Hyperaktive Hans Ulrich

Hans Ulrich Obrist

Hans Ulrich Obrist er den mest magtfulde person i kunstverdenen og han har et aktivitetsniveau, der ligger langt over det almindelige. I weekenden gæstede han København, hvor han fandt tid til at fortælle om kunsten, klimadebatten og hvad vi kan vente os af fremtiden.

 

At betegne Hans Ulrich Obrist som målrettet, ville være en underdrivelse. Hyperaktiv og ekstremt fokuseret må være mere passende betegnelser for en mand, der allerede som dreng vidste, at han ville arbejde med kunst. Og gik i gang med det samme. Som 23-årig kuraterede han sin første udstilling, vel at mærke med navne som Christian Boltanski på plakaten. Selv udstillingsstedet var utraditionelt, for ’Kitchen Show’ blev vist i Obrists eget køkken.

Det var i 1991 og samme år blev unge Obrist ansat som kurator ved Fundation Cartier i Paris. Siden har han stået bag langt over hundrede udstillinger, blandt andet ’Cities on the Move’, der blev vist på Louisiana i 1999. Sideløbende skriver han flittigt til internationale kunstmagasiner, er redaktør på sit eget pariserbaserede magasin ’Point d’Ironie’ og fungerer som professor i både Venedig og Karlsruhe.

Desuden sidder Obrist i en lang række centrale bestyrelser og udvalg, han har udgivet et utal af bøger om kunst og kunstnere, og siden 2006 har han oven i købet også været leder af Serpentine Gallery, der ligger midt i Londons Kensignton Gardens. Dog i samarbejde med Julia Peyton-Jones. I efteråret blev han stemt ind som nummer ét på kunstmagasinet Art Reviews liste over de mest magtfulde personer i kunstverdenen, en placering der sidste år tilfaldt kunstneren Damien Hirst.

Med andre ord har han jern nok i ilden til at give de fleste alvorlig åndenød. Men Hans Ulrich Obrist ser ikke særlig stresset ud, da jeg møder ham på Louisiana, hvor han lige har været moderator ved en høring om kunst og klima. I stedet slendrer han igennem menneskemængden og hilser hjerteligt i alle retninger. Skiftevis på tysk, engelsk og italiensk. Men han gør det så afslappet, at man knap nok bliver imponeret. Måske skyldes det, at en flok grå og glade krøller stritter i alle retninger øverst på hans hoved. Eller at øjnene bag de store brilleglas er ubetinget venlige.

Alligevel bliver jeg nød til at spørge ham, hvordan er det gået til, at han er endt som den mest magtfulde person i kunstverdenen. Og det endda uden selv at være hverken kunstner eller kunsthistoriker.

”Jeg så mange udstillinger allerede som barn i Zürich, og jeg vidste meget tidligt, at det var kunst jeg ville arbejde med”, forklarer Hans Ulrich Obrist. ”Som teenager mødtes jeg med mange kunstnere, og det gik op for mig, at jeg selv kunne tilegne mig viden om kunst. At jeg var godt i gang og sagtens kunne være autodidakt på dét område. Til gengæld havde jeg brug for at lære noget om mangement, fundraising, økonomi og planlægning. Derfor valgte jeg at uddanne mig på de områder i stedet for, samtidig med at jeg rejste rundt og så alle de udstillinger jeg kunne. Lige siden jeg var barn, pegede alle mine handlinger i samme retning: jeg skulle arbejde med kunst – og komme væk fra Zürich. Og det kom jeg, da jeg var fyldt 23, og jeg har aldrig været tilbage siden”.

1990’erne betegner Obrist som sine lære- og vandrigsår. Han havde afsluttet sin uddannelse, arbejdede som kurator og skribent og rejste 350 dage om året. Basen var et kvistkammer i Paris, der stort set kun blev brugt til at opbevare hans bøger, og missionen var at se så meget som muligt. Samtidig var Obrist gået i gang med at indsamle alle de urealiserede projekter, som de kunstnere han mødte gik og drømte om. Men da årtiet var ved at rinde ud, indså Obrist, at han fremover ville arbejde på en anden måde.

”Det var simpelthen tid til at transformere mine aktiviteter. Det gjorde jeg ved at blive tættere knyttet til en enkelt institution, først Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris og seks år senere Serpentine Gallery. Jeg har mit eget kontor, fast kontortid og rejser nu 52 gange om året i stedet, nemlig hver eneste weekend. Det kan være til Kina eller København, Mellemøsten eller Sydamerika …”

Hvordan når du frem og tilbage til Kina på en enkelt weekend?

