Imperfekt perfektion

 

Både Christoph Ruckhäberle og Peter Land afsøger forholdet mellem påkrævet perfektion og det frigørende ved ikke at leve op til kravet. Men de gør det på meget forskellige måder

Christoph Ruckhäberle: Netsuke, og Peter Land: Showbizz, Galleri Nicolai Wallner, Ny Carlsberg Vej 68, København V. Til 6. juni, 2015. fire hjerter

 

Det er lidt af et festfyrværkeri, både hvad angår farver og associationer, der rammer gæsten i Galleri Nicolai Wallner, hvor tyske Christoph Ruckhäberle (f. 1972) viser sine senste værker under overskriften ’Netsuke’.

Udstillingens titel betyder sådan en lille, udskåret genstand, som i den traditionelle, japanske klædedragt holder en lille løshængende ”lomme” på plads. Men de fleste vil nok nærmere komme til at tænke på Matisses papirklip, Picassos skæve vinkler eller måske turistkunsten på Østafrika, der går under betegnelsen Tingatinga og karakteriseres af klare farver.

Alligevel er Ruckhäberle helt sin egen, når han i ’Untitled (VII)’ lader bryster bliver en del af armens gestik, mens baggrunden danser uroligt på samme plan som alt andet i billedet. Figurerne, der alle er halvtliggende kvinder, folder sig skiftevis ud og sammen, det ene øjeblik har de bevægelige og genkendelige kroppe, for i det næste igen at glide ind i mønsteret.

I det hele taget er mønstre et vigtigt element i Ruckhäberles malerier, hvor de i nogle tilfælde kan minde om M.C. Eschers værker, der ligeledes sætter beskuerens blik på en alvorlig prøve. Det sker blandt andet i ’Untitled (I)’, hvor røde og gule bladformationer skiftes til at være henholdsvis baggrund og fremtrædende mønsterbærer.

Andre steder leder et tofarvet bobbelmøster mere tankerne i retning af førnævnte Matisse, men lige meget hvilke mønstre, Ruckhäberle benytter sig af, så bruger han dem til at slå perspektivet og billedets dybde sønder og sammen. Det er på én gang raffineret og råt, gennemkomponeret og imperfekt, tilsyneladende enkelt – men med sofistikerede forkortninger, der genskaber noget af den tabte dybde.

Det rå finder man først og fremmest tæt på, for her kan man se, hvordan den blanke emaljemaling er løbet lidt udenfor de fastlagte afgrænsninger. Der er dog ikke tale om hverken sjusk eller tilfældighed, for Ruckhäberle får på denne måde gjort sine værker sanseligt stoflige, samtidig med at det mindre perfekte elegant og underspillet sætter fokus på sin modsætning: den minutiøse balance mellem former og farver i hvert enkelt værk.

Hvor Christoph Ruckhäberle tydeligvis har et mellemværende kørende med kunsthistorien, som han citerer både i motiv og tilgang, så synes Wallners anden aktuelle udstiller, Peter Land (f. 1966) i højere grad at tage sin kamp med selve kunstnerrollen. For selvom det handler om ’Showbizz’, som tilen lyder, så skal det nok forstås i bredeste forstand.

Jeg kommer i alle tilfælde straks til at tænke på Lands video ’The Cellist’ (1998) foran den uhyggeligt livagtige skulptur af et vidunderbarn, ’Wunderkind’. Og det er ikke kun på grund af violinen, for barnets alt for voksne, sammenbidte blik skaber en sær pendant til det meget ældre videoværk, hvor Land ender med at danse nøgen rundt med sin cello.

’Wunderkind’ er således fanget i kravet om perfektion, mens manden i videoen demonstrativt fravælger den. Men de optræder alligevel begge to. På udstillingen udgøres publikum af to skulpturer, der er fjerne slægtningen af de gamle græske og romerske portrætbyster. I Lands version er der tale om to børn, en dreng og en pige, hvis isatte øjne lyser i blindet lyseblåt.

Måske er de døde, måske er de kommet fra det ydre rum og har antaget tilnærmelsesvis menneskeform, måske er de et publikum, der ikke gider udføre deres pligt til at se på den, der optræder – eller bare træder frem, for eksempel som kunstner. For kunstneren er en performer, der både skal forholde sig til stereotype forestillinger om det at være kunstner og til publikums blik. Eller, hvad er endnu værre: manglen på samme.

Peter Land formår således som at give smerten, usikkerheden og præstationsangsten en krop, der vil være genkendelig for de fleste. Og selvom ’Wunderkind’ altid vil stå som forstenet, er det svært at lade være med at skrig: Løb! Løb for livet!