Værker i verdensklasse er landet på Arken, men den historie om fem stærke kvinder i Picassos liv, som museet vil fortælle, forivrer sig i forsøget på at fremstille dem som alt andet end ofre
Elsket af Picasso – Kærlighedens magt, Arken – Museum for Moderne Kunst, Skovvej 100, Ishøj. Åbner i dag og vises frem til 23. februar, 2020. Fem hjerter
På Arken anlægger man lige nu en ny synsvinkel på magtforholdet mellem model og maler, eller mere præcist: mellem Pablo Picasso og de kvinder, der har fungeret som inspiration for mange af hans værker. Og det er da også på høje tid, at kvinderne får lov til at træde ud af rollen som rene muser.
Men museet er endt i den modsatte grøft, når man udelukkende fremstiller de fem centrale kvinder i Picassos liv som selvstændige og stærke. For når nu to af de fem begår selvmord, to andre får seriøse psykiske sammenbrud og kun én enkelt gifter sig igen post-Picasso, så er der altså en pris at betale for at være ‘elsket af Picasso’, som udstillingens overskrift lyder.
Måske det i virkeligheden mere var Olga Khokhlova, Marie-Thérèse Walter, Dora Maar, Francoise Gilot og Jacqueline Roque der elskede Picasso end omvendt? Serien af stormende forelskelser, erobringer og forsøg på at spille kvinderne ud imod hinanden forekommer i alle tilfælde på behørig afstand nærmest patetiske i deres iscenesættelse af maskulinitet.
Men for de indvolverede parter var det blodig alvor. Og med dette fokus på forholdet mellem Picasso og kvinderne opstår der desuden en række spændende spørgsmål til forholdet mellem værk og virkelighed, for hvad er det egentlig vi forventer? Går vi ud fra, at vi kan læse Picassos malerier som sider i en dagbog? Og selv hvis vi kunne, hvis sandhed ville det så være?
Kvinderne i Picassos liv har nemlig ikke altid fungeret som modeller i traditionel forstand, hvor modellen sidder stille i samme stilling, mens kunstneren arbejder. I stedet har Picasso ladet sig inspirere af deres kroppe og karaktertræk på et mere overordnet plan, der ikke altid har særlig meget med den objektive virkelighed at gøre.
Olga Khokhlova, Picassos første kone, var således en både udadvendt og ombejlet balletdanserinde, der med sine gode kontakter blev hans adgangsbillet til de helt rigtige kredse i Paris. Men i malerierne fremstår hun tavs og sluttet om sig selv med en krop så tung, som var den modelleret i vådt ler.
Dermed passer Picassos version af Olga Khokhlova perfekt ind i den neoklassisisme, der optog ham (og andre kunstnere) i 1920’erne (se og læs mere om Khokhlova, Picasso og neoklassisismen i min anmeldelse fra Moderna Museet Malmö, 2014, ved at klikke her …).
Men det er godt at vide, at at virkeligheden var en anden. Dels fordi det kun er retfærdigt, at give Khokhlova en del af æren for Picassos succes, dels fordi det understreger i hvor høj grad Picasso omformede det materiale, han fik i hænderne, så det kunne tjene hans kunstneriske formål.
Se bare den næste kvinde i hans liv, den 17-årige Marie-Thérèse Walter, der tilsyneladende ikke havde nået at udvikle hverken egen vilje eller retning i livet. Hvilket vel sådan set også er meget at forlange af en teenager.
Picasso kunne således forme hende næsten fuldstændig efter forgodtbefindende. Men samtidig er det Walter, der sender hans kunst i en helt ny retning, karakteriseret af en svungen penselføring og farver, der giver ekko flere årtier senere i 60’ernes popkunst, ikke mindst som den ses hos Roy Lichtenstein.
‘Liggende nøgen kvinde’ fra 1932 (som ses øverst på siden) er en klassiker fra denne periode, hvor Picasso i øvrigt er så produktiv, at Musée national Picasso-Paris og Tate Modern sidste år kunne præsentere en gigantisk udstilling udelukkende med værker udført i netop 1932. Her kunne man se, hvordan Picasso fremstiller Walter som en vision af inkarneret nydelse i førnævnte lyse farvertoner, mens Olga Khokhlova bliver gengivet i de tungeste jordfarver og med kropsdele, der stort set er holdt op med at hænge sammen (læs min anmeldelse af udstillingen på Tate Modern i London ved at klikke her …).
Ligeså opløst var Picassos forhold til Khokhlova, så snart måtte han finde en anden modsætning at spille den medgørlige og blonde Walter ud imod. Dora Maar passede perfekt til rollen: Hun var mørk, selvsikker og i fuld gang med sin egen kunstneriske karrierer som surrealistisk fotograf.
Men i Picassos malerier kommer Maar til at være den grædende kvinde, symbolet på krigens rædsler og den pris, de civile altid betaler. I virkeligheden introducerer hun ham til surrealistisk poesi og dokumenterede med sit kamera hans arbejde med ‘Guernica’ hvis stærkt begrænsede kolorit måske er inspireret netop af Maars sort/hvide fotografiske arbejder.
Desværre er der ikke en eneste grædende Dora Maar med på udstillingen, hvor det helt klart er den sensuelle Marie-Thérèse Walter, der dominerer. Og det i en sådan grad, at et portræt af Walter har sneget sig helt med ind i det afsnit, der ellers er helliget Maar.
Værre er det, at der heller ikke er nogle af Maars egne værker at se, for det kunne virkelig have været med til at forankre hende i publikums bevidsthed som kunstner i egen ret. Helt glemt er hun dog heldigvis ikke, for til november åbner Tate Modern en stor retrospektiv udstilling af Dora Maars værker.
