Hvad har man brug for at vide i mødet med kunstværker? To udstillinger på Overgaden giver to meget forskellige svar
Liesel Burisch: Bring Time, og Monia Sander Haj-Mohamed: Heavy Body, Heavenly Body
Begge udstillinger kunne opleves i Overgaden, Overgaden Neden Vandet, København K. Til 7. august, 2022, begge fik 4 hjerter
To venner hænger ud i en seng, mens de drypvis stiller hinanden store spørgsmål om livets dybere mening og hvordan man navigerer i nattelivet. Liesel Burisch (f. 1987) har delt sit videoværk i to store projektioner, så nogle gange sekunderes de to i sengen af dansere, der indtager enten en tom natklub eller et tomt Overgaden.
Til at begynde med irriterer den dunkende lydside mig, men efterhånden kommer jeg til at holde af den. Men endnu mere kommer jeg til at holde af de to venner Jesseline Preach og Don Jegosah! Og derfor jeg vil vide mere om dem, end jeg får at vide.
Efter en tur på nettet ved jeg nu, at de oprindeligt er fra Vestafrika, men bosat i Hamborg, hvor de (ofte sammen) skaber både musik og performance. Med det på plads er det lettere at fokusere på det, Burisch vist vil skildre, nemlig mellemrum, forstået som de tidspunkter, der ikke er de egentlige højdepunkter, men måske er af større betydning fordi der sker en åbning, en sansning, en uforudset udveksling af følelser.
Og det er også det, man bliver vidne til, hvis man bliver siddende i den meget varme sal i de 23 minutter videoværket ‘Never Stop’ varer. Har man ikke tid til det, så kan man lige så godt springe besøget over, for det er det, det drejer sig om. Det er her vi møder Preach og Jegosah så tæt på, at det er som om man selv slanger sig på sengen sammen med dem.
Samtidig synes jeg der er en sørgmodighed midt i festen. Preach og Jegosah taler lidt om, at alle de cool folk flytter fra byen, hvilket lyder som et ekko af alle unge hippe mennesker verden over. Festen er altid, potentielt, et andet sted. Og alle vil være med, vil ses, begæres og respekteres – og måske endda elskes.
Det kan man godt læse ud af de to venners samtale, også før man finder ud af, hvem de er. Men fraværet af information om danseren Maji Claire er et langt større afsavn, for hun kunne tilføje dimensioner til værkets kredsen om nattelivet og livet som queer.
Igen måtte jeg på nettet og ved nu en hel del mere om Ballroom (en udbryder fra de mere klassiske drag-konkurrencer) og om det at være queer og brun på samme tid. Hvilket er alt andet end let. Men Maji Claire, som er en helt central skikkelse indenfor blandt andet Ballroom, har fundet en ventil i sin sensuelle, stærke og feminine dans. Hun viser at dans, og dermed kropsbeherskelse, kan være et kampråb, et tegn på tiltrængt og berettiget trods.
Alt dette er mindst et helt værk værdigt i sig selv, og selvom jeg er Burisch taknemmelig for at antænde min nysgerrighed, så synes jeg det havde været smart at videregive en hel del af disse informationer på udstillingen. I stedet får man udleveret en forholdsvis lang tekst med en noget håndfast fortolkning af udstillingen og Burischs intentioner.
På Overgadens førstesal er der anderledes stille, for her viser Monia Sander Haj-Mohamed (f. 1988) dels en serie tegninger, udfører nærmest rituelt og i én lang og uafbrudt seance, dels det, der kaldes et performanceværk, hvor publikum kan læse op af et manuskript hun har skrevet. Og kommer man ikke lige en torsdag, hvor oplæsningen finder sted og optages, kan man i hovedtelefoner lytte til optagelserne.
Meningen er, at publikum aktivt inddrages og bliver en slags medskabere af værket, men jeg er ikke sikker på, hvor vellykket det er. Den bid jeg orker at lytte til er således fuldstændig uforståelig, idet oplæseren har en så voldsom accent, at jeg er i tvivl om hvilket sprog jeg skal forsøge at forstå!
Og selv hvis hvert ord stod rent og klart, kan man så virkelig sidestille oplæserens skaben med tekstens forfatters? Så synes jeg det giver mere mening, at man hver onsdag eftermiddag kan møde Monia Sander Haj-Mohamed selv i udstillingen.
Desuden er hendes 25 tegninger rigtig gode. De minder mig om fingeraftryk eller tyktarme, fostre i vækst og planters celler. Nogle har konturer som kinesiske papirklip, andre ligner logoer og atter andre er (næsten) morsomme. At de så samtidig fungerer som meditationer over personlige traumer og problemstillinger gør dem kun endnu mere kraftfulde. Og her har jeg ikke det mindste brug for at vide mere.