Humor og håb

Humor er en hovedingrediens i ny politisk kunst, som man kan se på Arken, der har samlet ti unge kunstnere, der alle har bud på, hvad vi skal tænke over i forhold til vores samtid

Ung dansk kunst – Samfundsprognoser, Arken, Skovvej 100, Ishøj. Åbner 17. august og kan ses frem til 15. marts, 2020. Fem hjerter

Humor er næppe det første de fleste tænker på, når de hører ordet: samtidskunst. Og da slet ikke, hvis det specificeres yderligere til politisk samtidskunst. Det til trods er der masse af humor på Arkens nye udstilling af ung dansk kunst. Måske ikke ligefrem lårklaskende komik, men den form for humor, hvor det sære, syrede og uventede står centralt.
Se bare Masar Sohails videoværk ‘The republic of T.M.’, hvor en ærkeamerikansk gangster er blevet omplantet til en regnvåd, dansk skov og dér højlydt overvejer forskellige samfundsstrukturer. Eller hvad med Marie Thams’ spydige opremsning af, hvad der karakteriserer “det produktive menneske”, som man lytter til i stille selskab med en gravid mave?

Det er samtidskunst det er sjovt at se nærmere på, bevæge sig omkring og nogle gange ligefrem ind i. Men det er også kunst, der vil fortælle os noget. Måske er det at spænde buen lige lovlig hårdt, når Arken lokker med ‘samtidsprognoser’, for hvor meget værkerne spår om fremtiden skal jeg lade være usagt. ‘Samtidsdiagnoser’ havde nok været mere præcist.
Til gengæld kan der ikke være nogen tvivl om, at her er tale om en ny form for politisk kunst. Væk er de tunge paroler med tilhørende utvetydig billedsprog, som man måske kan huske fra 70’erne. Det kan Mo Maja Moesgaard ikke, for hun er som de øvrige udstillende kunstnere født i 80’erne, og måske er det derfor hun kan fremvise en sådan nostalgi efter årtiet.

I alle tilfælde er hendes store tegning ‘(Af)magt’ fyldt med demonstranter, bannere og blomstrede bukser, alt sammen gengivet i socialrealistisk sort/hvid. Det er lige ved at være for meget, men så opdager man, at der er noget i Moesgaards værker, som 70’erne havde meget lidt af, nemlig poetiske sprækker.

Og ud af disse sprækker siver sære sentenser, som står skrevet på de bannerne, Moesgaard har hængt ned fra loftet: ’Alt det kræver findes’, ‘Sanserne er under angreb’ og ‘Alt falder (endelig) fra hinanden’. Moesgaard lader os således høre et forvrænget ekko af tidligere tiders paroler, men hun sætter det ind i nye sammenhænge, revitaliserer aktivismen og neutraliserer, til en vis grad, den dårlige smag, jeg stadig forbinder med 70’erne.

Et andet sted på udstillingen leger Nanna Abell med andre henvisninger og kombinationer i to skulpturer – udført i liggestol og bikini. Stolens metalskelet er muteret og i stedet for en stribet stofbane, er det nu en genmanipuleret badedragt, fjederne holder udspændt. Men før det bliver alt for smukt, stabler Abell hele herligheden op på to engangskrus og lader en plastikindpakket kokosnød agere kontravægt.

Resultatet balancerer midt mellem stram minimalisme og en nærmest beskidt kropslighed, ligesom det ikke helt er til at afgøre, om liggestolen er et tegn på ferie og fri eller i stedet fungerer som en form for fængsel. Æstetisk står skulpturerne så skarpt, at det kradser dejligt i maven at se på dem, og samme følelse får jeg foran Hannah Toticki Anberts kreationer, der ved første øjekast kan ligne haute couture, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være værker, udspændt midt mellem tegn og funktion.

‘Sakralt arbejde’ er således titlen på blandt andet en Y-formet og bøjlehængt genstand, der på den ene side ser seriøst gejstlig ud og på den anden er udført i advarselsgul og påsyet samme slags refleksbånd, som man ser på vejarbejderes veste. Jeg skal ikke kunne sige, om andre har det som mig, men personligt får jeg frygtelig lyst til at iføre mig Anberts værker, også selvom jeg ikke er helt sikker på, hvordan det ville blive opfattet.

Beklædning som kommunikationsform, markør af arbejdsfunktion og dermed identitet genfinder man i Kirsten Astrups svimlende videoværk, ‘Troe og Agtsom’, der handler om afviklingen af Post Danmark. Det lyder måske ikke så spændende, men det er det! For videoen er både flot filmet, morsom og sær, samtidig med at Astrup sætter fingeren meget præcist på den erosion af fællesskabet, der sker, når statsinstitutioner som Post Danmark privatiseres.

Personligt havde jeg aldrig før bemærket den ellers snublende nærliggende sammentrækning af Post og Danmark, til ‘post-danmark, der må være den tilstand, der ligger efter (det velkendte) Danmark. I denne sammenhæng et Danmark som velfærdsstat med stolte institutioner.
Det er dejligt at Arken så aktivt præsenterer dansk samtidskunst, ikke mindst på et tidspunkt, hvor museet snart kan forvente en invasion af gæster, der ganske vist vil komme for at se Picasso, men som nok også lige ser på samtidskunsten. Hvilket i denne forbindelse vil sige værker, der fortæller noget om vores samtid, om store spørgsmål som hvilket samfund, vi ønsker os, hvordan vi gerne vil leve vores liv og hvilke konsekvenser alt dette har, både for os selv og andre.

Det er gode spørgsmål at stille og at tænke over. Men det, der gør denne udstilling til noget særligt, er den humor, der gennemstrømmer stort set samtlige værker. For humor lettere adgangen til både hjerne og hjerte, som ellers godt kan lukkes af, hvis man konfronteres med svære problemstillinger eller løftede pegefingre.

Bonusinfo:
Foruden de nævnte kunstnere udstiller også: Benedikte Bjerre, Silas Inoue, Astrid Myntekær og Tabita Rezaire.