Ismar Cirkinagic

 

Umiddelbart ser de fleste af Ismar Cirkinagic’ store fotografier smukke og tilforladelige ud: efeu vokser sig stærk omkring slanke træstammer eller en sky hænger på himlen, højt hævet over en uigennemtrængelig majsmark. Men man skal ikke lade sig narre, for dette er billeder af Balkankrigens rædsler, og det er de mange mennesker i massegravene, der har gødet jorden, så alting gror vildt. For nylig blev bosniskfødte Cirkinagic’ udstilling ’Smoking Gun’ vist i Århus Kunstbygning, hvor den blev præmieret af Statens Kunstfond, og derfor sidder jeg nu overfor ham, mens vejret udenfor skifter mellem strålende sol og noget, der mest minder om haglbyger.

”Det er bare så typisk juni i Danmark” udbryder Ismar Cirkinagic med ærgerlse i stemmen, før jeg når at sige noget om, at man skulle tro, det var april, ”Jeg hader juni i Danmark, man ved aldrig, hvad tøj man skal tage på!”. Men nu er der jo meget, der er værre end vejret – og mere forvirrende. Jeg har for eksempel aldrig helt forstået det med de forskellige befolkningsgrupper, der først udgjorde det tidligere Jugoslavien, og derefter bekrigede hinanden. Derfor spørger jeg ham, om de etniske tilhørsforhold også før krigen var noget, han egentlig tænkte over?

”På landet lever folk oftest mere traditionelt og lægger derfor mere vægt på den slags, men det er som om ens baggrund smelter i byen. Prijedor, hvor vi boede, havde mellem 80.000 og 100.000 indbyggere. Min far er for eksempel af muslimsk afstamning, men han opfatter sig selv som kroat. Det etniske tilhørsforhold er ikke absolut, se bare på Ivo Andric, der vandt Nobelprisen for sit forfatterskab. Han var kroatisk katolik, opvokset i Bosnien, men fejres i dag som serber ligesom Nikola Tesla, der ganske vist var etnisk serber, men født i Kroatien og bosat i USA. Men fordi han var en stor opfinder, så regnes han af mange som serber. Men den slags mennesker er verdensfolk, og det er forkert at amputere dem fra verden”.

Hvad føler du dig selv som?

”Nu bor jeg her, og så er jeg dansker… Men jeg kan selvfølgelig ikke undgå også at føle min bosniske baggrund”.

Hvordan var stemningen før krigen? Vidste I, at den ville komme eller håbede man til det sidste, at det ikke ville ske?

”Da det gik helt galt, var det for sent at gøre noget. Der var demonstrationer for eksempel i Sarajevo, men de blev beskudt af snigskytter. En særlig strømning af serbisk nationalisme havde allerede bestemt sig for, at der skulle være krig. Men alle sider gjorde fejl, det var ikke en ren krig”.

Det har altid undret mig, hvordan man kunne se forskel på en serber, kroat og en bosinsk muslim?

”Det kan man heller ikke! Vi er alle af den slaviske stamme, der bare på et tidspunkt har valgt forskellige religioner. Derfor gjorde de serbiske nationalister det, at de satte nationalister fra andre byer ind, da de tog magten over Prijedor natten mellem 29. og 30. april, 1992. Det havde nemlig været vanskeligere at få lokale nationalister til at vende sig mod folk, som de kendte. Og de vidste, at der skulle flyde blod i gaderne for at sikre, at det slaviske folk ikke smeltede sammen igen”.

”Derefter fulgte de det typiske mønster, hvor man først siger: Vi ved I har våben, og dem skal I overgive til os. Men ligesom der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak, havde de ingen våben at overgive i landsbyen Hambarine udenfor Prijedor. Det er som om der findes en håndbog for den slags. Man kan også sende fem fulde idioter i en jeep ind i et farligt område, og når de så bliver angrebet, kan man svare igen. I Prijedor kom der et modangreb fra en flok ikke-serbere, og da det var slået ned fik vi over radioen at vide, at alle, der ikke var etniske serbere, skulle markere deres huse med hvide flag, og snart skulle vi også bære hvide armbind. Det var den eneste måde, man kunne finde ud af, hvem der var hvem. Har du set filmen ’Hotel Rwanda’? Det er altid det samme”.

Havde du selv venner, der pludselig begyndte at opføre sig mærkeligt, dér i begyndelsen af 1990’erne?

”Ja, mange. Jeg havde kendt dem før – og jeg kender de fleste efter. En af mine barndomsvenner kom pludselig med de mest ufattelige udtalelser. Prijedor skulle være serbisk – eller slet ikke eksistere! Kan du forestille dig, hvis nogen sagde at København skulle være …”

… Svensk?

