Mange har forsøgt at fortælle den store historie gennem den personlige fortælling, men få er lykkedes med balancegangen bedre end Jane Jin Kaisen
Jane Jin Kaisen: Community of Parting, Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv, København K. Til 16. august, 2020. Fem hjerter
x
Længes man efter for alvor at rejse, at befinde sig midt i en anden kultur og et anderledes landskab, så er Jane Jin Kaisens soloudstilling på Charlottenborg sagen. Men udstillingen er mindst ligeså relevant, hvis man i stedet mest er optaget af spørgsmål om identitet, historie eller feminisme.
Man bør bestemt også besøge Charlottenborg, hvis man vil opleve videokunst på et forrygende niveau, hvor billederne ikke bare står skarpt, men fortællingen også er til at forstå, uden at der af den grund gives køb på hverken det sanselige, poetiske eller politiske indhold.
Med andre ord er den hidtil største præsentation af Jane Jin Kaisens værker i den grad anbefalet, selvom man som besøgende må tage flere forholdsregler idet Charlottenborg er et usædvanligt ugæstfrit udstillingssted i sommervarmen. Så væbn dig med koldt vand og masser af tid – og kast dig så ud i den svimlende rejse, Kaisen tilbyder.
Det centrale værk på udstillingen er videoinstallationen ‘Community of Parting’ som Kaisen viste i den koreanske pavillon på Venedig Biennalen sidste år. Kaisen er nemlig født i Korea i 1980, men blev samme år adopteret af danske forældre og netop de mange aspekter ved adoption, samt den tvekulturelitet den kan medføre, er et tema, der går igen i flere værker og sammenhænge.
Omdrejningspunktet i ‘Community of Parting’ er således myten om den koreanske prinsesse, Bari, som bliver forladt ved fødslen, fordi hun er en pige. Men Bari trodser udstødelse, normer og fastlagte regler og bliver dermed i stand til som shaman at fungere som forbindelsesled mellem de levende og de allerede døde.
Hvordan det gøres i praksis ser vi i de sekvenser af den mere end timelange video, hvor den koreanske shaman Koh Sunahn fuldstændig forrygende gestalter Kaisens bedsteforældre, der grædende genser det bortkomne barnebarn. Det er i sig selv stærkt og bevægende, men Kaisen tilføjer desuden en påpegning af, at tiden skal foldes på hidtil usete måder, for at en afdød kan befinde sig sammen med os i det aktuelle nu.
Den dimension må jeg indrømme, at jeg ikke selv har haft med før, men det vil jeg have fremover. På samme måde hæver hele udstillingen den standard, jeg fra nu af vil dømme udstillinger på Charlottenborg efter, for jeg har sjældent set salene så smukt og naturligt udnyttet. Selv videoværkers evige problem, nemlig støjforurening fra værk til værk, er her vendt til en fordel og fremstår i stedet som et sammenhængende tableau af lyd.
Men hvorfor har man dog valgt at vise denne smukke og skelsættende udstilling midt om sommeren, hvor der altid bliver smeltende varmt på Charlottenborg? Det er selvfølgelig et problem for en hvilken som helst udstilling, men når der, som her, er tale om videoværker, der kræver mørke og masser af tid, bliver problematikken kun endnu mere markant.
Selvfølgelig har man villet markere både 70 året for Koreakrigens udbrud og den aktuelle ansættelse af Jane Jin Kaisen som medprofessor for Skolen for Mediekunst på Det Kongelige Danske Kunstakademi, der er nabo til kunsthallen. Men den markering havde også fungeret i sensommeren.
Nu må man som sagt i stedet tage sine forholdsregler, før man kaster sig ind i udstillingen, så man har stamina nok til at følge Kaisens både svimlende og sensuelle fortælling, der som en anden shaman folder både tid og afstande.
Forholdet mellem den store og den lille historie, mellem begivenheder på verdensscene og de liv, vi lever helt privat, er ofte blevet brugt som drivkraft og virkemiddel, også i kunsten. Men få har som Jane Jin Kaisen formået at flette de to sammen så naturligt, at det er som at betragte fraktaler, hvor man i detaljen finder konturen af det helt store billede.