Judith & Holofernes

Lige nu raser diskussionen på visse dele af internettet, om hvorvidt Kehinde Wiley gør sig skyldig i racisme (med omvendt fortegn end normalt) med sine malerier fra 2012, hvor temaet er Judith og Holofernes i en opdateret version.

Motivet er velkendt gennem kunsthistorien og stammer oprindeligt fra Judits Bog, et  gammeltestamenteligt apokryft skrift. Her fortælles, hvordan jødiske Judit skærer hovedet af den assyriske hærfører Holofernes, der angriber hendes hjemby og drabet har gennem tiderne været motiv i mange malerier, hvilket gør dem til et oplagt forlæg for Wiley (se mit indlæg om Wileys kunstneriske praksis ved at klikke her …).

For at give en fornemmelse af, hvilken tradition det er Wiley både leger med og indgår i, har jeg nedenfor udvalgt en række af mine personlige favoritkunstnere, der hver især og på deres helt egen måde har skildret Judit:

 

Botticellis Judit er allerede ankommet til sin hjemby, efter at drabet har fundet sted. Hendes tjenestepige (til venstre) bærer Holofernes’ hoved, mens Judit selv er så upåvirket og stiliseret smuk, som kvindernes også er det i Botticellis mest berømte værker, nemlig ‘Forår’ og ‘Den skumfødte Venus’, der begge hænger i Uffizierne i Firenze.

Den voldsomme gerning er hos Botticelli kun antydet, men, som du vil se længere nede på siden, er det langtfra sådan alle kunstnere går til motivet …

 

Også venezianske Giorgiones Judit er skildret efter selve halshugningen, men hendes positur, hvor hun i klassisk sejerherrestil har foden på sin faldne fjendes hoved, står i kontrast til hendes meget klassiske, feminine fremtræden.

Og det er netop kontrasten mellem hendes tilsyneladende uskyldige fremtoning og så det uomtvistelige faktum, at hun lige har dræbt et menneske, der giver billedet en særlig dynamik.

 

Når Lucas Cranach den Ældre maler Judit, er hun lige ved at ligne en fotomodel – fra 1530! Hendes helt forrygende kjole (måske af velour?), og den bredskyggede hat med hvide fjer, tiltrækker sig opmærksomheden, mens den svage krusning af et smil omkring læberne fortæller, at her er en kvinde, der ganske vist er smukt klædt, men som mere end det netop har fuldført sin mission – og derved reddet sin hjemby.

 

Med barokkens forkærlighed for det dramatiske og teatralske, kommer der, bogstavelig talt, smæk på Judit, så blodet sprøjter. Caravaggio har således valgt det sekund, hvor Judits klinge er lidt over halvvejs gennem Holofernes’ hals og blodet står ud i splatter stråler.

Bemærk den unge Judits ansigtsudtryk: På én gang fokuseret, frastødt og handlekraftig, endda på et så praktisk niveau, at hun har taget fat i Holofernes’ hår, så hun ikke behøver samle hovedet op fra gulvet om et øjeblik …

 

Hos Artemisia Gentileschi, en af barokkens meget få kvindelige kunstnere, er scene faktisk endnu mere realistisk. Tjenestepigen hjælper således Judit med at skære halsen over, hvilket man godt kan forestille sig kræver en del kræfter. De to kvinders ansigtsudtryk er koncentrerede, sammenbidte og bærer tegn på en smule afsky, måske både for Holofernes og for den blodige gerning, de er i gang med.

Holofernes er helt sikkert forundret, selv med kniven halvt gennem halsen. Og læg lige mærke til, hvordan Gentileschi lader det røde gå igen i både klæde, armbind – og blodet!

 

Helt, helt anderledes skildrede Gustav Klimt sin Judit. Al fokus er flyttet til hende, til ansigtet og den blottede hud, mens Holofernes’ hoved kun er halvvejs med i billedet. Klimt var, som mange andre (mandlige) kunstnere i hans samtid, stærkt optaget af kvinden som ‘femme fatale’, den farlige kvinde, der truer med at opsluge og tilintetgøre både manden og hans manddom. Og måske netop derfor er så spændende …

 

Så set i et kunsthistoriske perspektiv, er Wileys versioner af Judit ikke de mest blodige. At de lige nu får megen opmærksomhed, tror jeg skyldes det politiske klima i USA, hvor fronterne er trukket hård op mellem tilhængere af henholdsvis Obama og Trump.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke kan forklare hvorfor Wiley har valgt at transformere Holofernes (som han refererer direkte til i titlerne) fra mand til kvinde. At han lader en sort kvinde svinge sværdet ligger fint i tråd med hans øvrige kunstneriske produktion, hvor han indsætter sorte mennesker i de magtpositioner, der i maleriernes forlæg var forbeholdt hvide.

Men det havde da været en mere markant gestus, hvis den sorte Judit slagtede en hvid mand. Ham, der står øverst på magtpyramiden, og ikke hans kvindelige partner, der befinder sig et trin under. Hvis jeg finder ud af, hvad Wileys intentioner har været, så skriver jeg det straks her!

 

Bonusinfo: Blandt andre Botticelli, Caravaggio, Gentileschi og Cranach kan opleves i virkeligheden på mine kunstrejser til både Firenze og London! For mere info se under ‘Foredrag’.

Se også links nedenfor til mine øvrige artikler om Kehinde Wiley, både som aktuel portrætmaler og bidrager til en udstilling, jeg så i San Francisco i 2015.