
Alice Folker Gallery byder på service til servering af eventyrmad, malerier, hvor motiverne er ved at forsvinde og en forrygende serie af intime portrætter
Viktoria Wendel Skousen: Colleagues; Hannah Amalie Nielsen & Sabitha Sofia Söderholm: The wood is the same as our heart; Tal Regev: Silence hits in a flash, Alice Folker Gallery, Store Strandstræde 19, 5. tv, København K. Alle tre udstillinger kan ses til 21. september, 2019. Fem hjerter
Det er svært ikke at blive berørt af al den sitrende ømhed og intimitet, der radierer fra Viktoria Wendel Skousens portrætter af hendes mandlige kunstnerkolleger. Faktisk er vi så tæt på, at det føles på grænsen til det uhøflige.
Måske skyldes det, at vi er langt mere vant til at se på halvnøgne kvinder, ikke mindst i kunsthistorien? At Viktoria Wendel Skousen også har kigget her er tydeligt, for hendes fotografier indeholder ekkoer af alt fra Caravaggios rå sensualitet over Ingres’ ynde til de bare balder, Boucher placerer i pikant klaskehøjde.

Caravaggio: ‘Bacchus’, ca. 1595. Uffizi’erne, Firenze.
Det, der får mig til at tænke på netop dette maleri af Caravaggio, når jeg står foran Viktoria Wendel Skousens portræt af navnlig Lars Fynboe nedenfor, er puden, der stikker ud af sit betræk og hos Caravaggio bryder illusionen om gengivelsen af en guddom
Men Viktoria Wendel Skousens tilgang er samtidig fundamentalt anderledes på flere fronter, når hun fokuserer på de kun underbukseklædte unge mænd, der er fotograferet i deres egne senge. For det første er der her tale om en kvindelig kunstner, der meget tydeligt låner os sine øjne at se igennem. Og for det andet er hun i stand til at skabe en fortrolighed mellem kunstner og model, som står til tydelig aflæsning i det færdige værk.

‘Colleagues’ er med andre ord en ret forrygende serie, der både fungerer samlet som et signalement af en generation, og som enkeltstående portrætter af unge kunstnere. Sådanne portrætter kan man lige nu bruge som alternative illustrationer, når kunstneren skal afbilledes, men mon ikke også de bliver spændende at se tilbage på, når kunstnerne har fået mere fart på deres karrierer?
Viktoria Wendel Skousen tog afgang fra Kunstakademiet i København for fire år siden, hvilket i den aktuelle udstillingssammenhæng faktisk gør hende til en af de ældste i gårde. Yngst er Sabitha Sofia Söderholm, som kun lige er blevet optaget på Kunstakademiet – og det med et værk i form af en middag!
Eventyrmiddagen ‘Skoven er det samme som vores hjerter’ er blevet genopført i Alice Folker Gallery, og selvom det uden tvivl var mere spændende at sidde med ved bordet, kan man selv ud fra resterne udlede ikke så lidt.
Sabitha Sofia Söderholm arbejder sammen med Hannah Amalie Nielsen, der allerede går på Kunstakademiet, og tilsammen kalder de sig meget logisk Hannah Amalie Nielsen & Sabitha Sofia Söderholm. Mindre indlysende er det, at de to unge kunstnere har valgt at udtrykke sig gennem traditionelle kvindesysler som madlavning, servering og håndarbejde.
Men hvor disse områder tidligere blev påtvunget kvinder som de eneste mulige, vælger Hannah Amalie Nielsen & Sabitha Sofia Söderholm dem med fuldt overlæg. Og gør dem til omdrejningspunktet for deres kunstneriske praksis, som samtidig er en afsøgning af kvinderoller og identitet.
Helt håndgribeligt udmønter dette sig i galleriet som et broderet eventyr, håndlavet service, klædedragter og to store vævninger, som Hannah Amalie Nielsen har fået en digital væv til at udføre. Derved opstår en række spørgsmål om forholdet mellem maskine og håndværk, ikke mindst fordi det viser sig, at programmeringen faktisk tager tre uger.
Det er ganske vist kortere tid, end det ville tage at væve værket i hånden, men det er samtidig så tilpas længe, at der er tale om egentligt kunstnerisk arbejde, bare i en nyt medie, der så, ganske paradoksalt, fører til et værk udført i en traditionel teknik!

Den sidste udstiller i Alice Folkers lyse og luftige lokaler oppe mellem byens tage er den unge brite Tal Regev, som maler med så sarte farver, at hendes motiver er lige ved at forsvinde. Eller er de i stedet ved at materialisere sig?
Man skal dog ikke lade sig forlede af pastelfarverne, for ligesom de tre andre udstillende kunstnere viser også Tal Regev, at det sårbare, nøgne og blottede ikke længere nødvendigvis er tegn på svaghed eller underkastelse. Tvært imod.