Historien i sten

Monumenter og mindesmærker er visuel historieskrivning og siden sammenstødene i sensommeren 2017 i flere amerikanske sydstater, er de, og andre skulpturer i det offentlige rum, blevet sat til diskussion fra Charlottesville over Antwerpen til København

Mindesmærker og monumenter er alle vegne, hvis man først begynder at kigge efter dem. Og det er der mange der gør for tiden. Herhjemme har vi fået to nye af slagsen: Det første finder man i Mindelunden ved Ryvangen, hvor man nu kan sende krigssejlerne en kærlig tanke, mens det andet, skulpturen ‘Freedom’, der skal minde os om Danmarks fortid som kolonimagt i Caribien, endnu ikke har fundet sin rette plads og placering.
Ingen af de nævnte monumenter har mødt kritik, men sådan går det langtfra altid, hverken når det drejer sig om nyopførte mindesmærker eller dem, der er sat i en fortid, man nu ser mere kritisk på. I USA kom det sidste år til voldsomme sammenstød, da bystyret i Charlottesville ville fjerne en skulptur af sydstatsgeneralen Robert E. Lee, mens man lige nu i Belgien anlægger en mere diskuterende strategi overfor fortidens synder i form af offentlige skulpturer.

Monumenter tilhører den mest sprængfarlige kategori af kunst, og det er der mindst tre gode grunde til. For det første findes monumenter ude i det offentlige rum, hvor man støder på dem om man vil det eller ej, for det andet hylder og hædrer de dele af historien, som alle ikke altid er lige enige om burde blive det og for det tredje er de repræsentanter for forskellige stilretninger, hvilket godt kan skille vandene.

Det sidste var i den grad tilfældet, da en jury for snart fyrre år siden næsten ufatteligt fremsynet og meget modigt valgte Maya Lins forslag til et monument over faldne amerikanere i Vietnamkrigen. For den dengang kun 21-årige Lin bryder med stort set samtlige traditioner indenfor det, at rejse monumenter.
Lins monument består således af to 75 meter lange flader af blankpoleret, sort sten, hvori knap 60.000 navne er indgraveret. Den spejlblanke overflade betyder, at man ser sit eget ansigt samtidig med navnene, der endda kan overføres til papir med gnidetryk, så man kan tage en lille del af monumentet med sig hjem.
Udtrykket er alvorstungt, rent, grænsende til det brutale, og, har det vist sig, temmelig tidløst. Men fraværet af en mere traditionel hyldest af de faldne soldater udløste et ramaskrig, og som et kompromis valgte man derfor også at placere en mere klassisk heroiserende figurgruppe på stedet. I første omgang forestillede tilhængere af det ekstra værk sig, at det skulle placeres dér hvor Lins to stenvægge mødes, men det argumenterede den purunge kunstner succesfuldt imod.
Skulpturgruppen står derfor i dag, så det ser ud som om figurerne peger på Lins ‘Memorial Wall’, men det er ikke skulpturen, de flere millioner, der årligt lægger vejen forbi monumentet i Washington D.C., kommer for at se. Lins værk er nemlig gået hen og blevet et af verdens bedst kendte, og mest elskede, monumenter, der ligger som nummer ti på listen over America’s Favorite Architecture, foran bygningsværker som Grand Central Station og det oprindelige World Trade Center, begge i New York.

Sådan går det næppe med Per Arnoldis monument, ‘Sortladne hav’, der nu står i Mindelunden som en tavs hyldest til de over tusind danske søfolk, der mistede livet under Anden Verdenskrig. Men det er tydeligt, at Arnoldi har hentet en del af sin inspiration netop hos Lin.

For også Arnoldi gør brug af en blank, sort overflade, dog tilsat bølgeformationer, så det ligner en skæbnesvanger havoverflade. Måske har Arnoldi hentet inspirationen til denne del af designet i den plakat, han for fire år siden udførte som hyldest til ‘Krigssejlerne 1939-1945 – de første frihedskæmpere’, hvor et vajende dannebrog transformeres til frihedskæmpernes armbind på en baggrund af stærkt stiliserede bølger.

Man må nok erkende, at krigssejlerne har været underrepræsenterede, både i historiebøgerne og når det kommer til mindesmærker, også selvom der siden 1951 har stået et mindeanker for dem i Nyhavn. For krigssejlerne talte omkring 6.000 danske søfolk, der, da Danmark blev besat, befandt sig med handelsflåden ude i verden og derfor kunne kæmpe på andre fronter, og med andre metoder, end dem derhjemme.
Og det gjorde de, først og fremmest ved at transportere mandskab og forsyninger for de allierede, hvilket var højst risikabelt, navnlig i krigens første år, hvor tyskerne sænkede i tusindvis af skibe. Men der var også danskere i direkte kamp, ikke mindst på D-dag, hvor henved 800 danskere bidrog til landgangen i Normandiet. I alt mistede over tusind danske søfolk livet under Anden Verdenskrig, så det giver god mening, at man for et par år siden udskrev en konkurrence om et mindesmærke.

Arnoldi vandt med sin vandvæg, der har den mindre mundrette titel ‘Sortladne hav’. Desværre er han ikke gået lige så langt som Lin, når det kommer til at barbere udtrykket ned til kun det allermest nødvendige. Personligt kunne jeg i alle tilfælde godt undvære det kikkertsigte, der er monteret på vandspejlet som en overflødig påmindelse om, at skibene blev beskudt.
Den detalje forstyrrer den skæbnesvangre stilhed, som de fastfrosne bølgetoppe så smukt skaber. Til gengæld er det lidt for minimalistisk, igen i min optik, at man har undladt navnene på de mange omkomne krigssejlere. Ikke mindst fordi monumentet i Mindelunden er omgivet af navne, vandret som lodret placeret, der gør historien nærværende og gribende.

