Jenny Holzer: Krigens begyndelse vil være hemmelig

Hun er blevet betegnet som ligeså sky som Greta Garbo. Og som Andy Warhols arvtager. Men den amerikanske kunstner Jenny Holzer er mere virkelig end Garbo – og mere bevidst end Warhol.

“ Jeg ville udtrykke noget, gøre en forskel, men at blive socialrealistisk kunstner var udelukket – jeg tegnede simpelthen ikke godt nok !” siger Jenny Holzer og slår håret væk fra ansigtet. Det er ikke helt til at afgøre, men jeg synes hendes øje glimtede i morskab da hun slog med hovedet. Vi sidder på den svenske friherregård Wanäs, et par timer før indvielsen af Jenny Holzers seneste projekt: et kunstværker der strækker sig knap to km. rundt om parken. Men det er ikke en park i hverken dansk forstand eller størrelse. I Danmark ville vi kalde det en skov. Og det der strækker sig er et gammelt stengærde, som Jenny Holzer har tilføjet over 200 af sine sentenser og små sandheder, hugget ind i naturstenen.

Det var i frustration over ikke at kunne udtrykke sig klart nok, at Jenny Holzer sidst i 70’erne begyndte at bruge ord i sine værker. Serien ‘Truisms’, sandheder, blev trykt som plakater og ophængt på gader og stræder, så New Yorkerne kunne læse sentenser som ‘at være glad er vigtigere end alt andet’.

” Til ‘Truisms’ opfandt jeg falske klichéer, sætninger der lød som ‘rigtig’ lommefilosofi, men lod dem ofte indeholde et twist. Det jeg forsøger med serien, er at samle så mange synspunkter som muligt, sådan at alle vil kunne genkende sig selv, eller i det mindste nogen de kender, i udsagnene. Og når alle disse synspunkter er bragt på banen og genkendt, så er det jeg spørger: hvad gør vi så herfra? Hvordan kan vi få alt dette til at passe sammen – og leve sammen “.

Da du først begyndte at arbejde med ord i dine værker, vidste du så med det samme, at du havde fat i noget du virkelig kunne bruge?
+ “ Jeg er aldrig sikker. Jeg er stadig ikke sikker “, svarer Jenny Holzer. Selvom hun har haft enorm international succes som kunstner i mere end to årtier, og hendes værker vises på de mest prestigefyldte museer og udstillinger verden over.
I starten af 80’erne ændrede Jenny Holzers beskeder udtryk. Først og fremmest begyndte hun at arbejde med lysdioder, de såkaldte LED-skilte, som man kender for lysaviser- og reklamer. Men også sentensernes indhold udviklede sig, og serien ‘Survival’ er som en guidebog for overlevelse på jorden, fyldt med nyttige råd som: spyt en mundfuld mælk ud over en person hvis du hurtigt vil finde ud af noget om dennes personlighed.

Op igennem 80’erne slog Jenny Holzer sit navn stadig mere fast, blandt andet ved at deltage på ‘Documenta 8’ i 1987 og med en stor separatudstilling på Guggenheim Museet i New York, hvor hun lod sine sentenser løbe som lysbogstaver rundt i museets sneglehuscentrum. I de tidlige 90’ere udvidede Jenny Holzer sit felt til også at omfatte Virtual Reality og internettet, ligesom hun samtidig gik i den stik modsatte retning og fik sine sentenser hugget ind i sten.
Således arbejder Jenny Holzer ubesværet i medier, der spænder fra oldgamle traditioner til den nyeste teknik. Præcis som hun udvisker grænserne mellem lavkultur og finkultur, ikke mindst ved at lade sine værker dukke op på steder, hvor man forventer at finde en reklame.
“ Da jeg begyndt at lave T-shirts og kasketter, blyanter og kaffekopper, så var det fordi det var god og billig kunst – ligesom lysskiltene. Jeg kan godt lide at lade mennesker møde kunstværker, uden at de nødvendigvis ved, at det er kunst de kigger på. I Rio har jeg prøvet at projiceret sentenser op på bølgerne ved stranden. Det var ikke blevet annonceret, de der så det var ikke blevet inviteret, de var der bare. Jeg sad og så på folks reaktion – og der var flere der græd! Det blev jeg meget rørt over “.

Også i 1996 arbejdede Jenny Holzer med projicerede ord, der gled over floden Arno og de bygninger der ligger langs dens bred. Her blev sætningerne mere personlige, centreret omkring kroppen og mødet med et andet menneske: Jeg smiler. Jeg rører dit hår. Jeg dufter dig på min hud. Jeg kan ikke ånde.
Skjuler du dig selv bag dine ord?
“ Nogle gange gemmer jeg mig, andre gange gør jeg ikke. Faktisk er jeg nogen gange bizart åben i mine sentenser “ siger hun og smiler, så hendes ansigt, fint furet som et vildtvoksende træs bark, gennembrydes af en næsten overvældende imødekommenhed. Og skønhed.

I stengærdet på Wanäs finder man sentenser fra ‘Truisms’, ‘Survival’, ‘Arno’, samt fra Jenny Holzers mindesmærke i den tyske by Erlauf, hvor ordene er hugget ned i flisernes granit og fortæller små forfærdende glimt af krigens historie. ‘Barnet går på et brækket ben’. ‘Soldaten bider dig i maven’. ‘Søn af en voldtægtsforbryder’.
“ ‘Erlauf’ er vel nærmest et anti-mindesmærker “ siger Jenny Holzer, “ for et mindesmærke fortæller os, at alting er fint nu, men mine mindesmærker skulle gerne fortælle, at meget endnu ikke er løst. At det her er hvad der sker, når freden slår fejl “.

“ Helt grundlæggende er der to spor i min produktion, der dog ikke udelukker hinanden. Det ene er værker skabt til en bestemt arkitektur, en bestemt placering – og det gælder også for eksempel på internettet – og det andet er det politiske kunstværk. God kunst har et ansvar, men den skal også passe på ikke at være for nyttig.
Et af kunstens problemer er, at den konstant får enten for meget eller for lidt respekt “.
 Er dine sentenser blevet mere politiske med årene?
“ I ‘Truisms’ benyttede jeg mig at en neutral stemme. Faktisk kunne man godt tro, at der var en maskulin stemme bag ‘Truisms’. Det var overlagt fra min side, for jeg regnede med at kunne komme bredere og længere ud på den måde. I de seneste år taler jeg stadig mere tydeligt som kvinde, og nu får jeg at vide at mine synspunkter er mindre generelt relevante!”

I 1993 skabte Jenny Holzer værket ‘Lustmord’ til Süddeutcher Zeitung Magasin. ‘Lustmord’ baserede sig på bosniske kvinders rædselsberetninger fra krigen, ikke som direkte referater, men som essensen af disse oplevelser.
“Jo længere ude reaktionerne og beskyldningerne mod et værk er, jo mere ramt kan man regne med at angriberen er. Reaktionerne på ‘Lustmord’ var bestyrtelse blandt kvinder, der umiddelbart kunne identificere sig med de misbrugte, mens mænd åbenbart ofte følte sig meget truede af værket. Nogle beskyldte det for at være en helbredsfare, fordi jeg havde blandet blod i tryksværten, mens andre direkte karakteriserede værket som en forbrydelse. Det er jo at vende tingene fuldstændig på hovedet: det, der er en forbrydelse, er hvad der er overgået disse (og mange andre) kvinder. Ikke værket!”

Jenny Holzer er feminist. Og selvom hun har en solid karriere, er hun ikke blind for kunstverdenens uligheder.
“ Kunst udført af kvindelige kunstnere er stadig billigere end kunst udført af mænd. Det kan til dels skyldes, at kvindelige kunstnere ofte arbejder i andre medier end maleri, og maleriet er stadig den dyreste kunstform. Men det er også stadig sådan, at der rent statistisk er færre chancer for, at en unge kvindelig kunstner slår igennem, end for at hendes mandlige kollega gør. Og statestik er et sprog samlere, investorer og store institutioner forstår, og så holder de sig på afstand af de kvindelige kunstnere “.

Hvordan ser det så ud for fremtidens kunst?

“ Der vil altid være politisk kunst, også i fremtiden. Og så vil jeg gætte på, at der i de kommende år opstår mange nye medier. Også efter krigen, hvis den kommer snart “.
‘Krigens begyndelse vil være hemmelig’

Bonusinfo:
Jenny Holzer er født i 1950 i USA, og uddannet indenfor kunst og design på Ohio University og Rhode Island School of Design, hvorfra hun tog afgang i 1977. Sammen år flyttede hun til New York City og satte sine første plakater med ‘Truisms’ op i byen. I 1982 arbejdede Holzer for første gang med lysdioder i ‘Messages to the Public’ på Time Square. I 1987 deltog hun på Documenta i Kassel og i 1990 repræsenterede hun USA ved Venedig Biennalen – og vandt Guldløven for bedste pavillon. 1993 bød på nye medier: værket ‘Lustmord’ blev trykt i Süddeutcher Zeitung Magasin 19. november, mens Holzer arbejdede med virtuel virkelighed til Guggenheims udstilling ‘Virtual Reality: An Emerging Medium’. I Danmark har man kunnet se Jenny Holzers værker på Louisiana (‘The Venice Installation’, 1991, ‘Walking and Thinking and Walking’, 1995, og ‘Nowhere’, 1996) og på Brandts Klædefabriks (‘Dialogue with the Other’, 1994). Internationalt forbindes hun umiddelbart med værker til Guggenheim, både i New York og Bilbao, og ikke mindst med alle de værker, man slet ikke opdager er kunstværker. Jenny Holzer har udstillet overalt i verden.

 

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.