Stillbillede fra Jesper Justs ‘Bliss and Heaven’, 2005
Han ville lave film, men gik på Kunstakademiet – og kom alligevel til at arbejde med levende billeder. Nu har Tate Modern netop købt et af hans værker.
Allerede når Jesper Just hilser, fornemmer man den dobbelthed, der synes at ligge i hans natur: på den ene side afslappet, grænsende til det uoverlagte, på den anden side seriøs som bare satan. Men venlig og imødekommende hele vejen igennem. Han rækker hånden frem til et håndtryk, der er varmt og blødt til man rammer benet, og byder indenfor på hans værksted.
Jesper Justs værksted ligner ikke et typisk kunstner atelier. Her er ingen oliemaling i klatter og hverken værktøj eller andre sælsomme ting fylder hylderne. I stedet står der et par monitorer på bordet, mens gulvarealet domineres af et gigantisk fjernsyn – og en sofa man kan sidde i, mens man ser på det. Jesper Justs medie er filmen, den få minutter lange film, der på én gang lukker sig om sig selv og sender den, der ser, på en indre opdagelsesrejse.
Stillbillede fra Jesper Justs ‘Bliss and Heaven’, 2005
Snart fyldes den store skærm af en kornmark, så moden og gylden, at man får lyst til at sætte tænderne i den. Kameraet følger en ung mand, der traver gennem kornet, og man kan mærke hvor varmt det må være, hvordan det føles når de bristefærdige aks rammer de hængende hænder. Klip. En skrattende larm afløser brat de naturtro lyde fra bevægelsen gennem kornmarken, og billedet skifter til en højspændigsmast.Klip. Tilbage på marken. Klip.
Hvad der derefter sker i værket ’Bliss and Heaven’, er endnu vanskeligere at forklare. Men den unge mand sniger sig efter en lastbilchauffør ind i lastbilen, hvor truckeren, nu iført dametøj og paryk, synger en sang fra en teaterscene, med den unge mand som eneste publikum. Da tæppet går ned klapper den unge mand, men det er svært at afgøre om det er i beundring eller i begyndende aggressivitet.
Stillbillede fra Jesper Justs ‘Bliss and Heaven’, 2005
” Mine værker bliver tit sat i en bøsse-bås. Man vil jo altid gerne forstå hvad man ser, men det er bare for let at se det sådan. Det er ikke det, der interesserer mig. Det, jeg arbejder med, er næsten altid et forhold på tværs af generationer, måske et far-søn forhold. Det handler om mænd, der viser følelser i det offentlige rum”.
”Det er også derfor dialogen tit er sang, for det understreger udvekslingen. Sangen er tegn på kærligheden mellem dem der synger, tegn på sårbarheden. Man kan gå lidt udenom hjernen med en sang og måske ramme anderledes”.
Og ramt, det har Jesper Just. Tate Modern i London har netop købt ’Bliss and Heaven’, ligesom hans værker findes på både Arken, ARoS og Statens Museum for Kunst. Samt flere steder i udlandet, selvfølgelig. Sidste år udstillede Jesper Just separat i Toronto, Torino og New York, ligesom han var repræsenteret på en lang række gruppeudstillinger. Lige nu er han gæst hos Grønningen på Charlottenborg, og senere på måneden åbner hans separatudstilling på Herning Kunstmuseum. Og så er det kun to år siden Jesper Just blev færdig på Akademiet.
Det var også i 2003 at Christina Wilson spurgte ham, om han ville repræsenteres af hendes galleri. Og han har ikke fortrudt at han sagde ja, for hun har gjort et enormt arbejde for ham. Derfor kan Jesper Just koncentrerer sig om sine film, og det er der også brug for.
Stillbillede fra Jesper Justs ‘Bliss and Heaven’, 2005
” Jeg lavede fem værker sidste år, og da de tager omkring to måneder at lave hver, så det passer jo meget godt. Det er ikke så frihedsagtigt ” siger han eftertænksomt.
Jesper Just har opbygget en produktionsgruppe med både kameramand, lydmand, klipper, producer og selvfølgelig skuespillere.
”Da jeg gik på Akademiet skulle tage mig sådan sammen for at komme der ind og stå helt alene og male. Jeg kan godt lide kontakten med andre, så det passer mig meget bedre med samarbejdet omkring filmene”
”Det er i denne her retning jeg gerne ville, også før jeg søgte ind på Akademiet. Så det var en omvej tilbage, for jeg har altid været interesseret i sociale og filmiske konstruktioner. Faktisk var jeg også blevet optaget på Akademiet i Warszawa. Jeg troede, at jeg skulle være sådan en polsk tegner, og det kunne jeg sikkert også være blevet”.
Om Jesper Just så stadig ville have solgt til Tate Modern er tvivlsomt. Og dog: måske havde det bare været endnu en omvej tilbage til der hvor han gerne ville hen.