Interview med Sonningprismodtager i 2004, kunstner og flygtning ved et tilfælde: Mona Hatoum

Nogle gange, når livet slår en voldsom kolbøtte, kan det, der ved første øjekast ligner en katastrofe, vise sig at være det bedste i verden der kunne ske. Sådan et slag slog Mona Hatoums liv i juni, 1975. Hun havde netop sagt sit job i Beirut op og var nu på en uges ferie i London, før hun skulle begynde på universitetet i sin hjemby samme efterår.
Men så udbrød der borgerkrig i Libanon og Mona Hatoum var strandet, uden penge, i England. Og vejret var, siger hun med eftertryk og en trækning af misbilligelse om de bløde læber, rent ud sagt deprimerende. Til gengæld havde hun pludselig mulighed for at tage livet i egen hånd – og den mulighed greb hun.
Så langt hun kan huske tilbage har hun drømt om at blive kunstner, men det ville hendes far ikke høre tale om. Ikke fordi det ikke passede sig for en pige, men fordi han simpelthen ikke så nogen fremtid i det. Måske skyldtes hans bekymring, at han selv var blevet nød til at flygte fra Palæstina, da staten Israel blev oprettet efter Anden Verdenskrig. Heldigvis havde han arbejdet for briterne før flugten, så Mona Hatoum stod i London med et engelsk pas, selvom hun blev født i Libanon i 1952. Så hun fandt sig et job, et sted at bo – og en kunstskole at gå på.

“Noget af det, der straks slog mig i England, var den konstante overvågning. Man blev set, betragtet og overvåget, nærmest som af Big Brother. Det blev ikke bedre af, at jeg netop havde læst Orwells ’1984’ – det lyder så gammeldags nu, ikke ? Men det blev omdrejningspunktet for mine tidlige værker og løber faktisk som en rød tråd gennem hele min produktion”.

Men det er ikke den eneste gennemgående tematik Mona Hatoum har bragt med sig siden sine første performance til installationer, skulpturer, videoværker og fotografi. Flere af hendes tidligste værker var direkte farlige at komme i kontakt med, i det hendes interesse for usynlige kræfter fik hende til at eksperimentere med blandt andet magnetisme – og elektricitet. Begge elementer genfindes i enkelte af hendes senere værker, som når metalspåner klæber sig fast til indvoldsforme i ’Socle du Monde’ eller når køkkenredskaber forbindes med ledninger i ’Sous tension’, der i dag findes i Arkens samling.

“Når man kommer fra Libanon er man ikke vant til at tænke så meget i sikkerhed, men de sagde til mig, at jeg ikke måtte udstille de værker, hvor køkkentøj var forbundet med klips så det blev strømførende, for tænk hvis der kom en med en pacemaker !”

I frustration meldte Mona Hatoum sig til en video workshop og fandt snart på at rette kameraet mod publikum. Disse optagelser, der blev vist direkte under hendes performance, begyndte hun at blande med andre, allerede filmede sekvenser. Således kunne hun mixe billeder af en nøgen torso med de direkte optagelser, så der opstod en illusion af, at kameraet kunne se lige gennem tøjet på den filmede person.

“Det handlede om det penetrerende blik. Man taler altid om det som det maskuline blik, men i virkeligheden mener jeg det handler om en nysgerrighed, der er som et barns. Desuden arbejdede jeg på at dekonstruere kønsrollerne, så jeg blev helt glad da en anmelder skrev: ‘Endnu en macho performance af Mona Hatoum’ !”

Også denne idé genfinder man i Mona Hatoums senere produktion, mest markant i videoværket ’Corps éstranger’, der viser et endoskops vej gennem kunstnerens egen krop. Her penetrerer blikket ikke bare tøjet, men også kroppen og intet er længere hemmeligt eller uobserveret.

Overvågning og blikkets overskridelse af grænser er også omdrejningspunktet i hendes seneste værk, ’Lookout’, som i 2004 kunne ses på en stor separatudstilling af Mona Hatoums værker i Hamburger Kunsthalle. Tre overvåningskameraerer, monteret udenpå kunsthallen, projicerer billeder på 9 x 6 meter op på væggene i kuppelsalen, som derved visuelt opløses. Udenfor er blevet inde og inde findes ikke længere. Hvor kuplen retter det arkitektoniske blik mod himlen, tvinger Mona Hatoum øjet tilbage til jorden.

“Udstillingen skal videre til både Bonn og Stockholm og består af over 60 af mine værker, men jeg laver også et stedspecifikt værk til hvert udstillingssted, ellers keder jeg mig ! Jeg har brug for det element af overraskelse i mit arbejde. En mere traditionel kunstner, der arbejder med traditionelle materialer, kan arbejde på at perfektionere sin brug af netop disse materialer, men jeg er rastløs, jeg vil hele tiden prøve noget nyt. Hvert værk er en ny opdagelse”.

“Jeg har ikke én måde at arbejde på, og det er egentlig mærkeligt i min alder”, hun holder en ganske kort pause og synes at le lidt indvendigt, “Men min ynglingsform er at bo et sted for en tid, at være artist in residence, og så afslutte opholdet med en udstilling skabt specielt til det sted. Jeg absorberer, samler og sammensætter mine indtryk, men i sidste ende er det som om værket former sig selv”.

Mona Hatoum har været oppe klokken fem i morges, og det er ikke lige hendes stil. Siger hun både bestemt og lidt undskyldende. I næste uge skal hun til Stockholm for at forbedrede den kommende udstilling, samtidig med at hun arbejder på et stort projekt til Athen i anledning af Olympiaden.

“Det er ikke rigtig sunket ind at jeg modtager Sonningprisen, det er som om det er en anden det sker for”, hun tænker sig om et øjeblik før hun med en stemme mellem begejstring og vantro tilføjer, “men jeg skal altså holde en tale ved prisoverrækkelsen !”

Fakta om Mona Hatoum:

Født 1951 i Beirut, Libanon, af palæstinensiske flygtninge. Var på besøg i London i 1975 da der udbrød borgerkrig i Libanon og det blev umuligt for hende at vende tilbage.

Tog afgang fra Slade School of Art i 1981 og arbejdede i begyndelsen næsten udelukkende med performance, men midt i 80’erne udvidede hun sit område til også (og efterhånden først og fremmest) at inkludere installationer, video, skulptur og senere også fotografi.

Hendes første større udstilling var i 1993 på Art Gallery of Ontario, Cananda, men allerede året efter havde hun en separatudstilling på Centre Georges Pompidou i Paris.

I 1995 blev hun nomineret til Turner Prize, ligesom hun bidrog til Venedig Biennalen.

To år senere vandrede en separatudstilling af hendes værker fra Museum of Contemporary Art i Chicago over New Museum of Contemporary Art i New York til Museum of Modern Art i Oxford og til National Gallery of Modern Art i Edinburgh.