Helvede opløser sig!

Ursula Reuter Christiansen: ‘Das Mädchen und der Tod’, 1997. Collection of the artist, courtesy Sabsay. Foto: Anders Sune Berg

Men det er nu ikke så meget Helvede, det handler om, når Alexander Tovborg kuraterer, heller ikke selvom ordet indgår i titlen

Theodora Allen, Jankel Alter, Magnus Andersen, Duda Bebek, Kye Christensen-Knowles, Steinar Haga Kristensen, Ursula Reuter Christiansen og Julien Nguyen: Helvede opløser sig, Galleri Nicolai Wallner, Glentevej 47, København NV. Til 19. maj, 2018. fire hjerter

Det er en mangetydig titel, den danske kunstner Alexander Tovborg har givet den udstilling, han har kurateret til Galleri Nicolai Wallner. Man kan enten forstå ‘Helvede opløser sig’ som ren og skær optimisme eller dykke lidt længere ned i Tovborgs egen introduktion til udstillingen, hvor Helvede måske nok er i opløsning, men også derved drypper ind i resten af verden.
Men forventer man sig Djævle og efterdødsoplevelser, går man galt i byen med denne udstilling, for Tovborgs fokus ligger på kunstnerkolleger, der, som han selv, er optaget af symbolet, arketypen og det spirituelle.

Den slags kan komme til meget forskelligt udtryk, og det gør det også på udstillingen, men grundlæggende er der tale om figurative malerier, der alle har en form for fortælling. Syv af de otte udstillende kunstnere er født mellem 1980 og 1990, med Ursula Reuter Christiansen (f. 1947) som eneste undtagelse, uden at hun på nogen måde falder udenfor selskabet.
‘Das Mädchen und der Tod’ fra 1997 er således både spændstig og spændende, samtidig med at maleriet understreger, hvor få streger der skal til, for at Reuter Christiansen kan skabe både krop og handling. Farverne er på én gang nærmest ferske og strålende, hvilket gør dem i stand til at stå distancen, selv i selskab med tyske Jankel Alters intense og mættede palet.

Jankel alter: ‘Green Woman’, 2016-2018.

Alters henter tilsyneladende sine motiver i religiøse riter, men mig minder de mest af alt om Sonia Delaunay (1885-1979), der for et århundrede siden eksperimenterede med form og farve som kommunikationsværktøj (se mit tip om Delaunays udstilling på Tate Modern i 2015 ved at klikke her …).

Der er også fuld fart på farverne hos den unge danske Magnus Andersen, der tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi for snart to år siden. På udstillingen viser han ‘lil’ sergent’, der med sit lysende blå hår midt i alt det orange ligner en indisk guddom. De hårdt optegnede øjne og det let karikerede udtryk til trods, føles det som et portræt af en virkelig person, der smiler skævt til verden.

Magnus Andersen: ‘lil’sergent’, 2018

Fuldstændig anderledes er udtrykket hos amerikanske Theodora Allen, som nærmest fremtryller sine motiver på en baggrund af råt hørlærred, der hele tiden stikker frem gennem billedet og truer med at bryde illusionen. Men det er ikke den eneste dobbelthed, Allen indarbejder i sine værker, for ligeså smukke og struttende trompetblomsterne er, ligeså giftig er hele den plante, vi kalder for pigæble.

Theodora Allen: ‘Cosmic Garden VII’, 2018

I Los Angeles, hvor Allen bor, er pigæbler en temmelig almindelig ukrudtsplante, der kaldes både ‘Devil’s snare’ og ‘Moon Flower’, hvilket bringer os tilbage til både udstillingens titel og Allens værk, hvor månen spiller en central rolle. Det samme gør, måske, de hallucinationer, pigæbler kan frembringe – hvis man altså undgår at dø af forgiftning.

Der er således på overfladen tale om meget forskellige udtryk og værker, ikke mindst når man til de allerede nævnte lægger svenske Duda Bebeks ‘Valerie’, hvor ansigtet er som en maske, norske Steinar Haga Kristensens bogstavelige nedbrydning af billedrammen og de to amerikanere, Julien Nguyen og Kye Christensen-Knowles, der henholdsvis viser en klassisk engel i ‘Schadenfreude’ og blander mannerisme med tegneserie i ‘Saint Sebastian’.

Julien Nguyen: ‘Schadenfreude’, 2017. Udlånt fra Damgaard Collection. Foto: Anders Sune Berg

Men samtidig afslører denne opremsning, netop hvad der binder disse kunstnere sammen, selv hvis man ser bort fra det spirituelle. For de kunstnere, som Tovborg har valgt, arbejder med (i alle tilfælde dele af) tidligere tiders kunstneriske udtryk.
Dette er særlig markant hos amerikanerne, for Allens pigæbler ligner et smykke fra 1800-tallet, Nguyen lader englens klæde kante sig i det, man med en kunsthistorisk term kalder foldekast og Christensen-Knowles lægger ingen fingre imellem, når han strækker helgenens hals som var han en Madonna malet af Parmigianino.

Havde det handlet mere om Helvede, havde det hele sikkert været lettere at gå til, selvom det lyder besynderligt. Men de udvalgte kunstnere arbejder, som Tovborg, med et udtryk, der ikke altid er lige let at afkode eller elske. Til gengæld er det udfordrende, anderledes og sært nyskabende, referencerne til trods.