Jeppe Hein, 2008
Den unge kunstnerkomet, Jeppe Hein, er, med base i Berlin, i færd med at erobre verden med sine interaktive værker, som nu også kan opleves på Statens Museum for Kunst – og i Præstø
Jeppe Hein vandrer tålmodigt igen og igen forbi fotografen, så billedet af ham, midt i den usynlige labyrint, kan blive helt rigtigt. At være ung kunstner med international karriere kræver alsidighed, bekræfter Jeppe Hein med et grin, men da fotografen foreslår, at han lukker øjnene på billedet, siger han nej.
”Hele værket handler om interaktion og bevægelse” forklarer han, ”Hvis jeg skal stå med lukkede øjne, kunne jeg jo ligeså godt have mørkelagt hele x-rummet. Men det er netop vigtigt, at man kan se hinanden”.
Frem til 27. august, 2005, kan man i x-rummet på Statens Museum for Kunst selv afprøve den usynlige labyrint – eller faktisk de seks af slagsen, for labyrintens udformning skifter hver ugedage museet har åbent. Sådan var det også i efteråret 2004, hvor Jeppe Hein viste værket i Centre Pompidous l’Espace 315.
Omdrejningspunktet er, som i alle Jeppe Heins værker, beskueren, der sættes i et anderledes direkte forhold både til værket og til eventuelle andre publikummer. I nogle af Heins tidligere værker var mødet mellem værk og beskuer noget voldsommere, end det, der opstår i den usynlige labyrint: Værket ’Bear the Consequences’ (tag konsekvensen), som man i 2003 kunne opleve i Stockholm, spyede ild ud imod beskueren, mens publikum på Den Anden Biennale for Keramik i Samtidskunsten, der blev afholdt i den italienske by Albisola, befandt sig i den uhyrlige situation, at det keramikfad, de netop stod og så på, faldt på gulvet og gik i stykker.
Det er sensorer der udløser både ild og faldende fade, bevægelige vægge og springvand, der ændrer intensitet alt efter hvor beskueren befinder sig. Et af disse springvand kan man for tiden opleve ved Havnen i Præstø, hvor Præstø Kunstforening desuden udstiller adskillige af Jeppe Heins mindre værker i aktivitetshuset. Allerede for tre år siden henvendte kunstforeningen sig til Hein, men først nu er det hele faldet på plads – midt mellem udstillinger på nogle af verdens mest prestigefulde museer.
”Med udstillingen i Præstø forsøger jeg at vise forskellige tilgange til værkerne, forskellige niveauer af interaktion med og af samtidskunst. Her har kunsten en anden betydning end man er vant til – og en helt anden funktion. Der er ikke noget ophøjet og utilnærmeligt ved værkerne, så folk, der ellers aldrig før har haft noget med kunst at gøre, interagerer pludselig og leger videre med værkerne”.
”For nogle kunstnere er det helt afgørende, at man forstår deres mening med værket, men jeg synes beskueren skal kunne få en individuel oplevelse. Derfor kan mine værker oftest opleves på flere måder, fra den fysiske leg til den intelektuelle eftertanke. Men alle måder er lige gode. I ’Vandpavillonen’ er det først og fremmest det sociale, der er i fokus. Værket skaber en god atmosfære og det er det, det handler om. Og om at få Præstø på landkortet! Det er jo trods alt min fødeby. Jeg ville bare ønske at den nye kommune med Præstø, Stege og Vordingborg, ville gå sammen om at købe værket og så skiftes til at stille det op”.
Jeppe Heins vandpavilloner har allerede vagt jubel fra det første, ’Space in Action/Action in Space’, der i 2002 blev vist i München, over det interaktive springvand, Hein viste på Venedig Biennalen året efter, og som han i 2004, under overskriften ’Laboratorium for Undersøgelse af Projekt Forplads’, videreudviklede til både en udstilling og et konkret forslag om forandring foran Køge Skitsesamling.
Sit første interaktive værk skabte Jeppe Hein i 1999, som gæsteelev på Städel Hochschule für Bildende Künste, Frankfurt am Main. Hjemme i København havde han gået på Det kongelige Kunstakademi to år, samtidig med at hans tidligere uddannelse som tømrer kom ham til god brug i arbejdet som assistent for andre kunstnere, først og fremmest Olafur Eliasson, der allerede sidst i 90’erne havde en international karriere kørende.
År 2002 ser Jeppe Hein selv som sit gennembrudsår, ikke mindst på grund af en udstilling i Johann Königs galleri i Berlin, hvor en sensorstyrets metalkugle slog ind i væggene, så snart der var nogen i rummet:
”På den måde var det publikums tilstedeværelse, der var skyld i nedbrydelsen af gallerirummet”, griner Jeppe Hein, og tilføjer i samme åndedrag, at Johann König har en stor del af æren for hvor godt det går: ”Johann er fuldstændig fantastisk. Vi har hjulpet hinanden frem, og i dag har han nok det største og flotteste galleri i Berlin”.
Og netop det med at hjælpe hinanden, er karakteristisk for Jeppe Hein, der mener at kunstnere skal se hinanden som kolleger, ikke som konkurrenter. Derfor har han altid en mappe med billeder af værker, udført af unge og endnu ukendte kunstnere liggende, så han kan vise den frem til de kuratorer fra store museer, der kommer til hans værksted i Berlin for at aftale udstillinger.
