Niki de Saint Phalle shooting (colored Film-Still of “Daddy”), 1972. © 2015 NIKI CHARITABLE ART FOUNDATION, All rights reserved. Foto: Schamoni Film
Det nye sigtepunkt i 2015, i alle tilfælde på internationalt niveau, var klart de (alt for længe) oversete, store kvindelige kunstnere (tjek link til ‘kvinderne kommer‘ for min mening om, hvad 2015 ville bringe, samt ‘Hepworth hitter igen‘). Også herhjemme kunne man mærke det nye fokus, der betød, at man blandt andet kunne møde Else Alfelt i en hel ny sammenhæng (se link til ‘Malermøder‘) – og Gerda Wegener for noget nær første gang (tjek linket til min anmeldelse ‘Gerda Wegener var så meget mere end Lilis kone‘ nederst på siden).
Arken, der i år fejrer 20 års fødselsdag, følger til februar op på Wegener med en meget anderledes kvindelig kunstner, nemlig Niki de Saint Phalle, mens Louisiana præsenterer Louise Bourgeois (se min anmeldelse af ‘Edderkoppekvindens kunst‘) til efteråret, hvor man også vil kunne stifte bekendtskab med feministen Joana Veasconcelos’ værker på ARoS. Heller ikke Tate Modern har glemt kvinderne igen (endnu), og byder i årets løb på både Mona Hatoum og Georgia O’Keeffe.
Georgia O’Keeffe: ’Abstraction White Rose’, 1927
Og nu vi er i London, så viser Tate Britain frem til 10. april udstillingen ’Artist & Empire – facing Britain’s Imperial Past’, der lyder som en prægtig pendant til den udstilling om Danmark og De Vestindiske Øer, som der i sidste øjeblik ikke blev råd til på Nationalmuseet. Det var ellers en udstilling, jeg gerne havde set! Også i Berlin tager man fat på de mere mørke kapitler i historien, når Hamburger Bahnhof frem til sidst i juli viser ’Die Schwartzen Jahre Geschichten einer Sammlung, 1933-1945’.
Karl Hofer: ’Die Schwarzen Zimmer’, 1943. © VG Bild-Kunst, Bonn 2015 / bpk / Nationalgalerie, SMB / Jörg P. Anders
Nu er det jo i sagens natur endnu umuligt for mig at sige, om disse udstillinger rammer plet. Men jeg skal da lige love for, at jeg hilser dem velkomne! I min optik er der nemlig brug for præsentationer, der tør mere end tækkes vores vanetænkning og i stedet viser os nye veje, kunstnere og problemstillinger, der kan sætte vores samtid i perspektiv – samtidig med at de er kunstnerisk stimulerende. Se det er et mål, der er værd at sigte efter!