Hemmeligheden Hilma

Hilma af Klint havde selv bestemt, at hendes værker ikke måtte vises før to årtier efter hendes død i 1944, men først nu får nu sin renæssance med en velkomponeret udstilling på Louisiana

Hilma af Klint – Abstrakt pioner. Louisiana, Gammel Strandvej 13, Humlebæk. Åbner i dag og kan ses frem til 6. juli. fem hjerter

 

Det er ikke kun visse kunstnere, der konstruerer deres helt egne verdensbilleder og indre logikker. Det samme ser man ske hos en del filosoffer, forkyndere – og ganske almindelige mennesker. Men lige præcis når der er tale om en kunstner, omsættes tankesættene selv sagt ofte til billeder, sådan som det i den grad gælder for svenske Hilma af Klint (1862-1944).

Derfor er det ganske logisk, at man på Louisianas store præsentation af hendes værker, først ledes forbi serien ’Urkaos’ fra 1906-1907. Den fungerer nemlig som en form for introduktion til Hilma af Klints egenartede vokabular, der omfatter (nye) betydninger af former, farver, ord og kategorier.

Det hele kom tilsyneladende til hende fra ’de høje mestre’, som hun først fik kontakt med via seancer, hvor også automattegning indgik. Disse tegninger er dog langt enklere end dem, man kender fra for eksempel de senere Cobrakunstnere. Til gengæld indeholdt de en række symboler, der går igen gennem hele Hilma af Klints produktion.

Her genfinder man igen og igen spiralen, der i hendes univers er tegnet for evolution, mens bogstavet ’u’ står for det åndelige, i modsætning til ’w’, der betegner materien. Det grundlæggende og tilbagevendende modsætningspar er det feminine (liljen og farven blå) og det maskuline, der symboliseres af rosen og farven gul.

Farvefordelingen kan i dag forekomme lidt aparte, men faktisk var blå tidligere den klassiske pigefarve, mens små drenge blev klædt i lyserødt. Det ændrede sig dog i 1927, hvor prinsesse Astrid af Belgien fødte en lille pige, og ikke den prins, man havde forventet – og til hvem man allerede havde indrettet et lyserødt barneværelse.

Hilma af Klint benytter sig af sine symboler med varierende held. I nogle værker bliver de til klodser om billedets ben, mens de i andre gøder jorden for helt nye kompositioner, som da hun i 1907 sammensatte cirkler og rette linjer på original vis i værk nummer 5 i serien ’De store figurmalerier’.

I den helt centrale serie ’De ti største’ fra samme år, skaber Hilma af Klint en fortløbende fortælling om menneskets udvikling, både fysisk gennem livet og som åndeligt væsen. Og det gør hun ved at bruge sine symboler, således at moren og faren til det nye liv i første værk repræsenteres af liljer og roser, mens alderdommen er anderledes afklaret. Her er alting enklere, symmetrisk og mere skematisk, lige indtil en streg snor sig løbsk og lystig i midten for oven, mens en form pludselig udfyldes forneden.Som helhed er serien imponerende, både hvad angår størrelsen på de gigantiske værker, og fordi de er så på én gang nyskabende og dekorative. Men selv her kan Hilma af Klint symbolbrug blive en hæmsko, hvis man udelukkende betragter værkerne som en rebus, der skal læses og løses.

I det hele taget kommer symbolikken let i vejen, i alle tilfælde for mig, og måske også for kunstneren selv? Tag for eksempel ’Kundskabens træ nr. 1’, der er mere rodet og dermed mindre god end nr. 5 i samme serie, hvor hun endelig har skabt sin egen sære syntese, destilleret og dejlig! Andre serier peger dog i andre retninger, for allerede i nummer 1 af værkrækken med fællestitlen ’Syvstjernen’ fra 1908, står motivet så præcist som man kender det fra Matisse mange år senere.

Andre steder på udstillingen kan man let komme til at tænke på alt fra ’De unge vilde’ i 1980’erne til en ung kunstner som Alexander Tovborg, der både i udtryk og indhold er beslægtet med Hilma af Klint. Men man kan også tænke på Asger Jorn, der, som hun, var levende optaget af videnskabens seneste fremskridt.

Sværere kan det være at sluge seancerne, for vi er blevet stopfodret med ’Åndernes Magt’ og ’Spøgelsesjægerne’ på tv, men i Hilma af Klints samtid så man anderledes på sagerne og spiritisme var en ret naturlig del af avantgarden. Derfor mener jeg, at det er problematisk, når nogle i dag afviser Hilma af Klints værker som kunst, fordi hun mente, at hendes hånden var ført af ånder.

For det betyder, at man samtidig indtager yderligere to standpunkter: at der findes ånder og at disse ikke kan være kunstnere. Hilma af Klint kan for min skyld kalde det, hvad hun vil. Andre kunstnere har muser eller taler simpelthen om inspiration. Hvor den kommer fra, og hvad man kalder den, er underordnet. Det er værkerne der tæller – og det gør Hilma af Klints.