Kirsten Justesens smeltetid

 

Kirsten Justesen: Lunch for a Landscape, 1975

Kirsten Justesen: Lunch for a Landscape, 1975

Kirsten Justesen er kendt for at bruge sin egen krop, når hun skaber sin kunst. Og så er hun blevet betegnet som ”rabiat feminist”. Det første er helt logisk, det andet noget dansk vrøvl, siger hun.

Nogle mennesker har øjne, der lyser. Sådan et menneske er Kirsten Justesen, for som hun sidder i sin højloftede stue, knitrer hendes blik med både et barns spillopper og en enorm erfaring.

Den gang hun vitterligt var barn, flyttede familien ofte, så hun er opvokset over hele landet. Derfor har hun ikke et sted eller en by, hvor hun for alvor føler, at hun hører til.

”Om det var hårdt? Det kan jeg jo ikke vide, for jeg har aldrig prøvet andet. Det var bare sådan, det var. Jeg har altid været den nye pige i klasse. Men fordi jeg havde mit eget rum og havde noget, jeg var god til som de andre ikke kunne, gjorde det ikke noget. Jeg fik lært at overleve i mit eget rum”

Det, Kirsten Justesen kunne og som de andre ikke var nær så gode til, var at arbejde med ler:

”Leret var så venligt ved mig, jeg kunne få det til at ligne, så da jeg var 12-13 år bestemte jeg mig for at blive billedhugger – og siden har jeg holdt snuden i sporret. Det var meget logisk, og så vidste jeg, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor”.

Men i Kirsten Justesens familie så man ikke med milde øjne på det projekt, som man ikke syntes passede sig for en pæn pige. Til gengæld var det gode tider i tresserne, hvor SU’en blev indført,  der var køkultur blandt Europas mange blaffere og de unge lyttede til ”fed” musik, mens der blev lavet te til revolutionen. Verden lå for den unge generations fødder og en af dem, der var mest ivrig efter at udforske den, var Kirsten Justesen.

Hun trodsede familiens ønsker og blev optaget på først Det Fynske Kunstakademi og siden Det Jyske Kunstakademi, hvor hun fik undervisning af Knud Nellemose. Han lærte hende alt om håndværket og forklarede sine studerende, at en skulptur handler om højden, bredden, dybden og det, at man kan gå hele vejen rundt om den. Og så måtte den meget gerne forestille en nøgen kvinde.

”Så var det, at jeg lavede ’Sculpture # 2’, der på én gang opfyldte alle de krav og sagde: tak, hr. professor!” griner Justesen og finder billedet frem. Her ses en nøgen kvinde, kunstneren selv, der er kravlet ned i en papkasse på gulvet. Her er således både kvinde, volume og muligheden for at gå rundt om værket, samtidig med at skulpturen markere et nybrud.

Kirsten Justesen: 'Sculpture # 2', 1968

Kirsten Justesen: ‘Sculpture # 2’, 1968

For det var jo langtfra sådan, hverken Nellemose eller den bredde offentlighed havde forestillet sig, at en skulptur kunne se ud. Mest markant er dog det skift, Justesen her introducerer i forholdet mellem objekt og subjekt, mellem den der bliver set og den der ser. Kunsthistorien er fyldt med fremstillinger af kvinder, der bliver set på af mænd, men nu er det pludselig en kvinde, der kaster blikket på sig selv.

”Og hvad er det så en kvinde ser? Kan man se på et kunstværk, at det er skabt af en kvinde?”spørger Justensen, ”Det er den slags spørgsmål, jeg lægger ud. Mest af alt spørger jeg mig selv, og det er den undersøgelse, jeg har arbejdet videre med lige siden”.

I første halvdel af 1970’erne ændredes blikket på kvinden ikke kun i kunsten, men også i samfundet som helhed. For Justesen, der nu var elev på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, var det en fantastisk opdagelsesrejse, der både førte til en revurdering af hendes egen og andre kvinders position, og samtidig åbnede op for en række nye tilgange til kunsten.

Der var masse af motiver, som kunne gentænkes fra en kvindelig synsvinkel og et væld af nye materialer og måder at gøre det på. Selv undersøgte Justesen blandt andet moderrollen ved først at lave en afstøbning af sin gravide mave og senere i et fotografi, hvor hendes to første børn er bundet fast til et træ.

”Jeg er blevet betegnet som ”rabiat feminist”, udelukkende fordi jeg taler om de her problemstillinger. Men jeg har jo aldrig spist nogen! Faktisk har jeg den største respekt for det andet køn. De kan ting, der får mig til at måbe. Jeg har tre sønner og fem sønnesønner – vil du lige høre mig sige som en brandbil?!”

Kirsten Justesen definerer det, at være feminist, som at være særlig opmærksom på, at tale om og se ordentligt på andre kvinder og deres arbejde. Det handler hverken om at hade mænd eller fralægge sig sin egen kvindelighed:

”Jeg havde selv røde negle hele vejen gennem rødstrømpeårene, for min kvindelighed skal ingen tage fra mig, den er sgu’ det fedeste jeg har!”

