HuskMitNavn går til sit ’Papirarbejde’ på så både morsom og innovation manér, at resultaterne burde blive bragt i Politiken hver dag
HuskMitNavn: Papirarbejde. Gyldendal, 160 sider, 249,95 kroner. fem hjerter
Hvad skal man sætte i fælden, hvis man vil fange et samtidsmenneske? En mobiltelefon, selvfølgelig! Og det er da også præcis, hvad HuskMitNavn (f. 1975) gør på én af de mere end halvandethundrede tegninger, hans seneste bog, ’Papirarbejde’, består af.
De ordløse tegninger er som oneliners eller vittighedstegninger, der burde bringes på bagsiden af denne avis. Og det rigtig sjove er, at humoren findes dels i selve motivet for tegningen, som når en kasketklædt fyr går i mobilfælden, dels i den måde, HuskMitNavn bruger papiret på.
For her er ikke udelukkende tale om tegninger. Papiret i sig selv spiller også en langt større rolle end normalt, for HuskMitNavn krøller, folder og river sit papir. Det bliver bukket for at sætte fælden, revet i strimler som nudler (der spises med blyanter som spisepinde!) og det krøllede papir kan glattes ud af et tegnet strygejern.
Men HuskMitNavn tilføjer gudhjælpemig endnu et twist, idet flere af de affotograferede tegninger tilføjes kunstnerens egne hænder. Således ”holder” han snoren til fælden, spiser med blyantspindene og går helt i symbiose med en tegning af kunstneren, der er faldet i søvn over arbejdet.
Der er med andre ord tale om billeder, der for en stor dels vedkommende kun kunne fanges i det helt bestemte sekund. Og selv når der ingen menneskehænder er med, fungerer tegningerne kun set fra en fuldstændig præcis vinkel. Anlagde man en lidt anden synsvinkel, ville mederne ikke længere sidde fast på kælken, busstoppestedet ville kollapse og fælden kunne ikke klappe korrekt.
Derved lægger en del af HuskMitNavns papirarbejder sig i overraskende forlængelse af renæssancens linearperspektiv, hvor alting indskrives i en matematisk beregning af et forsvindingspunkt. Denne teknik satte kunstnerne i stand til at skabe langt mere realistiske rumfornemmelser, men i yderste konsekvens fungerer det kun optimalt, hvis beskueren står på et helt bestemt sted foran billedet.
Andre af HuskMitNavns tegninger kan sikkert sagtens ses fra flere vinkler. Som manden, der i desperation river et stykke af tapetet, fordi der ikke er mere toiletpapir. Eller snemanden, der som en lille skulptur står ovenpå papiret, hvor en bane er revet op, sådan som det også ses, når man laver snemænd af rigtig sne.
Det greb minder mig om en anden dansk papirkunstner, nemlig Peter Callesen (f. 1967), der har som koncept at bruge et enkelt stykke A4-papir til hver værk (se mit interview med Peter Callesen fra 2008 ved at klikke her …). Hverken mere eller mindre. Men selvom der således er materialesammenfald, så er Callesens værker mere poetiske, skrøbelige og stringente end HuskMitNavns.
Der er nemlig noget robust over HuskMitNavns udtryk, hvilket sikkert er en reminiscens fra hans debut i begyndelsen af dette årtusind, hvor navnlig københavnere kunne gælde sig over hans værker på gader og veje. Som så mange af hans kolleger indenfor street art, blandt dem danske Papfar og britiske Banksy, har HuskMitNavn de senere år bevæget sig indenfor i gallerierne, hvilket i hans tilfælde vil sige V1 Gallery på Flæsketorvet og århusianske Charlotte Fogh Gallery.
Humoren, og et godt blik for det bizarre ved hverdagen, har altid kendetegnet HuskMitNavns udtryk. Nu rykker han også ved vores vante forestillinger om tegningen, papiret og hvor virkeligheden ender henne. Det er morsomt og så er det en helt særlig form for hjernegymnastik, der uden tvivl er glimrende træning i det at tænke ud af boksen – hvilket HuskMitNavn sikkert kan lave et både sjovt og præcist billede af!