”Jeg komprimerer! Og så rejser jeg tilbage til det samme sted flere gange. Da jeg var teenager, og ikke havde særlig mange penge, rejste jeg Europa tyndt på InterRail og for at spare på udgifterne, sov jeg i toget, ikke på hotel. Derfor oplevede jeg 30 byer på 30 dage. Nu har jeg genopdaget nattoget, når jeg skal rundt i Europa. Det er en langt mere miljøvenlig form for transport, men det fungerer jo ikke, hvis man skal helt til Kina”.

Nu er der meget fokus på miljøet, ikke mindst på grund af klimatopmødet her i København. I Danmark har der været en del debat om hvorvidt al den klimarelaterede kunst, som vi ser i øjeblikket, er skabt udelukkende fordi det er et emne, der er oppe i tiden. Hvad siger du til det?

”Jeg vil være mere positiv. En af de helt store udfordringer, vi står overfor her i det 21. århundrede, er klimaet, og den debat er simpelthen for vigtig til, at vi kan overlade den til eksperterne alene. Det vil kun føre til en katastrofe. Der er brug for en holistisk tilgang, også på dette område, og det er præcis hvad kunstnerne kan bidrage med. Det kan godt være, at deres idéer ikke umiddelbart kan realiseres, men på længere sigt kan det måske lykkes”.

Som første gode eksempel nævner Obrist opfinderen Richard Buckminister Fuller (1895-1983), der udtænkte visioner for en økologisk fremtid allerede for mange år siden, og hvis tanker om fremtidens byformer stadig danner grundlag for nytænkning. Derefter springer han ubesværet videre til den belgiske forfatter Raoul Vaneigems bog ’Voyage à Oarystis’ fra 2005, som han betegner ”en økotopia”. Endelig mener Obrist også, at amerikanske Robert Smithson, som var manden bag land-art værket ’Spiral Jetty’, har udstyret os med en værktøjskasse, der vil kunne bruges når verden skal tænke i nye baner.

”Politikerne burde lytte til kunstnerne. Ikke kun billedkunstnere, men også opfindere, digtere, musikere og arkitekter. Kunstnere har antennerne ude og det er vigtigt, at vi tager ved lære af kunsten. Derfor skal den helt ind i centrum af diskussionerne”.

Men er det ikke et problem at hævde, at kunstnere er mere sensitive end alle andre? Fører det ikke netop til et syn på kunstneren som sådan en halvgal, halvgenial størrelse, som man bestemt ikke behøver tage alvorligt?

”Det er en vigtig pointe. Og jeg vil da også give kritikkerne ret i, at nogle kunstnere ganske enkelt illustrerer klimaproblemerne, og illustrationer af den slags er aldrig interessante”.

Hvad tror du så vi har i vente i fremtiden?

”Fremtiden ligger i det ukendte, som det meget rigtig blev sagt her på høringen. Jeg er udstillingsmager, derfor spørger jeg kunstnerne: Hvad er fremtiden? At svare selv, ville være som at besvare spørgsmålet: Hvad er kunst? Og det ville være pretentiøst. Men helt grundlæggende mener jeg, at vi har brug for en ny form for institution, der kan gå på tværs af discipliner som videnskab, performance, arkitektur og kunst. For kun ved at inddrage alle områderne på én gang, kan vi gøre os forhåbninger om at besvare de helt store spørgsmål, som vi står overfor”.

Hans Ulrich Obrist når dog lige at nævne et enkelt projekt, som han ser frem til at arbejde videre med. Det handler om en by, som Olafur Eliasson har foreslået ham, at de skal opføre sammen. Om den bliver ganske lille eller antager karakter af en storby, aner Obrist ikke endnu. Til gengæld er det nok sikkert at sige, at kunstverdenens mest magtfulde person ikke skal på ferie foreløbig. Den slags har han nemlig ikke haft tid til siden en gang i 1990’erne.

 

Faktabox:

Hans Ulrich Obrist er født i Zürich, 1968, og har læst økonomi og sociologi på universitet St. Gallen (1987-1991). I 1991 debuterede han som kurator med udstillingen ’Kitchen Show’, hvor bl.a. Christian Boltanski bidrog. Samme år blev han ansat som kurator ved Cartier Foundation i Paris. Siden har Obrist stået bag langt over 100 udstillinger, udgivet et utal bøger og bidraget til internationale kunstmagasiner, ligesom han sidder i centrale udvalg og er professor i både Venedig og Karlsruhe. Obrist har, i samarbejde med Julia Peyton-Jones, ledet Serpentine Gallery i hjertet af London siden 2006. Men hver eneste weekend, året rundt, er han på farten for at se kunst og mødes med kunstnere verden rundt, så han får god brug for alle de syv sprog, han taler. I efteråret blev han udråbt som den mest magtfulde person i kunstverdenen af kunstmagasinet Art Review, der hvert år lader 20 eksperter udfærdige en liste over kunstens top 100.
 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer