Jürgenssen og kvindekroppen

Birgit Jürgenssen: ‘Ohne Titel (Improvisation)’, 1976. Louisianas samling. © Estate Birgit Jürgenssen / VISDA 2019

Birgit Jürgenssen blev aldrig kendt i sin alt for korte levetid, men nu er hendes humoristiske, skarpe og helt egenartede værker genstand for international opmærksomhed

Birgit Jürgenssen. Ich Bin., Louisiana on Papaer, Louisiana, Gammel Strandvej 13, Humlebæk. Til 22. september, 2019. Fem hjerter

Nogle finder deres retning meget tidligt i livet, og sådan et mennesket var Birgit Jürgenssen. Kun otte år gammel blev hun ikke bare optaget af Picassos kunst, hun tegnede også egen værker – og underskrev dem Bicasso, med en sammenskrivning af hendes eget kælenavn, Bi, og det kendte kunstnernavn.
Både kunsten, humoren og fokus på egen persona skulle følge Jürgenssen resten af livet og karrieren, der burde have været henholdsvis længere og større. For Jürgenssen døde allerede som 54-årig og i hendes levetid foldede karrieren sig aldrig for alvor ud, selvom hun havde masser af talent, som man lige nu kan se på Louisiana.


Udstillingen ‘Birgit Jürgenssen. Ich Bin.’ er ikke strengt kronologisk opbygget, men former sig i stedet som en række nedslag i de tematikker, Jürgenssen udforskede. Men ligegyldig om det er husmoderrollen, damesko eller forholdet mellem menneske og natur, som Jürgenssen afsøger, så er kvindekroppen en central del af billedet.
Og denne krop er hendes egen, ligesom vi kender det herhjemme fra Jürgenssen næsten jævnaldrende kollega, Kirsten Justesen (se også mit interview med Justesen fra 2013 ved at klikke her …). Men hvor Justesen i 1975 kørte nøgen og fornøjet af sted i en indkøbsvogn i værket ‘Lunch for a Landscape’, gik Jürgenssen samme år i sær symbiose med et komfur i ‘Hausfrauen – Küchenschürze’.

Kirsten Justesen: Lunch for a Landscape, 1975
Birgit Jürgenssen: ‘Hausfrauen – Küchenschürze’, 1975. Estate Birgit Jürgenssen © Estate Birgit Jürgenssen / VISDA 2019 . Courtesy Galerie Hubert Winter, Vienna


Begge kunstnere benytter sig således af mødet mellem egen kvindekrop og husmoderattributter, men hos Jürgenssen er kroppen ligefrem blevet en del af hjemmets møblement, et (re)produktionssted, hvor funktionen udraderer individet. For det køkkenforklæde, der nævnes i titlen, er en ovn, som både bogstaveligt og metaforisk smelter sammen med husmoderen, idet der er brød i ovnen.

Det er dog ikke kun kvindekroppen, der forsvinder i hverdagen. I blyantstegningen ‘Ohne Titel (The Party)’ fra 1973 er både manden og kvinden gået i ét med de stole, de burde sidde på ved bordet, mens manden kommer under kontant behandling i en anden tegning fra samme år, ‘Hausfrauarbeit’, hvor han ikke er nået ud af tøjet, før konen går i gang med at stryge det – og dermed ham helt flad.

Eget foto af Birgit Jürgenssens tegning ‘Hausfrauarbeit’ fra 1973.

