Hjemme hos Hammershøi

Vilhelm Hammershøi: 'Solskin', bedre kendt som 'Støvkornenes dans i solstrålerne', 1900. Tilhører Ordrupgaard. Foto: Pernille Klemp

Vilhelm Hammershøi: ‘Solskin’, bedre kendt som ‘Støvkornenes dans i solstrålerne’, 1900. Tilhører Ordrupgaard. Foto: Pernille Klemp

Vilhelm Hammershøi præsenteres smukt, overbevisende og passende tyst på Ordrupgaard

Hjemme hos Hammershøi, Ordrupgaard, Vilvortevej 110, Charlottenlund. Forlænget til 7. august, 2016. seks hjerter

 

”Jeg har en Elev, som maler ganske mærkeligt” skrev P.S. Krøyer, der underviste den unge Vilhelm Hammershøi (1864-1916) på De Frie Studieskoler i begyndelsen af 1880’erne, ”Jeg forstaar ham ikke, tror, at han vil blive betydelig, søger ikke at indvirke på ham”.

Og det var virkelig en særegen elev, Krøyer havde fået på hænderne. Allerede som teenager kunne Hammershøi tegne, så det ligner en fotografisk gengivelse og siden fulgte han sin egen retning så egenrådigt, stædigt og smukt, at man ikke kan andet end blive imponeret.

Se bare ’Støvkornenes dans i solstrålerne’ som maleriet fra år 1900 er kommet til at hedde. Selv var Hammershøi mere asketisk, også når det kom til titler, så han kaldte bare værket for ’Solskin’. Og det er da også lyset, der spiller hovedrollen, både som skarpe stråler, der skærer sig skråt gennem luften, og som de felter, det falder i og optegner på gulvet.

Få malere har fanget lyset så fornemt, men Hammershøi var også vældig opmærksom på, at lys opstår i mørke. Mest markant ses dette i ’Møntsamleren’ (1904), hvor den eneste lyskilde er to stearinlys, hvis flammer skinner gennem stearinen, kaster lys på stagerne, den hvide flip og reflekteres i ruden.

Stilheden er næsten til at tage og føle på i Hammershøis malerier, hvor alting går op i en højere enhed, som det også ses her i 'Interiør, ung kvinde set fra ryggen' malet i 1904. Tilhører Randers Kunstmuseum

Stilheden er næsten til at tage og føle på i Hammershøis malerier, hvor alting går op i en højere enhed, som det også ses her i ‘Interiør, ung kvinde set fra ryggen’ malet i 1904. Tilhører Randers Kunstmuseum

Alting er behersket hos Hammershøi, og det endda i begge ordets betydninger. Intet er overladt til tilfældighederne, alle elementer indgår i en større orden og alt er afdæmpet på en introvert, men også insisterende, facon.

Motiverne er hentet i hverdagen, i hjemmet og den allernærmeste omegn. Derved lægger ’Hjemme hos Hammershøi’ sig smukt i forlængelse af Ordrupgaards udstillinger de seneste år, hvor det er blevet til besøg i kunstnerhjem som svenske Carl Larssons (se ‘Lys, leg og Larsson’), samt både det Sybergske (se ‘Sympatiske Syberg‘) og, senest, det Larsenske på Fyn.

Men Hammershøi påstår aldrig, at han giver os et øjebliksbillede af hverdagslivet. Hans værker er drømmesyn, essensen af det sete, indskrevet i hans helt egen form for orden. Derfor manipulerer Hammershøi sine motiver, oftest ved at fjerne alt der larmer, som var han en digital fotograf af det 21. århundrede.

I ’’Interiør. Med kakkelovn og stående sortklædt kvinde. Strandgade 30’ (1909), lader Hammershøi således kroppen korrespondere med kakkelovnen, mens døråbningerne og væggenes paneler gentager hinandens form og rytme. At man så samtidig ser fra mørke mod sollys, er grænsende til det geniale.

Det samme kan man sige om ophængningen, hvor man på samme væg finder to andre malerier, med næsten samme motiv. ’Interiør. Strandgade 30’ fra 1901 fokuserer stramt på det parvise med to åbne døre, to kobberstik på væggen, to vinduer, et ryglæn i to dele. Kun Ida er i ental.

Intet er overladt til tilfældighederne, selvom Hammershøi fandt de fleste af sine motiver i hjemmet. Hans 'Interiør' fra ca. 1901 viser da også hans forkærlighed for en rytmisk gentagelse, her af firkantede former. Privateje. Foto: KODE the Art Museum of Bergen

Intet er overladt til tilfældighederne, selvom Hammershøi fandt de fleste af sine motiver i hjemmet. Hans ‘Interiør’ fra ca. 1901 viser da også hans forkærlighed for en rytmisk gentagelse, her af firkantede former. Privateje. Foto: KODE the Art Museum of Bergen

Hun er til gengæld gået i det lille forløbs sidste maleri, ’Hvide døre’ (1905). Til sammen understreger værkerne, at når man, som Hammershøi, går så tæt på og gentager de samme elementer igen og igen, får alting en næsten overvældende betydning og står som blinkende tegn til aflæsning. Pludselig bliver det chokerende, når en dør er åben på vid gab, mens den i lukket tilstand sender mindst ligeså stærke signaler.

Hvordan alle disse døre, vinduer og svalegange forholder sig til hinanden og hvilke vinkler, Hammershøi har benyttet sig af, præsenteres flot og forståeligt på interaktive skærme. Vigtigheden af lejligheden i Strandgade 30 fremgår af den samlede udstilling, for det er på den adresse, Hammershøi er mest på hjemmebane.

Derfor er det også hjerteskærende, at Vilhelm og Ida må flytte ud, da ejendommen i 1909 sælges og den nye ejer vil renovere. For Hammershøi kommer aldrig helt på samme højde igen. Heldigvis er der masser af hans bedste, stille malerier hele udstillingen igennem. Selv i den sidste sal, som arkitekten Zaha Hadid har tegnet så skævt, at man ikke ved hvad vej man skal gå eller hvornår man er færdig.

Men det er man altså dér, hvor der er mulighed for selv at lege Hammershøi og tage en selfie i døråbningerne. Det er ganske sjovt tænkt. Men man skal ikke forvente sig, at få et billede af Hammershøiske dimensioner på mobilen, for det kræver mere end som så.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer