Illumination på Louisiana

Louisiana scorer billige point på flere fronter, men præsenterer også en lang række fantastiske eksempler på samtidskunst

Illumination, Louisiana. Til 11. september, 2016. fire hjerter

 

Det er på mange måder en god idé, man har fået på Louisiana. På nogle punkter endda lidt for god, for selvom ’Illumination’ med sine næsten et hundrede samtidskunstværker er den største præsentation af sin slags på stedet i årtier, så er der dybest set ikke tale om en egentlig særudstilling.

Udstillingen udgøres således ganske enkelt af museets kunstindkøb siden 2011. Værkerne er altså ikke udvalgt, fordi de har noget at sige hinanden, men fordi de nu indgår i samlingen. Derfor er oplevelsen i ’Illumination’ da også mere som at gå gennem en permanent samling end den selvstændige udstilling, den præsenteres som.

Man har endda trukket denne idé så langt, at de nye videoværker i samlingen har fået deres egen udstilling, ’Fire under Snow’, der åbnede et par uger før ’Illumination’. Men der er intet grundlag for sådan en opdeling. Det skulle da lige være at lokke folk forbi to gange.

Men der er endnu flere fordele for Louisiana i konceptet, der både spare udgifter til overordnet kuratering og navnlig transport. Museet får nemlig også lejlighed til at klappe sig selv på skulderen over hvert enkelt indkøb, når værkerne introduceres på udstillingen.

Og der er da også mange virkelig vellykkede værker at (gen)opleve. Selv bliver jeg nok aldrig træt af Jacob Kirkegaards installation ’Isfald’, på trods af at det nu er tredje gang på ligeså mange år, jeg oplever værket, der var med på både Louisianas udstilling ’Arktis’ (se min anmeldelse ‘Ishavet og Arktis er stadig sublime‘) og ’Naturmøder’, der stadig vises i J.F. Willumsens Museum.

Kirkegaard arbejder i ’Isfald’ med lyde i et fuldstændig mørkelagt rum, som derved omskabes til en kælvende gletsjers indre, hvor dumpe drøn og stille rislen er så realistiske, at rummet føles køligere, end det egentlig er. Magisk og mytologiserende er også britiske Tacita Deans store sort/hvide værk, hvor fundne fotografier af affolket natur, tilsat håndskrevne notater, skaber en storslået helhed (se både ‘Tacita Dean og den synkende skude‘ og ‘Turner Prize 1998‘).

Pia Arke (1958-2007, se bl.a. ‘Afklædt i Arktis‘) benytter sig ligeledes af fotografi, men hun indsætter disse i sammenstykkede og farvelagte landkort over hendes fødested: Grønland. Resultatet er på én gang smukt og skrøbeligt, politisk og poetisk, selvsikkert og sært melankolsk. Det sammen kan man faktisk sige om Ana Mendietas værker, selvom hun arbejdede med en hel anden æstetik.

Mendieta (1948-1985) dokumenterer på film og i fotografier forskellige performance, der kobler (kvinde)kroppen og naturen. I ’Bird Transformation’ fra 1972 har hun således fået fjer, mens hun i en anden performance fra samme år tilføjer et fint skæg til sit eget ansigt.

Det er politisk, javel, men det er også meget morsomt, og værkerne kunne lige såvel være udført i dag, som for mere end fyrre år siden. Dog ikke af Mendieta selv, for hun døde desværre meget ung, da hun enten sprang eller blev skubbet ud af et vindue efter et skænderi med hendes mand og kunstnerkollega, Carl André.

Men det er en lille trøst, at flere af hendes værker fremover vil indgå i Louisianas samling, hvor man nu også finder danske Maiken Bents helt fabelagtige skulpturer og nigerianske Wura-Natasha Ogunjis både skrøbelige og stærke værker, der tager udgangspunkt i (afrikanske) kvinderoller.

I det hele taget står de kvindelige kunstnere stærkt – lige indtil man sætter sig ned og tæller nyerhvervelserne igennem. For så viser det sig, at ikke en gang en tredjedel af de indkøbte kunstnere er af hunkøn. Når det alligevel føles, som om der er mange kvinder blandt kunstnerne, skyldes det to ting: at de bidrager med flere af de allerbedste værker, og, mere sørgeligt, at vi ganske enkelt alt for sjældent præsenteres for kunst skabt af kvinder, og at lidt derfor føles af meget mere, end det er.

Faktisk er det en smule chokerende, at selv et museum som Louisiana, som ellers på mange måder er på forkant, stadig har en indkøbspolitik, der klart favoriserer mandlige kunstnere. Og da der her er tale om samtidskunst, kan tidligere tiders skæve kønsfordeling blandt kunstnere ikke bruges som en mulig undskyldning.