På Louisiana citeres Jürgenssen for parolen: “vær meget kreativ, nægt din rolle”, og hun levede selv op til begge dele. Kreativitet er fundamentet for en kunstner, men Jürgenssen tog også det, ikke at spille en given rolle, meget alvorligt. Paradoksalt nok ved netop at spille roller, forklæde sig og stille sig an.
Det ses tydeligst i en lille video fra hendes sidste år, hvor der panoreres rundt i værkstedet, men hver gang kameraet retter sig mod Jürgenssen selv, har hun skiftet udseende. Dermed peger Jürgenssens værker frem mod ikke mindst kunstneren Cindy Sherman, der siden slutningen af 70’erne har forklædt sig i fotografiske værker så det står efter.
Men det føles som om Jürgenssen aldrig maskerer sig så grundigt, som det er tilfældet med Sherman. Som om hun næsten viser os mere af sig selv, ved at have en halvmaske på, sådan som det er tilfældet i ‘Ohne titel (Frau)’ fra 1976, hvor kameraet er med på billedet i denne forløber for en selfie.

Jürgenssen kan dog også selv lade sig inspirere, ikke mindst af hendes foretrukne forbilleder, Meret Oppenheim og Louise Bourgeois, som hun mente arbejdede med det kvindelige på poetisk og subversiv facon. Tilbage i 1930’erne bandt Oppenheim således to hvide, højhælede sko sammen, satte kvaster på hælene, placerede hele herligheden på et fad og kaldte værket ‘Min guvernante’ (For min anmeldelse af Meret Oppenheim fra 2016 klik her …, mens du finder min anmeldese af Bourgeois her …).


Den tråd tager Jürgenssen op i 70’erne, hvor hun skaber en hel serie med damesko som motiv. I ‘Ohne titel (Improvisation)’ fra 1976 er det således en overarm, der har fået stillethæl og herved bryder Jürgenssen ikke bare skellet mellem krop og påklædning, men leger også med anatomien ved at placere hælen det forkerte sted på kroppen.
Høje hæle er notorisk vanskelige at gå i, til gengæld fremhæver de kvindekroppen, idet gangen ændres, benene forlænges og bevægelserne må blive mere glidende – hvis man ikke vil vælte. Forholdet mellem dameskoen som symbol, signal og smykke afsøger hun både i skoobjekter, hvor seriøst alternative materialer som for eksempel kæbepartiet fra et dyr indgår, ligesom hun udfører en række tegninger til sko som ‘Plovskoen’, som kan pløje vej for sin bærer.

Eget foto af Birgit Jürgenssens ‘Plovsko’ fra 1976.


Jürgenssens sko er både morsomme, sexede på en højst besynderlig måde og frit fabulerende billeder på kvinderoller, sådan som de udspiller sig til hverdag og fest. Samtidig fører netop hendes fokus på den omskabte kvindekrop hendes kunst videre til en række senere værker, hvor kroppen også er i centrum, men nu som en ny slags lærred.
I serien ‘Körperprojektion’ fra sidst i 80’erne gør Jürgenssen således præcis hvad titlen siger: projicerer billeder på kroppen, hvilket resulterer i en højst egenartet form for collage. Billedet, der vises, og kroppen, som det vises på, bliver to sider af samme sag, som når navlen bliver jordkloden eller når hun, meget morsomt, viser billedet af en tryllekunstner og hans oversavede dame henover lænden på en hel kvinde.


Humoren har Jürgenssen således med sig hele vejen, ligesom hun aldrig slipper kroppen som det absolutte omdrejningspunkt og kunstneriske materiale. At hun nu, 16 år efter sin alt for tidlige død, er blevet genstand for international interesse, må være en sært bittersød oplevelse for hendes efterladte.
For Jürgenssen har virkelig noget at byde på, og man kunne godt ønske sig, at hun havde fået lov til at deltage en hel del mere aktivt i sin egen samtid. Men nu ser det ud som om tiden, endelig, er ved at være moden til hendes kunst, som førende gallerier i disse dage viser på kunstmessen Art Basel, ligesom Louisiana, heldigvis, giver os indblik i en kunstnerisk produktion, der med afsæt i Bicasso-tegningerne folder sig flot ud i flere sale.

Birgit Jürgenssen: ‘Ohne Titel (Improvisation)’, 1976. Louisianas samling. © Estate Birgit Jürgenssen / VISDA 2019
Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.