Hockney har, og kan, det hele

Seks årtiers værker i verdensklasse af britiske David Hockney cementerer hans position som en af vor tids allerstørste kunstnere

Hockney, Tate Britain, Millbank, London. Til 29. maj. Derefter: Centre Pompidou, Paris, 21. juni til 23. oktober og The Metropolitan Museum of Art, New York: november, 2017, til februar, 2018. seks hjerter

Der skal ikke så lidt selvsikkerhed til, for at en kunstner kan slippe godt fra at lade sig inspirere af mastodonter som Pablo Picasso og Henri Matisse. Og endnu mere selvstændigt, kunstnerisk talent, hvis inspirationen skal kunne føre nye steder hen, i stedet for at ende som ren kopiering af Picassos nytænkte rumlighed og Matisses frisættelse af farven.
Men David Hockney (f. 1937) har både selvtilliden og et talent at have den i. Det kan man lige nu forvisse sig om på Tate Britain i London, hvor den hidtil største, retrospektive udstilling af hans værker finder sted. Tolv sale, bristefærdige af værker fra næsten seks årtiers kunstnerisk virke, venter den besøgende. Samt en oplevelse i absolut verdensklasse.

Som alle store kunstnere, stiller Hockney hele tiden sig selv de centrale spørgsmål: Hvad er et billede? Hvorfor skaber jeg kunst på den måde, jeg gør? Hvordan kan jeg overføre oplevelsen af det sete til lærredet?

Hockney afsøger uforfærdet stort set hele den moderne kunsthistorie for fragmenter af et svar, og han sammensætter gerne flere stilarter i et enkelt værk. ‘Model with Unfinished Self-Portrait’ fra 1977 er sådan et maleri, hvor en sovende model fremstår håndgribelig, mens mønstret i sengetæppet under ham fortsætter ufortrødent, selvom det burde folde sig om madrassen. Det frisatte mønster er typisk for Matisse og ses stærkt og smukt i ‘Harmoni i rødt’ fra 1908, hvor dugens mønster vokser videre på væggen bagved. Men Hockney har flere spørgsmål at stille og gengiver bordet i baggrunden med små farveprikker som en anden pointalist, samtidig med at han fornægter den perspektiviske lære, der befaler, at linjer skal forsvinde ind i rummet og bordet derfor være smallest bagtil.

At Hockney er en af de mest markante, nulevende kunstnere fik man allerede i hans tidlige ungdom mere end et fingerpeg om. For hans på én gang humoristiske og homoerotiske ungdomsværker demonstrere en tilgang til såvel motiv som kunstnerisk udtryk, der er både helt hans egen og peger langt ind i fremtiden.
Hockney er således vild to årtier før 80’ernes Unge Vilde, ligesom han nægter at skjule sin seksualitet selv i en tid, hvor den stadig var ulovlig. Det er dog en lettelse for ham, da han midt i 60’erne flytter til det mere frigjorte Los Angeles og de nye omgivelser får også indflydelse på hans farveholdning og selve den måde, han maler på.

‘Peter Getting Out of Nick’s Pool’ opsummerer smukt det nye fokus på pastelfarver, bare mandebalder og en overlegen leg med forholdet mellem flade og dybde i maleriet. Vandspejlet er sådan set stærkt stiliseret og rejser sig derfor nærmest lodret i billedet, men samtidig ser og forstår vi reflekserne i overfladen så præcist, at man kan mærke overgangen mellem vand og luft på lårene.
Det er også i denne periode, at Hockney begynder at interessere sig intenst for forholdet mellem mennesker, først og fremmest par. ‘American Collectors (Fred & Marcia Weisman) fra 1968 viser hvordan Hockney virtuost kan fremstille et ansigt, så selve malingen fremstår som tyk makeup, der forsøger, men ikke lykkes i, at skjule ansigtet indenunder. Her har Hockney fat i en malemåde, der kommer til at karakterisere hans værker fremover: Det er fortegnelsen, de tilsyneladende fejl, der ender med at gøre billedet fuldendt.

Da Hockney i 1980 ser en stor Picasso-udstilling på Museum of Modern Art bliver det endnu et vendepunkt i hans kunstneriske produktion. Kubisterne forsøgte at gengive en rumlig fornemmelse ved at vise motivet fra flere synsvinkler samtidig, sådan som vi jo oftest opfatter det sete, idet vi sjældent sidder helt stille og stirrer lige frem for os.
I Hockneys version af kubisme benytter han sig i første omgang af fotografi og det gør han så fremragende, at han giver gamle Picasso baghjul når det kommer til at gengive verden som den ser ud. Og ikke mindst som den føles.

