Asger Jorn i atelieret, Colombes, 1970. Foto fra Lars Morells bog
To nye bøger forsøger på hver deres måde at give en introduktion til Asger Jorns brogede liv, tanker og kunstneriske produktion
Lars Morell: Asger Jorns kunst. Aarhus Universitetsforlag, 288 sider, 399,95 kroner. fire hjerter
Knut Stene-Johansen: Nødinngange – Studier i Asger Jorn. Scandinavian Academic Press/Spartacus Forlag, 264 sider, 499 kroner. fire hjerter
Når Asger Jorn lagde penslen og i stedet satte sig til at filosofere, skete det ind imellem, at han tænkte en hel del hurtigere end han kunne skrive. Derfor fik han ikke altid alle mellemregningerne med, hvilket i nogle af hans tekster sætter læseren på lidt af en prøve.
Måske er det samme sket for Jorns biograf, idéhistorikeren Lars Morell. I alle tilfælde falder teksten visse steder af sporet, som når den helt uden overgang går fra en præsentation af psykoanalytikeren Helge Kjems’ tanker om skizofreni til Danmarks befrielse i 1945.
Til gengæld har Morell forinden fint forklaret en del af de centrale teorier, som Kjems fremsatte. Den røde tråd gennem bogen er Jorns mange rejser, eller måske mere præcist: hans rastløshed, der både førte han rundt i verden og fik ham til at være evigt eksperimenterende som kunstner.
Det er en glimrende indgang til et liv og en kunst, der ikke er så ligetil at fastholde og formidle. Desværre holder Morell ofte lidt for fast, ikke mindst når det kommer til analyser af diverse værker. Nonchelant reduceres Jackson Pollocks skelsættende abstraktioner således til ”ikke andet end en forstørret, lidt primitiv automattegning” og ligeså håndfast beskriver Morell, hvad vi ser i Jorns værker og hvorfor.
Det blokerer for læserens (og beskuerens) egne tilgange, som Morell ellers citere Jorn for at sætte så højt. På plussiden finder man, heldigvis, en masse fine gengivelser af Jorns værker, der har god plads i en forholdsvis store udgivelse, der slet ikke er så uhandy, som den kan se ud.
Forsiden af Knut Stene-Johansens bog ‘Nødinngange – Studier i Asger Jorn’, 2014
Billederne kommer langt mindre til deres ret i det lille format, man har valgt til den norske litteraturprofessor Knut Stene-Johansens bog om Jorn. Her er det først og fremmest teksten, der er i centrum, og den er let, elegant og uden for mange af de detaljer, der ofte tynger den slags introduktioner tungt til jorden ved at give læseren en fornemmelse af, at der bør tages noter undervejs.
Allerede få sider inde i teksten har Stene-Johansen således givet et kort rids af Jorns liv, inklusiv koner, kærester, børn og rejser, hans mange kunstneriske udtryk og æstetiske overvejelser, samt karakteriseret hans liv og tankegang som firhedselskende i en nietzscheansk forstand.
Det er ikke hverken første eller sidste gang Stene-Johansen drysser den slags intellektuelle henvisninger og diverse sidebemærkninger generøst over sin tekst. Alt fra Kubricks film ’The Shining’ over Marcel Proust og Edvard Munch til filosoffen og semiologen Roland Barthes inddrages, for det meste dog uden at hverken læseren eller teksten taber pusten.
Bogen er desuden delt op i en mængde kapitler og underafsnit, som man kan snuppe sig et par stykker af ad gangen, uden at miste overblikket. Titlen ’Nødinngange’ har Stene-Johansen hentet i en grafisk serie af Jorn fra 1971: ’Entrée de secours’. Og disse nødindgange går man ganske ubesværet ind ad, også selvom man tidligere kun har kendt til deres modsætninger: nødudgangen.
Stene-Johansens egen nødindgang er værker fra serien ’Af den stumme myte’ (1952), hvorigennem han kort introducerer adskillige aspekter af Jorns kunst og tænkning, som forholdet mellem ord og billede (Jorn mente, at billedet kom først), myte og modernisme, Picasso og andre diverse påvirkninger.
Det hele er både meget personligt, lærd og overraskende letlæseligt, selv på norsk. Og så gemmer bogen på en lille luksuriøs detalje, idet den har fået kilet en gengivelse af et privattryk af Jorns skrift ’Held og Hasard’ ind mellem de mere almindelige sider.
Der er altså fordele og ulemper ved begge udgivelser. Billederne er bedst hos Morell, mens Stene-Johansen fører på tekstfronten. Begge forfattere bruger Jorn som udgangspunkt eller undskyldning for et væld af (personlige) overvejelser, men det kan han også sagtens bære. Faktisk ville det sikkert fornøje ham, for Asger Jorn var et menneske, der elskede bevægelse.