HIMMELFART. Profeten Muhammads himmelfærd beskrives i Mirajnama-litteraturen og illustreres rigt, som her i et værk fra Iran midt i 1460’erne, hvor Muhammad ses til højre i selskab med ærkeenglen Gabriel i den syvende himmel. Englen i midten har 10.000 vinger og dukker op af et hav, der tidligere var sølvfarvet, men nu er oxideret. Engelen til venstre har fire hoveder, der, pudsigt nok, korrespondere med symbolerne for kristendommens fire evangelister. Davids Samling, foto: Pernille Klemp
I Davids Samling venter en overflod af skønne detaljer, spændende tankegods – og ligefrem billeder af selveste profeten Muhammed, udført af muslimske kunstnere
Menneskefiguren i islamisk kunst – Folk, fyrster og hellige mænd, Davids Samling, Kronprinsessegade 30, København K. Åbnede 24. november og kan ses frem til 13. maj, 2018. Seks hjerter
En særudstilling om menneskefiguren i islamisk kunst kan umiddelbart lyde som en umulighed, for er der ikke forbud mod menneskefremstillinger i islam? Nej, det er der faktisk ikke. I alle tilfældet ikke i Koranen. Til gengæld findes et billedforbud i Det Gamle Testamente, som man indenfor islam regner som en slags forløber for Koranen, hvor Bibelens åbenbaringer sættes ind i deres rette kontekst.
Koranen suppleres dog af beretninger om profeten Muhammeds liv, og det er her i ‘hadith’, at mange muslimer finder retningslinjer i juridiske og teologiske spørgsmål. Og selvom teksterne i i ‘hadith’ heller ikke lægger stor vægt på den billedkunstneriske problemstilling, så er modstanden mod menneskefremstillinger dog langt mere tydelig.
Islamisk kunst har da også et større fokus på geometriske mønstringer, stiliserede blomster og, ikke mindst, selve skriftsproget, end man kender det fra nogen andre af de andre store religioner. Men netop fordi islam er en verdensreligion, er kunsten selvsagt blevet påvirket af mange forskellige kulturer og tidernes skiften gennem århundreder.
Robotten, der kan skænke vin, blev opfundet af Badi al-Zaman ibn al-Razzaz al-Jazari og illustrerer under ramadanen i det år, vi i Vesten kalder 1315. Davids Samling. Foto: Pernille Klemp.
Med alt dette på plads kan vi kaste os over billederne, og det er ikke et sekund for tidligt, for det er fabelagtige værker, der venter de besøgende i Davids Samling. Det er således nok de færreste, der havde forestillet sig, at en muslimsk kunstner under ramadanen i det år, vi i Vesten kalder 1315, udførte en illustration af en vinskænkende robot.
Men opfinderen Badi al-Zaman ibn al-Razzaz al-Jazari havde en overflod af idéer til mekanismer, der kunne behage, overraske eller ganske enkelt være praktiske. Den slags har til alle tider været svært kun at beskrive med ord, så al-Jazari tog tegninger til hjælp i sin bog, på samme måde som samtidige opslagsbøger om anatomi, medicinske planter og andre nyttige oplysninger var rigt illustreret.
Ud af bogillustrationerne voksede billedkunsten, der indenfor islam først og fremmest udfolder sig som mindre værker, udført på papir og sammenlagt i mapper, som man tager frem og kigger på når man har lyst. Hvilket er heldigt, for derved er så mange af de ellers temmelig skrøbelige værker bevaret i dag. Det er unikke værker skabt til privat kontemplation og måske derfor er der stort set ikke det område af livet på jorden, der undgår at komme under behandling.
Selv sex skildres, ligesom kærligheden mellem mennesker er rigt repræsenteret. Se bare Davids Samlings berømte ‘En fyrste med sin elskede’, udført i Indien omkring 1740, hvor parret er midt i en omfavnelse. Cirklen omkring fyrstens hoved er iøvrigt ikke en glorie i kristen forstand, men en indikator af, at han er den vigtigste person i billedet. Men skal man tro kvindens forelskede blik, er fyrsten også den vigtigste person i hele verden!
‘En fyrste med sin elskede’ er udført i Jaipur, Indien, omkring 1740. Davids Samling. Foto: Pernille Klemp
Kærlighed kommer i mange former, og heller ikke de muslimske kunstnere var blinde for hverken tiltrækning mand og mand imellem, kvalerne ved ikke at kunne få den man elsker eller for den sags skyld de problemer, Sheik Sanans løb ind i, da han forelskede sig i en kristen kvinde. Som det gør sig gældende udstillingen igennem skal man give sig god tid til at læse de forklarende billedtekster – og flittigt bruge den lup, man meget fint kan låne ved indgangen til særudstillingen.
Herskeren Fath Ali Shah Qajar blev i 1811 portrætteret med alle symboler på magt: krone, scepter og bælte, alt juvelbesat. Selv var han særlig stolt af skægget, der da også er flot. Men det, der gør dette maleri så specielt er mødet mellem menneskefiguren, der er ret flad, og et åbent landskab, der ligner noget fra et europæisk maleri. Davids Samling, foto: Pernille Klemp
For så man kan se de myriader af detaljer, hvert enkelt værk har at byde på. Som den kunstfærdige hovedbeklædning i et ‘Portræt af Fath Ali Shah Qajar’ fra Iran, malet i 1811 stående i fuld pragtdragt midt ude i et landskab, der højst sandsynligt er inspireret af europæisk maleri. Det er således to tilgange til billedkunsten, der her mødes i et enkelt værk: det østerlandske fokus på fladen, sådan som man ser det i gengivelsen af Qajars krop, og den europæiske interesse for at skabe illusionen af rum.
‘Profeten Muhammed møder det djævelske træ kaldet Zaqqum’ er en miniature fra et eksemplar af al-Sarais ‘Nahj al-faradis’ (Paradisets veje), hvor profeten besøger Helvede. Udført i Iran ca. 1465. Davids Samling. Foto: Pernille Klemp
Inspiration kender (heldigvis) ingen grænser, hverken af geopolitisk eller religiøs karakter. At den går begge veje bliver tydeligt foran ‘Profeten Muhammad møder det djævelske træ kaldet Zaqqum’ malet i Iran midt i 1460’erne. Den islamiske forestilling om et helvede i flere niveauer synes således at have været en stor inspiration for Dante, da han skrev sin ‘Guddommelige Komedie’.
Også rent grafisk er værket spændende, idet tekst og billede kombineres og brydes på måder, man i dag kender fra blandt andet layout. Men mest markant er dog tilstedeværelsen af Muhammad selv i billedet – udført af en muslimsk kunstner, vel at mærke. Og det er langtfra den eneste gang, profeten gengives.
Det er således ikke så lidt af en øjenåbner, Davids Samling servere. Umiddelbart er den største overraskelse, at profeten Muhammad optræder i billedform, side om side med mere almindelige mennesker. Men på et lidt dybere plan viser udstillingen, at gensidige påvirkninger af tankegods og kunst er langt mere dynamisk og konstant end man oftest forestiller sig.
Selve udstillingen fylder måske ikke så mange kvadratmeter, som man er vant til fra andre museer, men det skal man ikke lade sig snyde af, for det tager sin tid at indoptage både de mange visuelle detaljer og til tider fremmedartede tankegange.
Heldigvis kan man også tage det hele med sig hjem, idet kataloget gengiver værkerne virkelig flot, samtidig med at hvert enkelt bliver grundigt præsenteret. Så kan man sidde i sin egen sofa og nyde flere århundreders kunst og opdage, hvordan verden bare bliver større og smukkere i selskab med kunst i verdensklasse.