Det havde på samme måde været på sin plads, hvis vi var blevet introduceret til Francoise Gilots kunst, i stedet for at skulle gætte os til den via hendes indflydelse på Picassos streg. At Gilot var en vægtig inspirator er dog tydeligt, ikke mindst når man står foran Picassos ‘Barn leger med en lastbil’ fra 1953, der er så atypisk, at værket, næsten, kunne være malet af en anden. Åbenbart har Picasso hentet det organiske og ornamentale hos Gilot, og så må der bestemt være mere at komme efter!
Gilot, som i dag er 97 år, er da også den af de fem kvinder, der overlever Picasso bedst, både helt bogstaveligt og som menneske. Også selvom hun hurtigt erfarede, at Picasso havde ladet gallerister, samlere og museumsfolk forstå, at man ikke kunne være venner med både ham og Gilot. Og de valgte, alle som en, at satse på venskabet med Picasso. Alligevel skabte Gilot sig ikke bare et liv, men også en karrierer som kunstner.
Kontrasten til de øvrige fire er slående. Khokhlova tilbragte således årtier som forladt, men ikke fraskilt, idet Picasso ingen intentioner havde om at dele sin formue med hende. Walter blev parkeret på et sidespor og begik, ligesom hans sidste hustru, Jacqueline Roque, selvmord efter Picassos død. Selv Dora Maar brød sammen, fik elektrochok af Jacques Lacan og konverterede til katolicismen med mottoet: “Efter Picasso, kun Gud”.
Den slags historier kommer let til at overskygge alt andet, selv så fantastiske værker som dem, Arken har lånt af Musée national Picasso-Paris og nu kan præsentere for et dansk publikum. Derfor vil man på Arken lægge en anden vinkel, både i udvalget af værker og i formidlingen. Man vil fortælle historien om en håndfuld stærke og selvstændige kvinder, der har ‘kærlighedens magt’, som undertitlen lyder, over Picasso.
I teorien er det et godt valg og kvinden som motiv fungerer fint i udstillingssammenhæng. Men jeg synes man forivrer sig, når man på udstillingen giver indtryk af, at Picasso strøg fra favn til favn uden konsekvenser for nogen parter. Stik mod museets intentioner kunne denne tilgang ligefrem opfattes som et forsøg på at undgå det vanskelige spørgsmål, der i kølvandet på metoo-bevægelsen også bliver stillet til Picasso, nemlig om han bør fordømmes for sin opførsel.
Det spørgsmål peger videre på et andet: Om man kan adskille den fabelagtige kunstner Picasso fra privatpersonen Picasso, som ofte opførte sig forfærdeligt overfor de kvinder, der elskede ham. Selv synes Picasso ikke at have skelnet mellem kunstneren og manden. I salen med malerier af Marie-Thérèse Walter er det mandlige blik så massivt, at det er til at tage og føle på. Det har jeg personligt intet problem med, for værkerne er forrygende og man må lade Picasso, at han står ved sit begær.
Men på samme måde bliver vi nødt til at stå ved hvad vi ved om de kvinder, der på den ene eller anden måde lagde krop til mesterværkerne. Og vi må være lige så ærlige og indrømme, at en udstilling som ‘elsket af Picasso’ alle intentioner til trods, stadig først og fremmest handler om Picasso.
Tidslinje for Picasso og de fem kvinder i hans liv:
1881: Pablo Picasso fødes
1891: Olga Khokhlova fødes
1907: Dora Maar fødes
1909: Marie-Thérèse Walter fødes
1917: Picasso møder den ti år yngre balletdanser Olga Khokhlova
1918: Picasso og Olga Khokhlova bliver gift
1921: Khokhlova føder sønnen Paulo, Picasso mister interessen. Francoise Gilot fødes
1927: Picasso indleder forhold til Marie-Thérèse Walter. Jacqueline Roque fødes
1935: Marie-Thérèse Walter føder datteren Maya, Khokhlova forlader Picasso og han påbegynder et forhold til kunstneren Dora Maar
1943: Den 21-årige kunstner, Francoise Gilot, bliver tredje samtidige kvinde i Pablos liv
1946: Picassos forhold til Dora Maar ender, Francoise Gilot flytter ind
1947: Francoise Gilot føder Claude
1949: Francoise Gilot føder Paloma
1952: Picasso møder 26-årige Jacqueline Roque
1953: Francoise Gilot forlader Pablo
1955: Olga Khokhlova dør på psykiatrisk hospital
1961: Pablo gift med Jacqueline Roque
1973: Pablo Picasso dør, 91 år gammel.
Barnebarnet Pablo, kaldet Pablito, begår selvmord.
1977: Marie-Thérèse Walter begår selvmord
1986: Jacqueline Roque begår selvmord
1997: Dora Maar dør
Se og læs mere om Picasso, Olga Khokhlova og Marie-Thérèse Walter i min anmeldelse af ‘Picasso 1932’, der kunne opleves på Tate Modern i 2018, ved at klikke her eller på linket nedenfor i listen
Se hvad jeg syntes om Deichtorhallen i Hamburgs præsentation af Picassos indflydelse på samtidskunsten ved at klikke her …
Og se mere til både Olga Khokhlova, Dora Maar og Jacqueline Roque, sådan som de optræder i Picassos billeder, i min anmeldelse ‘Picasso betragtet bagfra’ fra 2014, som du finder nedenfor samt ved at klikke her …