Foto: Eli Benviniste
Få kunstnere formår at arbejde lige sikkert med så forskellige udtryk som abstraktion og figuration, men Jørgen Haugen Sørensen mestrer dem begge. Og hvad enten man står overfor et abstrakt værk i sten, som ’Huset der regner’ (1992-1993) på Sankt Hans Torv i København, eller en af hans gale, keramiske hunde, er det en både stærk og meget kropslig oplevelse.
’Huset der regner’ lokker således med vand og overflader, man bare må lægge hænderne på. Og når man gør det, er man allerede langt inde i det rum, skulpturen skaber omkring sig som et energifelt. Hundene har man mindre lyst til at klappe, men kroppen er stadig i den grad med, ikke mindst forbi man faktisk frygter, at blive bidt i benet.
Haugen Sørensens kunstneriske rejse tog dog sin begyndelse et noget andet sted, nemlig i firmaet Ipens Enke, hvor han kom i lære som gipse- og pottemager i 1949. Og dog, for en af hans første opgaver var at fremstille lerplader til ligene på Bispebjerg Krematorium, og netop kroppens forgængelighed og den deraf følgende død, er et af hans mest markante ledemotiver.
Som billedhugger og skulptør er Haugen Sørensen selvlært. Alligevel debuterede han som kun 19 år gammel på Charlottenborgs Forårsudstilling og siden har der i den grad været fart over både Haugen Sørensen og hans kunstneriske produktion og karriere. Op igennem 1950’erne skabte han værker, hvor kroppen, både menneskets og dyrets, var i centrum, ligesom han sidst i årtiet forlod Danmark.
Destinationen var i første omgang Paris, hvor han lod sig inspirerer af det abstrakte, ekspressive kunstneriske udtryk. I 1964 viste Louisiana en stor separatudstilling af hans værker, men selv rejste han konstant. Først midt i 1970’erne fandt han sit hjem i den italienske by Pietrasanta, hvor Michelangelo hentede sin marmor.
Også Haugen Sørensen var nemlig begyndt at arbejde med marmor som materiale, gerne kombineret med bronze, sådan som det ses i hans udsmykning af Journalisthøjskolen i Århus (1971-1973). Her introducerer han samtidig en tilgang til den offentlige skulptur, der senere genses flere gange: Skulpturen står ikke for sig selv, men går i aktiv dialog med sine omgivelser, sådan som det også ses i ’De kantede bærer, og de glatte glider’, der siden 1984 har gennembrudt muren omkring Assistens Kirkegård i København.
I løbet af 1990’erne vender Haugen Sørensen nu og da tilbage til leret, hvilket på mange måder er et større skridt, end man måske umiddelbart forestiller sig. For selvom både skulptører og billedhuggere skaber tredimensionale værker, så bygger skulptøren sine værker op, mens billedhuggeren så at sige hugger dem fri af stenen. Begge dele kræver armkræfter, men Haugen Sørensen ryster aldrig på hånden.
I 2006 slipper han således sine frådende kamphunde løs i Skulpturgaden på Statens Museum for Kunst, og fire år senere genopstår vilddyrene på hans rasende ’Kagefade til en nation i krig’, der var et af de absolutte højdepunkter på Grønningens årlige udstilling.
Året efter indtager Haugen Sørensen med enorm autoritet Cisternerne under Valby Bakke, hvor han skaber en stemning så fortættet, at man knap nok kan trække vejret. Her ses blandt andet bronzeskulpturer fra serien ’Jeg mener jeg ser’, der første gang blev vist på Glyptoteket i 1999. Og menneskekroppene, der ligger lemlæstede på deres bårer, er bestemt ikke blevet mindre skrækindjagende med tiden!
Udstillingen i Cisternerne peger samtidig frem mod hans store udsmykning af Københavns Byret, der blev indviet i foråret. Her genfinder man nemlig de store stentøjsrelieffer, der har titler som ’Trængsel ved dumhedens port’. Jørgen Haugen Sørensen er med andre ord ikke blevet mildere med årene. Heldigvis.
Dette voldsomme engagement har da også resulteret i både Eckersberg Medaljen (1969), Thorvaldsen Medaljen (1979) og Statens Kunstfunds livslange ydelse siden 1984, ligesom hans værker helt naturligt findes i samlingerne på bl.a. Statens Museum for Kunst, ARoS, Glyptoteket – og Museum of Modern Art i New York.