Kathrine Ærtebjerg er helt sin egen: frygtløs, vedkommende og ikke altid lige behagelig
Kathrine Ærtebjerg: De Tusind Gåders Sted, Kunstmuseet Brandts, Amfipladsen 7, Odense C. Til 24. juli 2022.
Fem hjerter
x
For knap tyve år siden hørte jeg en gæst snerre: “Tøsemaleri!” foran Kathrine Ærtebjergs værk på Kunstakademiets afgangsudstilling og da jeg forleden lagde hendes ‘Mennesket er ånd, mennesket ånder’ på Instagram, fik jeg følgende kommentar: “Frygtelig tøsekunst!”
Jeg blev lige så overrasket i 2002, som jeg den anden dag blev irriteret over déjà vue’et. For hvordan kan det være, at nogle føler sig så udfordret af Ærtebjergs kunst, at de højlydt må nedgøre den – og at dette så sker med henvisning til kunstnerens køn? Og hvorfor er hunkøn et skældsord?
Det er karakteristisk for Kathrine Ærtebjergs værker, at det er hunkønsvæsener der spiller hovedrollerne, hvilket selvfølgelig betyder, at beskuere med andre opfattelser af eget køn ikke umiddelbart ser sig spejlet. Men det er slet ikke så eksotisk, som det måske lyder, for alle andre end ciskønnede, hvide mænd er vant til at projicere sig selv ind i en krop med et andet køn, hudfarve og/eller seksualitet end ens eget, idet langt de fleste spændende hovedpersoner i romaner, film og til dels også malerier er mænd.
Det kan være, at Ærtebjergs fokus på hunkønsvæsener forleder nogle til at tro, at der er tale om pæne piger og ufarlig “tøsekunst”. Men så har man ikke set ordentligt efter, for ofte er motiverne både voldsomme, brutale og til tider ligefrem frastødende. Ærtebjerg går nemlig ikke af vejen for hverken det grimme, smertefulde eller uperfekte i skildringen af det, der kort kan sammenfattes til virkeligheden.
Selv et så umiddelbart smukt værk som ‘Mennesket er ånd, mennesket ånder’, viser sig ved selv det mindste nærmere eftersyn at skildre en form for metamorfose, hvor vi ser en vild plante, der enten give væsenet en mund at ånde og tale med eller lægger sig over læberne som en kvælende hånd. Langs hårgrænsen danser aftrykket af objekter som sære røntgenbilleder, hvilket kun øger uhyggen, for har vi fået en kirurgs, eller måske ligefrem en retsmediciners, blik foræret?
Denne flertydighed i såvel motiv som udtryk går igen gennem hele Ærtebjergs kunstneriske produktion, sådan som man lige nu får et fabelagtigt indtryk af på hendes soloudstilling ‘De tusind gåders land’. Se bare det store maleri ‘De var ude efter hende (hullet)’, som har krævet et både kreativt og kompetent blik på kompositionen, hvor figurative former sameksisterer med adskillige abstraktioner.
At tilsyneladende modpoler kan optræde på samme tid og sted, forandre sig og give plads til hinanden, har altid været et kendetegn for Kathrine Ærtebjergs kunst. Det kan være ‘Drøm/virkelighed’ eller ‘de levende og de døde’, for nu at citere et par af hendes titler, eller det kan dreje sig om barnet, teenageren og den voksne, der optræder som ét og samme væsen.
Og det er jo netop sådan, vi er: Sammensatte, facetterede og med flere alder (og måske endda køn?) på én og samme tid. Dermed ender vi med det destillerede motiv af mennesket i verden, som Ærtebjerg har undersøgt igennem to årtier.
Hvordan hun både har fastholdt sin vision og samtidig frygtløst arbejdet sig nye steder hen, tydeliggøres fint når tidlige værker viser sig at tale uforstyrret med malerier og keramiske skulpturer, udført for ganske nylig. Det hele præsenteres i en smuk og surrealistisk scenografi, der dog, heldigvis, ikke overdøver de enkelte værker.
Fint fungerer også et samarbejde med H.C. Andersens Hus, der ellers godt kunne være gået grueligt galt. Men nu er den gamle digters citater et tilbud man frit kan vælge til eller fra. Jeg synes du skal sige ja, for den lille folder indeholder sentenser som: “Vi staae ikke udenfor og beskue det kjendte Maleri, nei vi sættes ind i det, vi stirre ned i Dybet selv og opdage nye hvirvlende Skikkelser”.
Præsentationen er således på plads. Men hvorfor er det først nu, 19 år efter Ærtebjergs afgang fra Kunstakademiet, at man kan opleve en stor solopræsentation af hendes kunst på et dansk museum? Kvaliteten er, som det fremgår, intet problem, kvantiteten heller ikke. Kendt er hun også, og så er der sådan set kun kønnet tilbage at skyde skylden på.
Men måske der, trods alt, alligevel er ved at ske noget. Kathrine Ærtebjerg har jo, trods alt, fået den store, flotte museumsudstilling, som både hun og vi længe har fortjent. Og efter en syndflod af likes til hendes værk på min Instagram, tikkede der også en besked ind, som vist i virkeligheden var mere til Ærtebjerg end mig, for der stod: “Vær ikke bange for de grimme kommentarer. Du overlever dem alle”.