i 1800-tallet, skete der alligevel noget markant med haverne: de blev (også) demokratiserede. Snart havde selv små huse haver, folk fik eksotiske potteplanter i vinduerne og navnlig briterne gik amok i et indviklet blomstersporg, der kan gøre en buket til noget nær et brev.

Ganske vist har en række blomster gennem århundreder været forbundet med Madonna, men nu kunne man også udtrykke andre ting eller ligefrem spørge ”vil du ledsage mig til Fjernøsten?”, hvis man inkluderede en Stephanotis, eller på dansk: duftranke, i sin buket. Men man skal passe på, for i en anden fortegnelse over blomstersproget betyder samme blomst simpelthen: held og lykke!

Også fine folk plukkede blomster, sådan som det ses i Sir Edwin Landseers  ’Windsor Castle in modern times’ fra 1840’erne, for selvom der stadig er en vis stringens i haveanlægget udenfor, så er brugen af den omkringliggende natur helt nede på jorden. Dronning Victoria har således plukket en lille buket til sin prins Albert, der tydeligvis lige er hjemvendt fra jagt og nu sidder ganske afslappet i familiens skød.

’Moderne’ er måske så meget sagt, når man ser på maleriet med øjne fra det 21. århundrede. Måske mere bizart, ikke mindst fordi den lille prinsesse Victoria til venstre leger med det døde fuglevildt. Og det endda en isfugl, der ellers symboliserer fred. Der er også noget på én gang hyperrealistisk og helt forkert ved maleriet, hvor dybden er en påstand og alting ligesom ligger på samme plan.

Der er enkelte danske indslag på udstillingen, fra Flora Danica til Laurits Tuxens gengivelse af ’The Garden Party at Buckingham Palace, 28. June 1897’. Og det er faktisk også så langt man når op i tiden, hvilket er udstillingens største svaghed.

For selvom man præsenteres for en hel masse historisk fakta, smukt illustreret og udstillet i de royale gemakker, er det som om ’Painting Paradise’ ikke helt kan håndtere den mere aktuelle samtid, der da ellers nok skulle kunne anlægge nye syn på, hvad haven kan og skal.