Huset i huset

Med udgangspunkt i Ordrupgaards oprindelige bygning har duoen Randi & Katrine skabt et forrygende værk til glæde for både børn og voksne

Randi & Katrine: Børnehuset Villapük, Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund. Permanent installation. Fem hjerter

Der er noget magisk over modeller, miniatureversioner af virkeligheden, som man mentalt kan forsvinde ind i og juble over de mange små detaljer. Men på Ordrupgaard går man fremover et skridt videre, for her kan man, selv som voksen, rent faktisk træde ind i den forrygende hybrid mellem et legehus, en skulptur, et dukkehus i overstørrelse og en installation, som kunstnerduoen Randi & Katrine har skabt.
Det magiske kunstværk hedder Villapük, og navnet henviser til såvel verdens første kunstsprog, som spillede en central rolle for grundlæggerne af Ordrupgaard, Wilhelm og Henny Hansen, og, vil jeg tro, til Pippi Langstrømpes ikoniske Villa Villekulla.
Jeg er også ret sikker på, at selv hærdede voksne vil få et sug i maven, når de genkender den gamle pragtvillas værelser i værket, der som sit hjerte har det karakteristiske køkken. Men man kan også genfinde miniatureversioner af både badeværelse og det formfuldendte trappeforløb, ligesom man kan glæde sig over at genkende Gauguins blå træstammer på maleriet i pejsestuen.


For Randi & Katrine har på én gang helt enkelt og totalt genialt taget hovedhuset i det byggeri, Wilhelm og Henny Hansen lod opføre i årene 1916 til 1918, og så har de givet os det i deres version. Selvsagt er alting formindsket, for ellers ville der jo ikke være plads til huset i huset. Men dertil kommer, at det rum, Randi & Katrine fik stillet til rådighed, befinder sig i Zaha Hadids tilbygning, og derfor er udstyret med de for den verdensberømte arkitekt så karakteristiske skrå linjeforløb.

Det tilfører Villapük endnu en drømmende dimension, for ikke nok med at alting er småt, det er også ligesom trukket lidt af led, så man for alvor får fornemmelsen af at befinde sig midt i en drøm, en alternativ dimension, som måske nok ligner vores, men hvor væggene ikke nødvendigvis mødes i hjørnerne.
Og samtidig holder værket hele tiden forbindelsen til det store, historiske hus, hvor køkkenet netop er blevet nænsom restaureret af eksperter fra Nationalmuseet, så det nu fremstår velholdt, uden at virke ubrugt.
Indretningen levede i øvrigt helt op til de anbefalinger Emma Gad udstak i samtiden for såvel indretning som valg af farver, hvilket vil sige en almueblå i køkkenet, mens spisestuen er holdt i en elegant kombination af hvidt og guld.
Fokus var, helt i tidens toneklang, på det gode håndværk og de gennemtænkte detaljer, som også blev hyldet af blandet andet den britiske Arts & Crafts-bevægelse. I dag er Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky fornemme arvtagere for denne tradition, hvilket ses i deres både opfindsomme og gennemarbejdede gengivelse (og bearbejdelse) af diverse detaljer.
Det er ikke fordi jeg har det mindste imod digitale værker eller ny teknologi, men det er også skønt at opleve, hvordan noget så old school som helt bogstaveligt godt håndværk og håndgribelige elementer, kan skabe så smukt et springbræt for fantasien.

Og så kan man jo samtidig forsøge at forstille sig, hvordan det har lydt hvis
Wilhelm og Henny har hygget sig med deres volapük. De mødte nemlig hinanden netop til undervisning i kunstsproget, som man håbede ville gå på tværs af vanskelig grammatik, svære ordlyde og al den indlagrede historie og magtudøvelse, der ligger i at kræve af andre, at de lærer et bestemt sprog.
Præcis den åbenhed, idealisme og generøsitet genfinder man i det nuværende Ordrupgaards tilgang til formidlingen af kunst til børn, som med Villapük helt bogstaveligt inviteres indenfor i kunstrummet, som samtidig sørger for, at den føler sig velkomne – og på hjemmebane.
For det er os voksne, som må dukke nakken. Og som nok skal tænke os om to gange, før vi forsøger at krybe gennem den ellers tillokkende forbindelsen fra miniaturekøkkenet, der munder ud i den åbne pejs i stuen ved siden af.
Selv kalder Randi & Katrine deres værk en drømmemaskine og det er sådan set meget præcist. Min eneste tilføjelse skulle lige være, at det er forrygende.

Alle foto af Villapük her på siden er mine egne, taget på Ordrupgaard på åbningsdagen 2. juni, 2022
Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.