”Da jeg var assistent for Olafur (Eliasson, red.) præsenterede han mig aldrig som sådan, men som en ung, dansk kunstner. Det har jeg taget med mig. Jeg får lige så stor glæde, ved at hjælpe en kunstner med på en udstilling eller ind på en uddannelse, som var det mig selv. Det er næsten bedre end at lave kunst! Og vi, der arbejder med interaktiv kunst, har fundet ud af, at det er godt at være flere. På den måde kan vi inspirere hinanden, presse hinanden til at yde det bedste, og vi står stærkere både i kunsthistorien og rent politisk”.
For to år siden, da Politikens Birger Thøgersen besøgte Jeppe Hein på hans værksted, var der to ansatte. I dag er tallet oppe på otte, og der er endnu flere løst tilknyttet.
”Jeg geninvesterer alle mine penge i værkstedet, og hjulet bliver langsomt større og større, men jeg er ikke millionær endnu! Mine værker er dyre at producere og nogle gange må projekter skrottes langt inde i forløbet. Jeg har et stort studie, telefoner og en kok, der kommer og laver mad til os tre gange om ugen. Men så koster det jo også halvt så meget i Berlin som i København …”
Listen over steder, hvor Jeppe Hein enten har eller skal udstille, er imponerende, men det synes ikke at gøre det store indtryk på Jeppe Hein selv. Det har det til gengæld gjort at blive far:
”At få en datter er det mest fantastiske i verden – fordi der pludselig er én, der er meget vigtigere end en selv, ens kunst og ego. En kunstner er jo defineret af sit navn, så det er sundt at få flyttet fokus. Jeg må i det hele taget til at fokusere mere, at prioritere hårdere, men jeg vil jo gerne sige ja til alt”.
Men selvom Jeppe Hein er venligheden selv og konstant gør sine omgivelser godt tilpas med et medfølende ord til en teknikker, der skal til tandlægen, et håndtryk eller simpelthen et stort smil, så er han faktisk begyndt at sige nej. Blandt andet til kuratorerne fra Tate Modern i London, der ville forbi og tale om hans kommende udstilling. Det var midt under årets Berlin Biennale, og Hein ville hellere bruge sin sparsomme tid på at tale med eleverne fra Det Fynske Kunstakademi.
Det er ellers ikke fordi Jeppe Hein har været så voldsomt eksponeret her i sit hjemland. Han var med på gruppeudstillingen ’Take Off 20:01’ på Århus Kunstmuseum i 2001, og det var meningen, at han skulle lave en stor udstilling på Arken, men det blev aldrig til noget, og i stedet måtte man sidste år til Helsingborgs Dunkers Kulturhus, for at opleve Heins ’Roller Coaster’ (rutschebane). Desuden har man selvfølgelig kunnet følge Jeppe Hein hos hans danske gallerist, Nicolai Wallner, der igen til efteråret viser en separatudstilling, ligesom Willumsen Museet permanent udstiller et af Heins værker.
Jeppe Hein på ARoS, 2010
Nu er Jeppe Hein så endelig at finde på Statens Museum for Kunst, og i 2008 skal han vise en stor udstilling på ARoS. Men selvom han har boet i Berlin siden 2000, så følger Jeppe Hein med i hvad der foregår herhjemme. Derfor var han også helt klar over, at Statens Museum for Kunst ville bruge hans aktuelle udstilling som bevis på, at man da interesserer sig for samtidskunsten i Sølvgade.
”Men Statens Museum for Kunst må virkelig gøre en kæmpe indsats, for ikke fuldstændig at blive overhalet af ARoS. Samtidskunsten er så vigtig, fordi den kan formidle en dialog. Lige nu er samtidskunsten på mode, så man lytter virkelig til hvad vi siger, og derfor er det afgørende, at vi i vores værker taler om politiske og sociale problemer. Og at vi kritiserer kunstverdenen, sådan som den ser ud i dag. Det er selvfølgelig det, jeg prøver at gøre. Og når der nu ikke vises mere samtidskunst på Statens Museum for Kunst end der gør, så synes jeg det var passende at vise ’Usynlig Labyrint’, der både er konceptuelt hårdt og samtidig meget socialt engagerende”.
Jeppe Hein er også medlem af socialdemokratiets tænketank, der skal hjælpe partiet med at sammensætte en ny kulturpolitik, sådan som man kunne læse her i avisen 5. maj i år. Det bliver dog mest fra sidelinjen han kommer til at deltage, men han har intet imod at den eksponering, han for tiden oplever, bruges til at sætte yderligere fokus på kulturdebatten. Desuden er han i gang med adskillige projekter, der nærmere er udsmykningsopgaver end egentlige værker. Som for eksempel et samarbejde med arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen om en højskole i Silkeborg, eller et udkast til en udsmykning af et nyt geologisk museum på Møns Klint.
”Jeg synes det er spændende at blive brugt på den måde. Danskerne er begyndt at se på det kreatives potentiale og kunstnernes ekspertise på en helt ny måde. Mange kunstneres karrierer går op og ned, og jeg ved ikke om det også kommer til at ske for mig, men jeg frygter det ikke. Jeg spreder mig. For det er spændende, at det er så bredt, det man skal!”