De allerfleste vil kunne blive enige om, at krigssejlerne fortjener et mindesmærke, men anderledes forholder det sig med en lang række andre monumenter. Tidligere magthaveres selvforherligende fremstillinger er noget af det første, der falder, når magten skifter hænder. Noget vanskeligere forholder det sig, når skulpturer i det offentlige rum forestiller personer, der har spillet roller i historien, som nutidens befolkning er delte i opfattelsen af.
Det er der lige nu en række eksempler på i det sydlige USA, hvor monumenter og skulpturer for og af Sydstatsfolk falder en stor del af befolkningen for brystet, samtidig med at en anden gruppe kæmper for deres bevarelse.
Her er det ikke udformningen, men indholdet, der er problemet. Også i Europa og Australien har man siden Charlottesville diskuteret, hvad man skal stille op med den slags skulpturer og andre former for mindesmærker. Skal de fjernes, flyttes eller tilføjes noget, der ligesom bringer budskabet i balance?

Et af de steder, hvor denne diskussion tages mest alvorligt, er Antwerpen i Belgien, hvor et treårigt samarbejdsprojekt mellem Kunsthal Extra City og Middelheim Museum, vil “dissekere og dekonstruere den idé om statsborgerskab, vi for tiden benytter os af i Europa” som institutionerne skriver.
Første punkt på programmet er en skulptur, der forestiller den belgiske missionær Constant de Deken, som i 1892 kom til den såkaldte ‘Fristat Congo’ (der var kong Leopold II’s personlige ejendom). I Jean-Marie Hérains gengivelse af ‘Fader de Deken’, opstillet i 1904, har den påklædte og korsbærende præst et knæ i ryggen på en sammenbøjet og næsten nøgen afrikaner.

Forståeligt nok har skulpturen i en årrække været en anstødssten, men hvad stiller man op med den? Selv blandt dem, der udtrykker stærk modstand mod skulpturens racistiske budskab, er der ikke stemning for helt at fjerne den, idet man derved ville gøre sig skyldig i samme lemfældige omgang med historien, som man beskylder skulpturen for.
I stedet har man inviteret den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahama (f. 1987) til at gå i aktiv dialog med både skulptur og fortid, hvilket han gjorde under en form for performance, hvor også en diskussion med historikeren Omar Bi indgik. Mahama havde til lejligheden udført en kopi af Hérains ‘Fader de Deken’, men i endnu blødt ler, som han manipulerede og omskabte med hjælp fra publikum.
Materialevalget er symbolsk og peger på at leret, i lighed med historien, er et både skrøbeligt og formbart materiale. At historien, ligesom fremtiden, er i konstant forandring, facetteres, forskrues og forestilles. Ligeså symbolladet er valget af materiale i Mahamas anden version af samme skulptur, for den er udført i gummi, der både er blødt og en af de resourcer, belgierne eksporterede fra ‘Fristat Congo’.
De to skulpturer er nu nede i øjenhøjde, i modsætning til Hérains, der er ophøjet på en flere meter høj plint. Mahamas lerversion er endnu formbar, udfærdig og i flere stykker, og den er placeret således i forhold til gummiudgaven, at de to skulpturer så at sige ser hinanden i øjnene.
Derved håber Mahama at anspore til dialog, sådan som han så ofte gør i sine værker, som har været vist både i hans hjemland og på internationale udstillinger som Venedig Biennalen (2014) og Documenta14. Mahama har også været forbi København, hvor han i sommeren 2016 dækkede Charlottenborgs facade mod Nyhavn med udtjente sække, som unge afrikanske mænd har slæbt råvarer i.

Installationen var selvsagt midlertidig, men anderledes forholder det sig med skulpturen ‘Freedom’, som Danmark fik foræret af De Amerikanske Jomfruøer for over et år siden. Som vi beskrev fornylig er der endnu ikke fundet frem til en blivende placering for skulpturen, der skal symbolisere Danmarks fortid som slavenation.

Alle er ellers tilsyneladende enige om, at sådan en skulptur er et vigtigt signal og ingen har (endnu) beklikket den rent kunstnerisk, men alligevel er det som om systemet stritter imod. Det kan være, at det bare er bureaukratiske banaliteter og rettidig omhu, der trækker sagen i langdrag. Men man kan også få den tanke, at man fra officiel side ikke har voldsomt travlt med at markere en så mørk del af danmarkshistorien med et monument, der vil stå som en skamstøtte over fortiden.

Update: Nogle gange kan det være skønt at tage fejl, og dette er en af de gange, for det forlyder nu, at ‘Freedom’ skal opstilles ved Eigtveds Pakhus, Strandgade 25, på Christianshavn – lige ved Udenrigsministeriet, så det passer perfekt!

Infoboks:
Per Arnoldis ‘Sortladne hav’ findes i Mindelunden Ryvang, Tuborgvej 33, Hellerup

Bright Bimpongs skulptur ‘Freedom’ fra 1998 kan frem til 2. april, 2018, ses på udstillingen ‘Stop slaveri!’ i Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København K

Ibrahim Mahamas udstilling ‘On Memorial Silences’ vises i Kunsthal Extra City, Eikelstraat 29, Antwerpen-Berchem, frem til 4. marts, 2018, men selve projektet løber til og med 2020 – og jeg holder dig opdateret undervejs!