Hepworth hitter – igen

Barbara Hepworth: 'Curved Form (Delphi)', 1955. © Bowness

Barbara Hepworth: ‘Curved Form (Delphi)’, 1955. © Bowness

Der er gået næsten et halv århundrede, siden man sidst kunne opleve en stor udstilling af Barbara Hepworths værker i London, men nu er hun tilbage i fin stil

Barbara Hepworth: Sculpture for a Modern World, Tate Britain, Millbank, London. Til 25. oktober, 2015. fem hjerter

 

Briterne undrer sig i denne tid over, at Tate Britains aktuelle udstilling af Barbara Hepworths skulpturer, er den første af sin art i London siden 1968. Og det gør de ret i, for Hepworth (1903-1975) blev i levende live udråbt til en af de mest markante kunstnere i det 20. århundredes britiske kunst.

Hepworth har da også noget at have det i og en masse at byde på. I 1920 mødte hun den få år ældre Henry Moore, og de kom de næste årtier til at ligge i venskabelig konkurrence om at gentænke skulpturen i en moderne sammenhæng.

For Hepworth gik vejen via Royal Academy of Art i London, som hun tog afgang fra i 1924, og sidst i 40’erne fandt hun det sted, der skulle blive næsten synonymt med hendes kunstneriske produktion: St. Ives på Englands sydvestligste spids.

I 1950 repræsenterede hun England på Venedig Biennalen, ni år senere modtog hun Grand Prix ved biennalen i Sao Paulo og i de tidlige 60’ere afslørede Hepworth skulpturen ’Single Form’, til minde om hendes ven Dag Hammarskjöld, foran FN-bygningen i New York.

Med andre ord en ret solid kunstnerisk karriere, der kun gør årtiers glemsel så meget desto mere mærkværdig. Men nu retter Tate Britain altså op på sagerne med en stor, retrospektiv udstilling, der ikke går af vejen for at punktere et par myter undervejs.

Man har således i mange år ment, at Hepworth og Moore havde æren for (gen)introduktionen af billedhuggerkunsten, hvor man bearbejder en stenart eller træsort, imodsætning til skulptøren, der modellerer sit værk, før det eventuelt støbes. Men selvom duoen tydeligvis brød med datidens præference for at modellere, så viser det sig, at mange kunstskoler i deres samtid faktisk underviste flittigt i stenhuggeri.

Barbara Hepworth: 'Infant', 1929. © Bowness

Barbara Hepworth: ‘Infant’, 1929. © Bowness

Alligevel må man lade Hepworth og kunstnernes omkring hende, at de gik nye veje sidst i 1920’erne og op igennem 30’erne, hvor navnlig Hepworth viste sig i stand til at lade sig inspirere af såkaldt primitiv kunst, uden på nogen måde hverken at kopiere eller være andet end ren avantgarde.

Som dansker kan man let komme til at tænke på Ejler Billes skulpturer, ligeledes fra 1930’erne, når man står foran en del af disse skulpturer. Men Hepworth vender i stigende grad blikket mod det monomentale, sådan som det ses i tidligere tiders mexikanske og egyptiske kunst, hvilket kulminerer i den komprimerede skulptur ’Infant’ fra 1929.

Et andet karakteristika ved Hepworths kunst er, at hun lader materialet få en høj grad af medbestemmelse over skulpturens udformning. Dette træk bliver stadig tydeligere omkring 1930, hvor hun både skaber en række torsoer i træ og udfører ’Head’ i Cumberlandalabast, hvor noget, der ligner små isblomster i stenen løber langs kinderne og tegner ansigtet yderligere op.

Hepworth begynder på samme tid at undersøge forholdet mellem to former, oftest i et organisk formsprog, som mange vil kende fra Moore – også selvom Hepworth faktisk var tidligere ude end han var. Et smukt eksempel er ’Large and Small Form’ fra 1934, der leder tankerne i retning af mor og barn, forenet i bevægelse men samtidig to selvstændige elementer.

Barbara Hepworth: 'Large and Small Form', 1934. © Bowness

Barbara Hepworth: ‘Large and Small Form’, 1934. © Bowness

I 40’erne fokuserer Hepworth på skulpturer, hvor et hulrum accentueres af udspændte snore, hvilket skaber en hel særegen dynamik mellem rum og flade. I ’Pelagos’ (1946) opstår således et fantastisk skyggespil inde i skulpturen, og selv har Hepworth fortalt, at disse værker er inspireret af St. Ives’ kystlinje.

Skulpturerne vokser i størrelse op gennem 50’erne, mens hun i det følgende årti begynder at arbejde med bronze, fremfor træ. Forbindelsen til det organiske taber hun dog aldrig, sådan som det da også understreges af udstillings sidste værk ’Torso I (Ulysses)’ fra 1958, der samtidig tegner en fin linje tilbage til hendes tidligere torsoer.

At Barbara Hepworths værker har været undereksponeret i næsten et halvt århundrede er både synd og skam, viser udstillingen på Tate Britain. For her er tale om en kunstner, der, som undertitlen lyder, skabte skulpturer til den moderne verden.

Barbara Hepworth: 'Pelagos', 1946. © Bowness

Barbara Hepworth: ‘Pelagos’, 1946. © Bowness

 

Bookmark permalink.

Kommentarer

  1. Pingback: A Kassen i Køge … – Trine Ross

  2. Pingback: Queer Art – Trine Ross

  3. Pingback: Kandinskys farvelærer – Trine Ross

Lukket for kommentarer