Jeremy Deller – vinder af Turner Prize 2004

Jeremy Deller Turner PrizeJeremy Deller (født 1966) er egentlig uddannet kunsthistoriker fra blandt andet Courtauld Institute of Art i London, med speciale i barok kunst og arkitektur, men han blev hurtigt klar over, at han hellere selv ville skabe kunst, end arbejde med andres frembringelser.

Hans tilgang til kunsten har fra starten bevæget sig i områder udenfor den traditionelle kunstopfattelse. Jeremy Deller har trykt T-shirts, ophængt plakater for fiktive udstillinger, som han gerne selv ville have kurateret, og han har fået Manchesters berømte Williams Fairey Brass Band til at spille Acid House ved åbningen af det nye Tate Modern museum i år 2000.
Det kan umiddelbart lyde som ren fis og ballade, men så snart man ser nærmere på Jeremy Dellers projekter opdager man, at han har ret i at se forbindelser overalt. Brass Bands og Acid House har for eksempel det til fælles, at begge musikformer er folkelige, knyttet til arbejderklassen, navnlig i det nordlige England. Desuden mener Deller, at begge musikformer har været en del af et mediehysteri, Acid House i forbindelse med narkotika, mens han kæder Brass Bands sammen med den store minearbejderstrejke.
Og netop minearbejderstrejken i 1984 – 85 er udgangspunktet for et andet af Jeremy Dellers værker, der ikke opfører sig helt som man er vant til. Men som alligevel giver ganske god mening. I 2001 genopførte han slaget ved Orgreave, hvor strejkende minearbejdere stødte sammen med politiet (se også min anmeldelse af udstillingen ‘Fighting History’ på Tate Britain, 2015, ved at klikke her … eller følge linket nedenfor). Tilbage i Thatchers 80’ere var der ingen forhandlingsløsninger, men ved at genopføre slaget, både med statister og adskillige af dem, der var med den gang, ønskede Deller at sætte skub i en længe savnet diskussion om det skete – og eventuelt også tilgivelse.
Jeremy Deller er en kunstner der tror på kunsten, også som en politisk faktor. Hans arbejde cirkler om sammenhænge, både i samtiden og historisk. Således byder et af hans seneste projekter,  ’After the Gold Rush’ fra 2002, på scener fra blandt andet gavebutikken i det højsikrede fængsel San Quintin, steder hvor Black Panthers hang ud og det enorme mormon Temple of the Church of Jesus Christ, alt sammen del af en skildring af San Francisco i dag. Man kan simpelthen ikke undgå at opdage nye sammenhænge i selskab med Jeremy Dellers kunst. Og sammenhænge giver stof til eftertanke.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.