Edvard Munch: ‘Model ved kurvestolen’, 1919-1921. Munchmuseet
Asger Jorn giver nyt liv til Edvard Munchs velkendte værker, men ind imellem gås det lige hårdt nok til den, for at få de to kunstnere til at passe sammen
Jorn + Munch, Museum Jorn, Gudenåvej 7-9, Silkeborg. Til 28. maj, 2017. fem hjerter
Hun tårner sig så højt op, Munchs model, at hun må bøje nakken for ikke at ramme hovedet mod loftet. Sjældent er så smuk en ung kvinde gengivet så blåfrossen. Og dermed alt andet end seksuelt indladende.
Men det var sådan Edvard Munch så sin ‘Model ved kurvestolen’ i 1919 og to år frem, mens han lod den tilstødende stue blive så flad, at den ligner et billede, der hænger på væggen, mens mønstret i tæppet, draperet over kurvestolen, nærmest har fået selvstændigt liv.
Farvens løsrivelse fra en genkendelig form genfinder man hos Asger Jorn, ikke mindst i et værk som ‘Den nye bølges skum’ (1963-1970), hvor intense farveområder ganske som titlen siger bryder frem som bølger, på en bund af guld.
Begge malerier kan ses på udstillingen ‘Jorn + Munch’ og det i selskab med mange flere af de to mestermaleres værker. Det er rent ud sagt vidunderlige værker, malet med skiftevis vildskab og sammenbidt insisteren på det syn, den vision, de hver især besad. Resultaterne spænder fra det direkte svimlende over inderlighed, aggressivitet til både indadvendthed og hujende humor.
Edvard Munch: ‘Vampyr’, 1916-1918. Munchmuseet
En del af de viste værker vil være de fleste særdeles velkendte, selvom Munchs ikoniske malerier som ‘Pubertet’ og ‘Vampyr’ er med i senere versioner end de mest kendte. Og det er på én gang dramatisk og formfuldendt, når Munchs kvindelige ‘Vampyr’ lader lokkerne sprede sig som slikkende flammer over skuldrene og den mand, hun holder i favnen.
Asger Jorn: ‘Farlige kys’, 1955. Museum Jorn
Ved siden af hænger Jorns ‘Farlige kys’ fra 1955, hvor der også er skruet helt op for faresignalerne. Ifølge den ledsagende tekst, er det den røde figur, der udgør faren, men jeg er ikke så sikker. At kysse kan jo være farligt i sig selv, hvilket charmøren Jorn vidste alt om.
Når de to malerier hænger side ved side lægges der op til en samhørighed, værkerne imellem. I dette tilfælde først og fremmest drevet af titlerne, samt af den markante brug af orange og rød. Problemet med titlerne er bare, at Munch ikke selv kaldte sit maleri ‘Vampyr’. For ham handlede det i stedet om ‘Kærlighed og smerte’, hvilket også er farligt, men på en meget anden måde.
Dette til trods er sammenstillingen af ‘Vampyr’ og ‘Farlige kys’ en af de mest vellykkede på udstillingen, simpelthen fordi den ikke presser hårdere på end det er tilfældet. Andre steder har man hevet henholdsvis Jorn og Munch så hårdt i håret for at få dem til at mødes, at det går ud over sandhedsværdien. Og sådan set også værkerne.
Edvard Munch: ‘Kvinde med rødt hår og grønne øjne. Synden’, 1902. Munchmuseet
Et eksempel er kombinationen af Munchs ‘Kvinde med rødt hår og grønne øjne, Synden’ fra 1902, der sidestilles med Jorns portræt af kunstsamleren Elna Fonnesbech-Sandberg. Umiddelbart får man fornemmelsen af, at Jorn har ladet sig endog meget direkte inspirere af Munch, men det er der flere grunde til at betvivle.
For det første var Jorn ikke en kunstner, der udførte parafraser over andres værker. Når han blev inspireret, blandt andet af Munch, var det på et mere abstrakt eller intellektuelt plan. For det andet er der enorm forskel på tilgangen til motivet, hvor Munchs er naturalistisk, mens Jorn lader sin model opløse i farvefelter.
Asger Jorn: ‘Uden titel (Portræt af Elna Fonnesbech-Sandberg)’, 1945. Foto: Anette Birch
Fællesnævneren er rent visuel: det røde hår. Men også her opstår der problemer, for Elna Fonnesbech-Sandberg var faktisk rødhåret, sådan som man kan se det blandt andet i Olaf Rudes portræt af hende fra 1933. Derfor er det en hel del mere sandsynligt, at hårfarven er hentet hos hende selv, end i Munchs version af en synderinde.
Det er desværre langtfra det eneste sted på udstillingen, at værkerne tvinges ind i sådanne tvangsægteskaber. Og det kan godt undre, når nu den norske kunsthistoriker, Oda Wildhagen Gjessing, hvis speciale danner udgangspunkt for udstillingen, i kataloget skriver, at Jorn ikke lod sig inspirere rent motivisk af Munch.
Men værkerne er altså vidunderlige. Og Munchs får endda tilført tiltrængt ny energi i det umage selskab med Asger Jorn. Det gør det muligt at gense det ellers så velkendte næsten på ny. Havde det ikke været for den hårdhændede sammenstilling, havde der vanket et hjerte mere.