Ishavet og Arktis er stadig sublime

Gerhard Richter: 'Eisberg', 1982

Gerhard Richter: ‘Eisberg’, 1982

De arktiske områder er omgærdet af en helt særlig mystik, der kan blive til både længsel, dødsdrift og stor skønhed. Louisiana kaster sig over det hele på en udstilling, som man skal afsætte adskillige timer til at opleve. 

Arktis. Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk. Til 2. februar, 2014. Fem hjerter

 

Når de romantiske malere var på udkig efter et motiv, der kunne rumme det sublime, vendte de ikke sjældent blikket højt mod Nord. Her kunne kunstnerne nemlig skildrer menneskets møde med noget, der er uendeligt meget større – og stærkere – end os selv. Bedst af alle disse malerier er Kaspar David Friedrichs ’Das Eismeer’ fra 1820’erne, hvor issyle skruer et stakkels skib ned i evig undergang og druknedød.

Friedrich slår stemningen an på Louisiana, dog ikke i original version, men som lysbillede. Og det fungerer fint, for billedet bliver alligevel i baghovedet, hvorfra det dukker frem flere gange. Det sker ikke mindst foran Gerhard RichtersKaspar David Friedrich ’Eisberg’ fra 1982, hvor Richter, som en af de første i flere generationer, tør tage det sublime (og dermed også potentielt patetiske) til sig som tematik.

Gribende og poetisk er også franske Sophie Calles billedserie over hendes egen rejse nordpå. Calles afdøde mor ønskede sig at komme til Nordpolen, og nu begraver datteren et fotografi af moren under isen og overvejer, om smeltevandet vil føre hende det sidste stykke. Eller om billedet vil forvirre fremtidens arkæologer, på samme måde som også Tove Ditlevsen beskrev det i digtet ’For sidste gang’.

Men der er bestemt også andre måder at gå til både ishavet og Arktis på, hvilket man i den grad også får bevis for på udstillingen. Tag bare historien om Frederick A. Cook og Robert E. Peary, der i 1900-tallets første årti kæmpede om at blive første mand på Nordpolen. Alle kneb galdt, og de to opdagelsesrejsende blev i samtiden (fuldt fortjent) karikeret så polarhuen passede.

Det ser man flere eksempler på, for ’Arktis’ er en anderledes kunstudstilling, der ikke går af vejen for også at præsentere den besøgende for masser af historiske og videnskabelige indslag. Her er stort set alt, fra filmsekvenser over en gigantisk udstoppet isbjørn til et par træer, som med en alder på 2,3 millioner år sætter tiden i sublimt perspektiv. Selve opbygningen af udstillingen mimer endda også de traditionelle montre og museumsinstallationer, dog i en opdateret version, og det er selvfølgelig lidt af et sats fra Louisianas side sådan at blande tingene sammen.

Men det holder hele vejen, også selvom man måske kunne have gjort bedre brug af Per Kirkeby, der som både kunstner, geolog og Grønlandsfarer burde være noget nær det ideelle samlingspunkt. Men i denne omgang må vi nøjes med en serie af hans akvareller fra 2011, selvom man sidste år på Ordrupgaard Museets udstilling ’Per Kirkeby og Grønland’ kunne se, at han har en hel del mere at byde på i den sammenhæng.

Carsten Nicolai: 'Snow Noise', 2011

Carsten Nicolai: ‘Snow Noise’, 2011

Til gengæld kan man så dyrke sin egen snekrystal i Carsten Nicolais installation ’Snow Noise’ (2011, se ovenfor til venstre), ligesom det er muligt at nærstudere snefnug fotograferet fra 1885 til 1931 af amerikaneren Wilson A. Bentley (ovenfor til højre). Han fandt aldrig to, der var ens. I stedet ligner nogle juledekorationer fra 1800-tallet med tunge detaljer, mens andre minder mere om kakler og kunsthåndværk. Og så må man endelig ikke gå glip af unge Jacob Kirkegaards installation ’Isfald’, hvor man bevæger sig ind i et næsten mørkelagt rum og omgives af isens fantastiske lyde. De dybe drøn er optaget tyve meter under vandet og de sekunderes af den knitrende og knagende lyd af is, der langsomt smelter. Resultatet er, at man føler sig både våd og kold, men på den bedst tænkelige måde!

At kulde og is ikke nødvendigvis er af det onde ses også i en fabelagtig fotoserie af den unge russiske kunstner Evgenia Arbugaeva, der voksede op i det nordlige Sibirien. Som voksen er hun vendt tilbage og genser sit fortryllede barndoms land gennem pigen Tanyas øjne. Og det er et sted, hvor gamle tæpper bliver vinger, man kan stå med bare ben på en isflage og slædehunden har et halsbånd af glimmertråd.

Men farerne lurer overalt i Arktis. Også for alle os, der aldrig har sat fod på indlandsisen. Klimaændringerne ses ikke bare meget markant i de isfyldte egne, det kan også betyde brutale ændringer for alt liv på jorden, når polerne smelter. Det viser Charles Stankievech os elegant i videoinstallationen ’Loveland’, hvor et snelandskab i løbet af få minutter invaderes af en lilla sky.

Tilgangen til og skildringen af det sublime har naturligvis ændret sig fra Friedrich og frem til vores egen tid. Richter drømmer om majestætiske isbjerge, Kirkegaard inviterer os helt ind i isens anatomi og Stankievech påpeger situationens alvor, uden at blive for bogstavelig. Og så er der den særlige slags kunstnere, der som Guido van der Werve, sætter livet på spil for øjnene af os, sådan som han vandrer afsted på isen foran en isbryder.

For polarfarerne handlede det om videnskabelige undersøgelser – og om berømmelse og ære. I dag har diverse former for ekstremsport indtaget arenaen, når det kommer til kunsten at presse kroppen til det yderste. Men når van der Werve vælger at vandre over isen, så gør han det i en anden sags tjeneste. Han gør det som stedfortræder for os andre, så vi på sikker afstand kan mærke suset fra naturkræfterne – og derved få et glimt af det sublime.

Stillbillede fra video af Guido van der Werve

Stillbillede fra video af Guido van der Werve

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer