Historien er også lige nu

Historiemaleriet har en lang tradition i den vestlige kunst, men at historien ikke er fortalt til ende endnu bliver tydeligt på Tate Britain

Fighting History, Tate Britain, Millbank, London. Til 13. september, 2015. fem hjerter

 

Titlen er tvetydig, for ’Fighting History’ kan både betyde ’kampens historie’ og at man kæmper mod historien. Derfor passer den da også perfekt til Tate Britains aktuelle udstilling, hvor nye og ældre værker blander sig med hinanden og historien belyses fra adskillige, og meget forskellige, vinkler.

Alene i det monumentale maleri ’The Poll Tax Riot’ fra 2005 af Dextor Dalwood (f. 1960) er der rigeligt med historiske referencer. Den del af motivet, som titlen peger på, var en voldelig protest mod Thatchers nyindførte skat, der fandt sted blandt andet på Trafalgar Square i 1990. Men Dalwood har tilføjet Berlinmuren til Londonscenen, ligesom abstraktionen, som ses i en farvestrålende halvcirkel, er hentet direkte fra Gerhard Richters maleri ’Dutch Sea Battle’ fra 1984.

I 2010 var Dalwood én af fire nominerede til Turner Prize, uden dog at løbe med sejren. Det gjorde til gengæld Steve McQueen (f. 1969), da han var nomineret tilbage i 1999. Siden har McQueen gjort sig bemærket på mange måder, senest med ’12 Years a Slave’, og det var under arbejdet med filmen, at han fotograferede et ’Lynching Tree’ nær New Orleans.

Værket lægger sig i forlængelse af andre fotografier, der gengiver lokaliteter, hvor grusomheder har fundet sted, men som i dag ser ganske tilforladelige ud – lige indtil man læser titlen. Her hjemme kendes tilgangen fra Ismar Cirkinagic, der i 1992 som 19-årig flygtede til Danmark fra krigen i Bosnien, ligesom den optræder hos japanske Tomoko Yoneda, der frem til 7. august udstiller sine fotografier i London-galleriet Grimaldi Gavin.

Der er som sagt også en lang række ældre værker med på udstillingen, og her lægges der sjældent mange fingre imellem. Et godt eksempel er John Singleton Copleys mildest talt monumentale gengivelse af ’The Death of Major Peirson, 6. January 1781’, udført to år efter Peirson mistede livet i forsvaret af øen Jersey, som Frankrig forsøgte at invadere.

Her er hektiske skrå linjer i alt fra sabler, flag og ben til tagryggene, og fordi de alle følger den faldnes krop, forstærkes dramaet til det yderste. Intet er tilfældigt i et historiemaleri som dette, der skal ses mere som et politisk statement, end dokumentation af en begivenhed.

I vores mere aktuelle samtid antager historiemaleriet andre former, men de er stadig gennemkomponerede og med politisk slagkraft. Sådan et billede står den tidligere popkunstner, Richard Hamilton (1922-2011), for med ’The Citizen’ fra først i 1980’erne. Som en anden Jesus træder den irske repulbikaner Hugh Rooney frem mod beskueren, fra en baggrund, der ligner abstraktioner i brunt.

Igen skal man kende (eller på udstillingen læse sig til) historien, for Rooney så sig selv som politisk fange, og nægtede derfor at bære den almindelige fangedragt. Systemets svar var, at så kunne han ikke få lov til at gå på toilettet, hvilket førte til den såkaldte ’dirty protest’, hvor Rooney og andre IRA-fanger smurte deres afføring ud over cellevæggene.

Hamilton forener i sit maleri en lang række kunstneriske greb, fra den religiøse fremstilling over abstraktion til noget, der mest af alt ligner reklamens æstetik. Eller propagandaens. Det er både flot og tankevækkende, og placerer ’The Citizen’ sikkert i traditionen for historiemaleriet.

Hamrende politisk er også endnu en Turner Prize-vinder, nemlig Jeremy Deller (f. 1966), der har fået genopført det sammenstød mellem demonstrerende minearbejdere og politi i 1984, der er blevet kendt som ’The Battle of Orgreave’. I en timelang video følger man forberedelserne og den egentlige reenactment, ligesom vidner fra den gang kommer til orde.

Og det er direkte hårrejsende, når BBC afsløres i at have vist begivenhederne i forkert rækkefølge, således at det så ud som om demonstranterne angreb politiet, selvom det faktisk var lige omvendt. Dellers værk viser, med al uønskelige tydelighed, at historien stadig er et stærkt, vedkommende og nødvendigt motiv i kunsten, der så, måske, kan gøre os alle sammen en smule klogere.