
Peter Linde Busks udstilling i Gl. Strand består af både væghængte værker, keramiske skulpturer monteret på slagteblokke, specialdesignede gulvtæpper og tusindvis af vimpler. Foto: Alastair Philip Wiper
Peter Linde Busk har på få år placeret sig helt fremme i samtidskunsten. Lige nu understreger han sin egenart på Gl. Strand
Peter Linde Busk: Fear the Goat from the Front, the Horse from the Rear and Man from all Sides, Kunstforeningen Gl. Strand, Gammel Strand 48, København K. Til 29. november, 2015. fem hjerter
Da Peter Linde Busk for knap to år siden viste sine værker i Galleri Bo Bjerggaard på Flæsketorvet i København, udbrød der noget nær slagsmål blandt samlere fra nær og fjern, der alle havde den store tegnebog fremme i forsøget på at sikre sig et af hans værker til samlingen.
Den gang var malerierne nærmest indfarvet i luksuriøs intensitet, men sådan er det ikke længere fat hos Linde Busk, som man lige nu kan se i Kunstforeningen Gl. Strand. Intenst er det dog stadig, for Linde Busk har oppe under Kunstforeningens tag omskabt tre sale til sit helt eget sted, et parallelunivers, der både fungerer som sig selv og som kommentar til samtiden.
Peter Linde Busk viser os nemlig, at intet er uden værdi. At materialer, som vi normalt ikke tillægger hverken betydning eller værd, kan transformeres til bærere af stor betydning. Spånplader, krydsfinér og noget, der kunne være en rest af en Ikea-reol, danner tilsammen baggrunden for en guddommelig figur, udført i keramik.
Værkets titel er ’Asterion’ og ganske typisk for Linde Busk kan den pege i adskillige retninger. Asterion er således blandt andet navnet på en af Kretas konger, et punkt på kraniet og optræder i Jorge Luis Borges’ novelle ’Asterions Hus’, hvor forbindelsen til Kretas Minotaurus i labyrinten understreges.
Og figuren har da også et dyrehoved, båret oppe af en menneskelignende krop, ligesom det er tilfældet i de øvrige væghængte værker og i de skulpturer, Linde Busk har placeret på gamle slagterblokke rundt omkring i lokalerne. Hele tiden er der tale om væsener, der meget vel kan være guddomme, stærke og egenartede – og nogle gange ligefrem bevæbnede eller delvist påklædte.
For hvor Linde Busk i sine malerier skaber overflod med farver, gør han det her ved hjælp af en lang række andre materialer. Og ikke mindst i møderne mellem dem. Keramiske skulpturer iføres skørter af stof eller tyl, i loftet hænger tusindvis af små vimpler og endnu en gud af en art har fået turban på sit ellers flade hoved. Teknikker, materialer og selve billedplanet i værkerne blandes konstant og ubesværet, helt uden smålig skelen til traditionen.
Og Peter Linde Busk (f. 1973) har da heller aldrig gået den slagne vej. Han var således næsten 30 år gammel, da han i 2002 blev optaget på kunstskolen The Slade School of Art i London. Og det er en høj alder for en kunststuderende. Ligeså utraditionelt var det, at hans daværende gallerist, Christina Wilson, gav ham ro til studierne, også selvom interessen for hans værker tegnede en stærkt opadgående kurve.
Det har vist sig at være en klog tilgang, for Linde Busk understreger tilstadighed, at i hans hænder bliver selv det mest almindelige helt ualmindeligt. Som få formår han at kombinere det rå med det gennemtænkte, grænsende til de direkte intellektuelle. Her er et hav af visuel information, både i de enkelte værker og mellem dem.
Sidst i udstillingen ses således en blok, der har været brugt til at skabe et flerfarvet træsnit. Hver farves felt er skåret ud, så man kan påføre den enkelte farve, før brikkerne lægges sammen og trykke kan udføres i flere farver på én gang. Det færdige tryk hænger her også, og synes at sende sanselige hilsener til Asger Jorn, men træstykkerne i sig selv peger samtidig tilbage på udstillingens mange (træ)mosaikker.
Alting genbruges i Linde Busks univers, der har taget sin lange titel fra et gammelt ordsprog. At man skal frygte geden forfra, hestens bagben og mennesket fra alle sider, er sikkert sandt. Men hvis man har øjnene og hjernen med sig, behøver man ikke frygte Linde Busks udstilling, selvom man pludselig befinder sig midt i et ritual, hvis koder man ikke kender.
For de til tider frygtindgydende guder til trods, handler det, i mine øjne, om altings potentiale for transformation og iboende værdi, som det aldrig kan betale sig at overse eller underkende. Præsenteret som en hel verden, man kan gå ind i, blive en del af og bære med sig videre ud i livet.