Pearblossom Why 11-18th April 1986 # 1’ er således simultant en fuldstændigt realistisk og helt forkert gengivelse af det amerikanske landskab, sammensat som værket er af masser af let forskudte fotografier.
Men det er netop fordi billederne ikke helt passer sammen, at Hockney kan fremmane den dybde og diversitet, der findes i sådan et motiv. Og igen er det “fejlene”, det umiddelbart ufuldendte, der gør værket perfekt. Hockney har desuden en fantastisk evne til at videreføre sine kunstneriske erfaringer på kryds og tværs af maleri, fotografi og tegning. Har man besøgt Louisiana vil man vide, at han overfører teknikken med sammensatte fotografier til malerier, ikke mindst af Grand Canyon. Men han har heller ikke glemt Matisse og de frisatte farver.

Op gennem 80’erne og 90’erne intensiveres Hockneys palet i en grad, der ville være umulig at styre for de fleste. Men Hockney forener fermt orange, lilla, pink og lysegrønt, samtidig med at han skiftevis lader landskabet rejse sig i bakketoppe og lægger det ned som en flade.
Omkring årtusindskiftet er han tilbage på fødeegnen Yorkshire, der måske ikke er så storslået anlagt som Grand Canyon, men alligevel bliver det for Hockneys blik – og dermed i hans billeder. ‘Going up Garrowby Hill’ samler således fortegnelsen, de nærmest skingre farvekombinationer, legen med perspektivet og den kærlighed til landskabet, som Hockney har reaktiveret.

De umanerligt høje træer til venstre sætter scenen, mens den blå og bugtede vej giver et sug i maven, sådan som den slynger sig gennem farvestrålende marker på vej mod en høj himmel. Her beviser Hockney endnu en gang, at han kender den perfekte balance mellem dekorativt tegn, tredimensionalitet og vores egen forestillingsevne.

Selv bliver han også betaget, for efter årtier i Californien, hvor årstiderne er langt mindre markante end her i Europa, oplever han foråret i England som noget nær en åbenbaring. Og bliver i landet et årti. Hockney er heller ikke færdig med de kunstneriske eksperimenter og skaber således i 2010 et videoværk, der på overraskende, overbevisende og rent ud sagt fantastisk vis kombinerer kubisme, landskabsgengivelse og ny teknologi.
Det sker ved at han får monteret adskillige kameraer på siderne af en bil, som derefter kører langsomt ned ad en skovvej, fire gange på et år, mens kameraerne ruller. Resultatet er en videoinstallation, hvor hver årstid vises på sin egen væg. Det er en helhjertet hyldest til naturen, fra tindrende sne over mytisk tåget forår, solvarm sommer til glødende efterår. Også her er det de opbrudte, forskudte og nu ligefrem bevægelige billeder, der tilsammen skaber en overvældende realistisk oplevelse af naturen.

Hockney har den selvtillid og det talent, der skal til, for at lade sig inspirere af de største kunstnere og bringe deres kunstneriske undersøgelser videre ind i vores tid. Han bygger bro mellem det klassiske modsætningsforhold, der dikterer, at en kunstner enten fokuserer på farven eller linjen. Hockney er uforfærdet, fandenivoldsk, en fabelagtig nytænker og dertil teknisk begavet. Kort sagt: Alt hvad en stor kunstner skal være!

 

Bonusinfo om David Hockney:

David Hockney blev født i Bradford, England, i 1937 og er uddannet fra både Bradford College of Art og Royal College of Art i London.
Han flyttede i 1964 til Los Angeles, og er siden flyttet frem og tilbage mellem England og USA flere gange. I dag har han boliger og værksteder i både London og Malibu, Californien.
I 2006-2007 viste National Portrait Gallery i London en stor udstilling af hans portrætter, mens udstillingen ‘A Bigger Picture’ i 2012 blev vist på Royal Academy i London, Guggenheim Museum, Bilbao og Ludwig Museum i Köln.
Herhjemme har Louisiana vist hans tegninger på ipads i 2011 og mere traditionelle tegninger fire år senere. Louisiana ejer det store maleri ‘A Closer Grand Canyon’, 1998, samt en række tegninger af Hockney, mens både Kastrupgårdsamlingen og Esbjerg Kunstmuseum har Hockney-grafik i samlingerne.