Men hvordan har reaktionerne gennem årene været på, at du bruger din egen nøgne krop i dine værker?

”Der har faktisk aldrig været nogen særlig reaktion. Lige bortset fra, at folk sidder og fniser lidt, når jeg holder foredrag og så spørger, hvor længe jeg kan blive ved med det. Og så er jeg ofte blevet spurgt, hvem fotografen er. Hvilke øjne, det er, der ser mig. Men det er jo netop altid mig selv, mine øjne”.

”Jeg bruger min egen krop, fordi den har samme mål som en model fra 1800-tallet. Det er ikke en krop man kunne bruge til at sælge hverken biler eller både. I stedet er den et kunstikon, rent formmæssigt. Min personlige krop ser jeg blive tyndere og tykkere, men min kunstkrop gør altid præcis, hvad jeg siger, den skal – og så er der Photoshop for resten”.

Kirsten Justesen: 'Melting in Time # 4', 2002

Kirsten Justesen: ‘Melting in Time # 4’, 2002

I mere end tre årtier har Justesen kombineret denne kunstkrop med is i sine ikoniske værker, hvor kontrasten mellem det levende kød og de dybfrosne omgivelser skaber et voldsomt spændingsfelt. Men det er ikke helt let at arbejde med et materiale, der dels har det med at gå i opløsning og dels er vanvittig koldt at befinde sig i, ikke mindst når man er nøgen.

Her trækker Justesen på sin erfaring med at skabe scenografi, som hun sideløbende har arbejdet med siden sidst i tresserne. Som scenograf skal man gennemtænke og planlægge publikums blikretning og samtlige rekvisitters betydning, og på samme måde gennemtegner Justesen sine isværker, før hun giver sig i kast med selve udførelsen – der i sagens natur helst skal gå hurtigt.

Kirsten Justesen: 'Rygskriver, Strandvejen 808, Klampenborg den 1. marts, 1985'

Kirsten Justesen: ‘Rygskriver, Strandvejen 808, Klampenborg den 1. marts, 1985’

Første gang hun viste en udstilling med titlen ’Meltingtime’ var i 1980, og siden har sne, is og smeltetid spillet så central en rolle i hendes produktion, at hun i dag har fernisering på udstillingen ’Meltingtime # 17’ i udstillingsstedet ’Overgaden’. Men hvad er det, ud over det rent æstetiske, der fascinerer hende ved isen?

” Helt grundlæggende er der tale om en lang genforhandling af skulpturbegrebet i alle mine værker. Hvis du vil af med en skulptur, må du grave et hul og smide den derned, men så står du stadig tilbage med bunken af jord, du har gravet op. Det er ikke til at slippe af med en skulptur igen, og derfor er det så tilfredsstillende, at isen simpelthen smelter. Skulpturer kan godt være anmasende, mens isen viser vigtigheden af at tingene forsvinder”

Det betyder dog ikke, at Kirsten Justesen helt har forladt den mere håndfaste skulptur. For da teen er ved at være kold spørger jeg, hvornår det egentlig var, hun gik bort fra leret som materiale?

”Men det har jeg da aldrig gjort!” udbryder hun, næsten forfærdet, ”Jeg har altid haft vådt ler liggende, men jeg kan bare ikke altid nå at gøre noget ved det. I år har jeg haft alt for travlt, men næste år skal jeg lige se, hvor fugtigt leret er. Det drømmer jeg i alle tilfælde om at gøre! For der er en del portrætter, jeg gerne vil lave…”

 

Kirsten Justesen: Ice-Script

Kirsten Justesen: Ice-Script

 

Abildgaard: 'Den sårede Filoktet', 1775

Abildgaard: ‘Den sårede Filoktet’, 1775

Kirsten Justesen er født i 1943. I 1975 tog hun afgang på Det Kongelige Danske Kunstakademi og i 1977 blev hun cand.phil.

Hun har været professor på kunstakademiet i Stockholm og gæsteprofessor i Jerusalem og ved Rutgers University, USA, samt afdelingsleder på Statens Teaterskole, hvor hun skabte scenografuddannelsen.

Har bl.a. modtaget Eckersberg Medaljen (1996), Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Pris (2000) og Thorvaldsens Medalje (2005), ligesom hendes værker findes i samlingerne på museer som Statens Museum for Kunst, Kunsten i Aalborg, Hälsingborg Museernes Samling og Museum Anna Nordlander i Sverige.

Sideløbende har hun sæde i en lang række bestyrelser, repræsentantskaber og råd.

Alene i 2013  hun bidog hun til tre gruppeudstillinger og viste desuden separatudstillingerne:

’My Body Is My Tool’, Rønnebæksholm, Rønnebæksholm 1, Næstved, og ’Ice Script – Meltingtime # 17’, Overgaden – Institut for Samtidskunst, Overgaden Neden Vandet 17, København K.

12. december, 2013 udkom hendes seneste bog, ’Ice Scripts’ på Gyldendals Forlag.

 

 

 

 

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer