”Danmark. Står der på væggen, med halvanden meter høje bogstaver.” Stemmen er høj og klar som det lys, der falder skråt ind ad vinduerne. ”Danmark. Hverken mere eller mindre. Men det er også nok til at starte en lavine af betydninger, associationer og forestillinger”.
Jens Haanings studiomanager, Julie Mikines, fortsætter med at læse op, til hun er hele vejen igennem interviewet med ham, som jeg skrev for efterhånden elleve år siden. Ind imellem tager han sig til hovedet mens hun læser. Andre gange nipper vi bare i tavshed til den friskbryggede myntete og ser på solskinnet mens vi lytter.
Siden sidst har Haaning blandt andet været professor i Odense. Det var en tid, hvor han pendlede over Atlanten ti gange om året og kun tilbragte 48 timer i USA ad gangen. Den gang var det nok til at sætte en udstilling op, holde et foredrag, lave lidt business og så smutte hjem igen. Men sådan er det ikke længere. Jens har de seneste fem år brugt det meste af sin tid på sin psykiatriske lidelse, hvor han har været så hjerneskadet og fysisk forkommen, at han har haft svært ved at rejse. Det går stille og roligt bedre med Jens’ helbred, men han har stadig store læse- og skrivevanskeligheder.
”Selvom jeg er mere presset end tidligere, er jeg ikke blevet blidere med årene” siger Jens Haaning, ”Men jeg er måske nok blevet mere velformuleret. I dag siger jeg ’udemokratiske’ i stedet for ’nazister’. Betydningen er den samme, jeg er bare bedre til at artikulere det”.
Et af Haanings seneste værker kan opleves på Nordkystens Kunst Triennale 2016. Værket er et Dannebrogsflag opsat i Gilleleje Fyrkros flagstang, men alt er ikke, som det plejer at være, for i stedet for den velkendte røde baggrund, er dette flag grønt. Grøn er komplementærfarven til rød, så man kan, navnlig hvis man ser et fotografi af flaget, tro, at der er tale om et negativ.
”Kan du huske de gamle Kodak-fotos fra sommerferien?” spørger han begejstret, og det kan jeg.
”Det sjove er jo, at det alligevel er turbomeget et Dannebrog” fortsætter han, ”Og så er grøn en farve, der bliver brugt alle vegne, selv hos Coca Cola og McDonald’s, fordi de vil signalere, at de er med på den grønne bølge”.
”Men man kan altså ikke have to koncepter kørende på én gang. Enten er det økologisk eller også er det ikke. På samme måde kan man ikke have et kongehus i et demokrati”.
Nej, Jens Haaning er ikke blevet meget mildere med årene. Og han er bestemt heller ikke holdt op med at skabe værker, der vækker både opsigt og debat.
For elleve år siden sagde du, at den politiske kunst var et modefænomen. Hvad synes du i dag?
”I dag må jeg indrømme, at jeg tog fejl og at det ikke var tilfældet. Jeg må konstatere at den illustrative naivistiske politiske kunst er kommet til at fylde rigtig meget på kunstscenen i Danmark. Den keder mig imidlertid enormt – kunst som siger det samme som alle Politikens læsere kan blive enige om. Men jeg ser et positiv potentiale i nogle af de yngre kunstnere, som jeg vil påstå arbejder politisk. Her tænker jeg eksempelvis på Søren Thilo Funder og Hesselholdt & Mejlvang. Sådan som jeg ser det, præsterer de samtidig med at have et politisk ærinde, at være både eksperimenterende, fabulerende, modige og anarkistiske. De udfordrer også det billedkunstneriske sprog og den indbyggede småborgerlighed, der ligger i hele det segment, som kalder sig politisk. Ja, her tænker jeg på venstre-fløjen.”
Hader du så også stadig Danmark?
Spørger jeg. Det er et lidt ondt spørgsmål, det ved jeg godt, for Haaning har fortalt mig, at han har fået revet netop det citat fra det gamle interview i næsen mange gange i årenes løb. Men jeg spørger alligevel.
”Nu da jeg er blevet lidt ældre, vil jeg godt tillade mig at være mere personlig. Og jeg vil sige, at jeg i mit privatliv har fået lidt mere erfaring med Danmark. Her er jeg glad for den pædagogiske indsats der er blevet investeret i mine børn, men de er desværre nok også den sidste generation, der når at gå i de gode børnehaver og skoler”.
”Det er også flot, at nogen betaler mig for at sidde her og nørde – og bruge lidt længere tid til at tænke over tingene. Så privat er jeg glad og taknemmelig…”
Han trækker vejret ind på en måde, der næsten får solen til at forsvinde. Eller måske bare søge dækning. Efter solskin kommer regn, siger man. Men hos Haaning er der nærmere tale om et skybrud, der dog begynder næsten umærkeligt:
”Jeg er ikke så rastløs og aggressiv som for elleve år siden”, bedyrer han, ”Men det er gået endnu værre, end jeg havde forestillet mig. Ikke så meget materielt, men der er fandmer ingen, der kan huske, hvad ’etik’ betyder længere!”
Den mangel førte, i følge Haaning, til blandt andet karikaturkrisen, som han selv fik konsekvensen af helt ind på livet, da han blev inviteret til Teheran i forbindelse med åbningen af en udstilling, som han selv var med på. Arrangørerne kunne dengang kun garantere for hans sikkerhed, hvis altså han kunne rejse på et andet pas, end sit danske.
”Dér peakede det, tænker jeg. Men også på det mere lokale plan er den gal, for nu går man efter kontanthjælpsmodtagerne. Jeg bor i socialt boligbyggeri og for fem år siden var naboerne på overførselsindkomst. Nu er de unge akademikere, mens de enlige indvandrerkvinder med børn bliver smidt ud”.
”Samtidig har vi historisk og helt grundlæggende ændret os til at være en krigsførende nation. Første gang det knækkede var med Bosnien-krigen og siden er vi bare gået med hver gang USA har indledt en krig. I andre lande er det anderledes. Spanien går aldrig med i krig på grund af deres fortid med Franco og i England er der debat hver gang. Kun Polen er ligesom os: et stabilt krigsførende land”.
At det er sådan, landet ligger, lader Haaning os ikke glemme. På væggen i hans atelier hænger et stort stationsur, der følger tiden det sted, der står skrevet på det: Kabul. Egentlig skulle det have været et permanent opsat værk i midterrabatten på Lyngbyvejen nord for København, men det blev ikke til noget.
I stedet har konceptet netop været realiseret ved stationen ’Trianglen’ i Malmö. Men Jens Haaning lægger ikke skjul på, at han hellere havde set det permanent opstillet i København.
”Idéen bag værket er at lave et krigsmindesmærke, et monument. Sådan at vi både i dag og i fremtiden bliver mindet om, hvordan vi sameksisterer både i dag og i fremtiden. Jeg vil jo gerne samfundet noget, ikke? Men indtil videre er jeg ikke kommet i betragtning til at lave et permanent værk for Statens Kunstfond eller andre tilsvarende institutioner i Danmark. Men det kan være, at det sker en dag…”
Til gengæld er der, med Haanings egne ord, ”ingen grænser” i Holland, hvor hans værk i form af et vejskilt med oplysningen om, at der er 5012 km til Afghanistan, har været at finde nær Ytrecht i flere år.
Men indtil videre er det ”største” værk af Haaning at finde i Warsawa-bydelen Bródno. Dette værk er opført i 120 tons mursten og beton, og er formet så der netop skrives bydelens navn ’Bródno’. ”Værket er gået hen og er blevet en del af bydelens identitet”. Idéen bag værket er at lave et muret monument for bydelen, som samtidig er en hyldest til håndværkerens arbejde – en art arbejderklassens Hollywoodskilt.
Hvordan ser du din rolle som kunstner i dagens samfund?
”Jeg er ikke sikker på, at jeg vil forsætte med at se mig selv som udelukkende billedkunstner, da jeg ikke længere er i stand til at rejse rundt i verden og praktisere, som jeg kunne før. Jeg er begyndt at samarbejde med dygtige aktører inden for andre kulturområder, som stiller sig positive over for de koncepter, som jeg udvikler. Ud over at vi her på atelieret laver kunstværker og udstillinger, er vi også begyndt at lave designkoncepter til beklædning. Desuden har vi travlt med aktiviteter i det galleri, som jeg, sammen med kunstnerkollektivet Superflex, etablerede tilbage i 2005 i Karachi, Pakistan. I mindre skala arbejder vi lige nu på atelieret med at lave et frimærke og en vinflaske til en københavnsk vinbar. Så ja, jeg er fortsat billedkunstner, men jeg drømmer også om at kunne bidrage med noget til samfundet inden for andre kulturgenrer.”