Selv så de tyske ekspressionister Kirchner og Nolde sikkert sig selv som noget nær det, man i dag kalder ‘woke’. Men med nutidens øjne begik de nærmere overgreb
Kirchner og Nolde – til diskussion, Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-52, København K. Til 1. august, 2021. Fem hjerter
x
Hvad stiller man op, hvis en kunstner viser sig at være nazist? Eller måske pædofil? Og hvad gør man, hvis kunstnerne samtidig står bag skelsættende, ikoniske og vidunderlige værker?
Spørgsmålene er stillet før i forbindelse med Michael Jackson, Roman Polanski og Knut Hamsun, men det gør dem ikke lettere at besvare.
At man så oven i købet kan tilføje fuldt berettigede bekymringer omkring kunstnernes tilgang til andre kulturers kunstværker, kolonistyret og tivolificeringen af rigtige mennesker, gør ikke sagen mere ligetil.
Men det er dér vi står med kunstnerne Emil Nolde (1867-1956) og Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938). Og det er disse store spørgsmål, som Statens Museum for Kunst sætter i spil med en enorm udstilling, ledsaget af et kæmpe katalog.
Der er nemlig vældig mange vinkler at anlægge, mange spor, der krydser hinanden for til sammen at tegne konturen af en tid, som selv her hundrede år senere, stadig må tages op til diskussion. Både for at vi kan finde os til nogenlunde rette foran værkerne og fordi en del af problemstillingerne stadig ikke er løst.
Et lille skridt i den rigtige retning er dog den omhu, hvormed man på SMK nu udstiller en række af de genstande fra andre kulturer, der inspirerede Kirchner og Nolde. Hvor disse genstande kom fra og hvad de betød for de mennesker, som skabte dem, interesserede hverken kunstnerne eller de ansatte på de europæiske storbyers etnografiske museer synderligt.
Derfor angiver Nolde udelukkende, at hans maleri fra 1912 forestiller en træfigur, ligesom han gengiver den i farver, der er umiskendeligt hans egne.
Jeg vil tro der er tale om inspiration fra vestafrikansk skulptur, præcis som det er tilfældet i Kirchners store maleri fra samme år af en ‘Siddende kvinde med træskulptur’.
Kirchners maleri viser desuden, hvordan kunstnerne omgav sig med genstande fra andre kulturer i et forsøg på at opbygge et alternativ til den tilværelse, Tyskland i de første årtier af det 20. århundrede kunne tilbyde. Det var de langtfra alene om at gøre og den såkaldte “primitive kunst” udført af mennesker, man i tysk antropologi benævnte “naturfolk”, havde da også en hel del at tilbyde.
Rent æstetisk introducerer disse genstande europæerne for nye måder at gengive navnlig menneskekroppen. Men ikke nok med det. Fordi de “primitive” ikke selv har en stemme, kan man frit fortolke betegnelsen efter forgodtbefindende. Og derfor forestille sig, at “de primitive” lever i pagt med naturen, er autentisk uskyldige og, nok så vigtigt, seksuelt frigjorte i en grad, at man (som europæisk mand) bare kan tage for sig.
For dybest set handler det altid om den, der drømmer, ikke om dem, der drømmes om. Det er de europæiske kunstnere, der har magten i forholdet, også selvom deres position i det omgivende samfund kan synes skrøbelig og de, måske, så sig selv som objektets allierede.
Genstandene fra de etnografiske samlinger blev brugt som markører, som delelementer i kunstnernes drøm om en anden verden, mens Kirchners sorte modeller symboliserer synet på det “eksotiske” som stærkt erotisk. Hos Kirchner optræder også præpubertære pigebørn, nøgne og sekusualiserede i en grad, så jeg personligt får svært ved at holde blikket på værket.
Til gengæld er det godt at møde de mange stemmer, Statens Museum for Kunst giver sjælden taletid. Det begynder med nigerianske Enotie Ogbebor, der fra en fladskærm i øjenhøjde fortæller hvorfor det er så vigtigt, at de udstillede Benin-bronzer kommer retur til Vestafrika.
Videosamtalen har vi lært at kende gennem flere lockdowns, og den viser sig overraskende velegnet i museumssammenhæng, hvor de talende mennesker skaber nærvær, perspektiv og nuancering gennem hele udstillingsforløbet.
Så hvad stiller vi op med nazisten Nolde og en muligvis pædofil Kirchner, der begge brugte andre mennesker og kulturer uden særlig omtanke? Og hvad med deres vidunderlige værker?
Udstillingen kommer hverken med et fikst og færdigt svar, en entydig sandhed eller et patent på en fremstillingsform. Heldigvis. I stedet lægges der op til eftertanke og til diskussion. For det er ganske enkelt ikke muligt at lukke øjnene, hverken for hvad der skete eller de værker, der er resultatet.