En række genstande fra Joan Jonas’ hjem byder den besøgende velkommen – og går igen i flere af hendes værker udstillingen igennem. Foto: Seraphina Neville
Man skulle nok have været der selv, for det er svært at udstille performanceværker og Tate Modern har ikke fundet svaret på, hvordan man knækker den kuratoriske nød
Joan Jonas, Tate Modern, Tate Modern, Bankside, London. Til 5. august, 2018. tre hjerter
Det kan godt være, at den amerikanske kunstner Joan Jonas er født i 1936, men med sit fokus på køn, identitet, naturen og det, at fortælle en historie, er Jonas så tidstypisk som man næsten kan blive. Dette skyldes dog på ingen måde, at Jonas lefler for samtiden, men nærmere, at samtiden efterhånden er kommet på omganghøjde med hendes kunst.
Allerede sidst i 60’erne begyndte Jonas således at udforske den vanskelige kunstneriske disciplin performance med en række ‘Mirror Pieces’, hvor spejle bæres rundt mellem mennesker, der reflekteres og forsvinder i ét væk. I 1970 købte hun sit første videokamera og to år senere opfandt hun et alter ego, Organic Honey, der optræder i en række af hendes tidlige videoværker. Snart fandt Jonas på at kombinere video og performance, så videoen ikke kun blev en dokumentation af den udførte performance, men også indgik aktivt i den, hvorved Jonas yderligere kunne fortætte stemningen. Med andre ord er Jonas en af de absolutte pionere indenfor både performance og videokunst.
Dette til trods er Joan Jonas ikke voldsomt kendt, selvom Tate Modern tydeligvis tror det og derfor ikke introducerer hende synderligt på den aktuelle særudstilling. I stedet træder man direkte ind i en opstilling, der ligner noget fra et etnografisk museum. I alle tilfælde sådan som de så ud, før man indførte kedsomhedsknapper.
Her i den første sal kan man dog overleve uden nærmere vejledning, for langt de fleste vil straks opdage, at den hvide kanin og en let betuttet ugle fra opstillingen også er at se på den lille video, der vises i en dukkehuslignende konstruktion med titlen ‘My New Theater’.
Andre steder på udstillingen er man, desværre, langt mere på Herrens mark, som foran installationen ‘The Juniper Tree’, hvor en række hastigt malede billeder i rødt og hvidt hænger bag en opstilling af blandt andet en kimono og en natkjole.
Her havde det unægteligt været en hjælp, hvis Tate Modern havde introduceret det grumme eventyr af Brødrene Grimm, der på dansk hedder ‘Enebærtræet’, hvor en ond stedmoder dræber sin stedsøn, serverer ham som aftensmad og ender med at blive dræbt af drengen, nu i form som en fugl, der kaster et møllehjul i hovedet på hende.
Den besøgende på Tate Modern får ingen hjælp til at afkode værker som ‘The Juniper Tree’, der består af resterne fra en performance af Joan Jonas. Foto: Seraphina Neville
Eventyret indholder således flere aspekter, som Jonas arbejder med i adskillige værker, først og fremmest forskellige kvinderoller og fortællingen om fysisk transformation. Derfor havde det også været på sin plads at forklare, hvorfor Jonas tilsyneladende har valgt at fokusere på eventyrets begyndelse, hvor en kvinde ønsker sig et barn “hvidt som sne og rødt som blod”.
Desuden har ‘The Juniper Tree’ som værk det indbyggede problem, at det så at sige er efterladenskaberne fra en performance. Man skulle nok have været der selv og set det ske, men da det ikke lader sig gøre, står man nu tilbage med noget, der er som at se på resterne fra en fest, man ikke var inviteret med til.
Måske er det netop den problematik, der får Jonas til i stigende grad at arbejde med video på flere fronter, sådan som det sker i ‘Volcano Saga’ fra 1989. Værket er i sig selv en video, og det, man ser, er Jonas og to skuespillere (Ron Vawter og en purung Tilda Swinton, der ligner en drøm af Botticelli), der agerer foran en video af islandske landskaber.
Teknikken er, med øjne fra det 21. århundrede, hårrejsende dårlig, men har på tilblivelsestidspunktet været svært på forkant. Heldigvis holder Jonas sig teknisk opdateret, og hendes nyeste værker er således langt lettere at se på, simpelthen fordi billedkvaliteten er støt stigende.
Og da Jonas samtidig synes at tage mindre bogstaveligt udgangspunkt i eventyr og sagaer, men i stedet skaber billeddigte af stor skønhed, bliver hendes værker stadig mere tilgængelige. Det handler fortsat om køn og krop, menneskelig identitet og naturens skønhed, men budskabet er mindre håndfast – og dermed, sjovt nok, også lettere at forstå.
Alligevel kan det ikke blive til mere end tre hjerter, først og fremmest fordi Tate Modern i den grad lader sit publikum i stikken, i stedet for at introducere os ordentlig til en kunstner, der så tydeligt er forgangskvinde og stammoder for meget af den kunst, som yngre kunstnere i dag producerer.