Joakim Esklidsen: ‘Tanden’, 2012. Copyright: Joakim Eskildsen og Gallery Taik Persons
En udstillings tema kan være i vejen, hvilket ’Venskaber’ er et bevis på
Venskaber, Nivaagaards Malerisamling, Gammel Strandvej 2, Nivå. Til 22. maj, 2016. tre hjerter
Jeg ville virkelig ønske, at den aktuelle udstilling på Nivaagaards Malerisamling havde en anden titel. Den kunne således sagtens have heddet noget i stil med ’relationer’ eller ’portrætter’. Men overskriften er altså ’Venskaber’ – som man så søger forgæves efter i langt de fleste af de udstillede værker.
Formegentlig er titlen tænkt til at binde udstillingens to dele sammen, nemlig de såkaldte ’venskabsportrætter’, som danske kunstnere udførte i 1800-tallets Rom, og en række fotografiske værker med årstal fra 1940’erne til i forgårs.
Men end ikke venskabsportrætterne viser som sådan selve venskabet. I stedet er de små tegnede portrætter af guldalderens mænd, der for en dels vedkommende er mindre kendte. Enkelte er dog fine skildringer, som Carl Blochs gengivelse af filologen F.C. Olsen, hvor ansigtet er detaljeret og levende, mens skitsen langsomt tager over og ærmeåbningerne kun er gengivet med få streger.
Tove Kurtzweil: ‘Susanne og Katrine’, uden år. Copyright: Tove Kurtzweil
Også i udstillingens fotografiske del volder det med venskaber problemer. Bedste bud i kategorien er faktisk Tove Kurtzweils både humoristiske, rørende og veludførte dobbeltportrætter af hunde og deres nøgne ejere. Her er hunden virkelig menneskets bedste ven, samtidig med at Kurtzweil skildrer begge parter med stor og smuk indfølelse.
Helt forrygende er også Joakim Eskildsens enorme fotografi ’Tanden’ (2012), der fanger den magiske samhørighed mellem to søskende. Det er et koncentreret øjeblik, hvor børnene er opslugt af den tabte tand, mens mønstrene i deres tøj står i kontrast til resten af rummet. Men man er altså ikke venner med sine søskende. Man er mere end det. Man er familie.
Der er endnu mindre venskab at spore i Peter Funchs ellers fabelagtige fotoserie fra New York. Funch fotograferer i gaderne, hvorefter han snedigt sammensætter det endelige værk således, at folk i færd med samme aktivitet tilsyneladende mødes. Et billede er fyldt med bekymrede blikke, i et andet taler alle i telefon, og selvom det ser (næsten) naturligt ud, så leger Funch med virkeligheden – og piller derved også ved opfattelsen af fotografiet som et sandhedsvidne (se min lille intro til serien ‘Babel Tales‘).
Bror Bernild: ‘Kan vi være dette bekendt?’, 1946. Copyright: Brandts Museum
Det er til gengæld som netop et sådan, Bror Bernild brugte sit kamera tilbage i 1940’erne, hvor han indigneret spurgte: ’Kan vi være dette bekendt?’. Spørgsmålet, der er den samlede titel på hans fotoserie, handler om børns vilkår i den københavnske slum, men med nutidens øjne er det ikke rigtig til at se fattigdommen. Eller for den sags skyld skildringen af venskaber i Bernilds billeder, hvilket nok heller ikke var hans ærinde, titlen taget i betragtning.
Fattigdommen er derimod til at tage at føle på i Tina Enghoffs fotografier ’Eventuelle pårørende’, hvor ensomme afdødes hjem udgør motiverne. Venskabet er her i negativ form, som et fravær af menneskelige relationer. Men kun i kraft af seriens titel, der peger i den retning. For fattigdom i sig selv er jo ikke nødvendigvis lig med ensomhed.
Enghoff bidrager desuden med en video fra 2013, der følger en flok unge drenge af anden etnisk herkomst i Folehaven. Det kunne have været en nutidig pendant til Bernilds bidrag, og så alligevel ikke rigtig, for der er en helt anden energi tilstede hos drengene, der ovenikøbet sikkert har haft stort udbytte af at deltage i projektet.
Med lidt god vilje kan Anders Petersens reportage fra 1960’ernes Hamborg, hvor ludere og lommetyve mødes på morgenværtshus, ses som billeder af venskaber. Men man kommer ikke rigtig ind i relationerne, menneskene imellem, måske fordi der er for få billeder af dem. Det modsatte ses i en serie af Krass Clement, hvor næsten identiske fotografier fra en nedslidt irsk bar ikke giver den store mening, sådan som det ellers nok var tænkt.
En anden udstillingsoverskrift alene havde næppe afhjulpet samtlige ankepunkter, men som det er nu, er den konstante jagt på billeder af ’Venskaber’ en unødvendig distraktion. Enkelte af udstillingens værker er dog fremragende og hele besøget værd, men med så uklart et fokus, kan det ikke blive til mere end tre hjerter herfra.