”Ja, svensk! Eller slet ikke eksistere? Det er jo vanvittigt. Men det kommer jo fra andre, og i den alder er man meget følsom og modtagelig. I dag er en af mine gamle serbiske venner altid med mig ude, når jeg fotografere. Han er ikke nationalist længere, og han taler i det hele taget ikke meget om det mere. Men nationalisme giver dig sådan en dejlig varme. Det koster jo energi at forsøge at forstå hinaden. Alle aberne kan være en del af nationalismen, for det er let: der er ét flag, ét folk, én gud”.

”I dag bruger nationalisterne den forklaring, at det var en naturlig modreaktion de kom med, fordi nationalismen blev holdt nede under Tito. Men det er ligeså dårlig en undskyldning, som når man skyder al skyld på en dårlig barndom. Og desuden var der ikke så få af nationalisterne, der havde været centralt placeret også i det gamle regime …”

Hvordan var det så at komme til et asylcenter i Danmark?

”Det var en helt anden verden. Jeg var 19 år i 1992 og Danmark var nyt og spændende. Det er sværere for folk, der er vant til at arbejde, for det er næsten som at være i fængsel. Og det er også meget svært for dem, der er yngre end jeg var. Derfor forstår jeg heller ikke, at folk stadig sidder i asylcentrerne, for Danmark er alt for rigt et land til ikke at have plads til et par hundrede mennesker mere”.

Du blev optaget på Det kongelig Danske Kunstakademi i 2000. Var det krigen, der gjorde dig til kunstner?

”Nej, jeg har altid været meget kreativ, og de malerier jeg malede, der rent faktisk handlede om krigen, lykkedes ikke rigtigt. Det var først, da vi i 2003 lavede et samarbejdsprojekt med en række virksomheder, at jeg fik idéen til gulvtæppet ’Farewell my love’, som jeg skabte i samarbejde med Egetæpper. Det blev vist året efter på Charlottenborg. Men da jeg ikke kunne finde brugbare fotografier fra massegravene, tog jeg selv afsted for at tage billederne. Det var slet ikke min mening, at fortsætte i den retning, men jeg faldt i et hul fyldt med idéer. Til gengæld er jeg ikke interesseret i at få et kunstnerisk brand som ham, der arbejder med massegrave, for det handler aldrig kun om Bosnien”.

”Jeg klager også meget over Danmark, men det er en helt anden historien end Bosnien. Danmark har så store muligheder for demokrati, og så begår man den kæmpefejl at gå med i krigen mod Irak. Det er ikke de 500 danske soldater, der er problemet, det er det, at vi støtter USA på et forkert grundlag. Og pressens måde at håndtere det. Jeg så en spiseseddel hvor der stod ”uroligheder i Irak”, og det betød, at 200 mennesker var døde. En anden dag stod der ”Krig på Nørrebro”, men det var bare balladen om ungdomshuset de mente. Jeg kritiserer Danmark, fordi jeg er en del af Danmark, og jeg derfor også er ansvarlig. Også selvom jeg ikke kan stemme”.

Din bror flygtede kort efter du gjorde, og senere kom også dine forældre til Danmark. Hvad synes de om dine værker? Og taler i overhovedet om krigen?

”Det er et godt spørgsmål. Nej, vi taler sjældent om krigen. Min far er selv hobbymaler, og han synes jeg skulle male i stedet for. Han kan godt lide at se på farver og former, og ville også hellere have, at jeg arbejdede med noget mindre negativt. Han vil ikke forstyrres. Men han er også en gammel mand. Også store dele af den serbiske befolkning har problemer med amnesia, for det er svært for dem at bære al den skyld. Alle peger på Serbien, men man må huske, at rædslerne blev begået af radikale nationalister, politi og militære efterretningstjenester, i Serbiens navn. Mange serbere støttede dette, men heller ikke alle vidste hvad der skete, ligesom det forholder sig med danskere og Irak… Vi har alle vores hukommelesestab, noget vi hurtigt vil glemme. Spørgsmålet er, hvor meget vi kæmper imod denne trang”.

Hvordan tror du, at danskerne opfatter dine værker?

”En del ser det, ligesom de læser Ekstra Bladet. De tænker: Uha uha. Men de fleste er kunstinteresserede, og det fungerer godt for dem. Og for mig er det også spændende. Når du maler, er du i kontrol, men når du fotograferer må du finde motivet. Og du skal skynde dig, før skyen over majsmarken passerer”.

Er det mest kunstnerisk eller moralsk du er optaget af krigen som motiv?

”Det har jeg egentlig ikke tænkt over. Det driller mig, kan man sige. Det er vel som, hvis man er forfatter så skriver man, hvis der er noget ,man har brug for at få ud. Du er forfatter, og derfor er det din måde”.

Driller det dig så mere eller mindre, jo mere du arbejder med det?

”Man får nogle forklaringer, helt sikkert. Jeg var ung i starten af 1990’erne, der var meget jeg ikke vidste om krigen – og om livet. I dag forstår jeg mere, ikke kun om Bosnien, men også om Afrika, Irak og menneskers måder at reagere på i krisesituationer. Jeg har lettere ved at forstå andre nu”.