Henrik Olesen: ‘Afsked med forældrene’, 2003. Det er en af Tom of Finlands figurer til venstre!
Der er ikke den store sammenhæng mellem hvad udstillingen i x-rummet siger, den handler om og hvad der rent faktisk er på færde
Henrik Olesen: Afsked med forældrene. X-rummet, Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-52, København K. Til 28. september, 2014. tre hjerter
Normalt er kunstneres og kuratorers seksuelle præferencer ikke noget, jeg noterer, men selvfølgelig er der undtagelser. Tag for eksempel Tom of Finland (1921-1991), der i årtier tegnede den mest hårdtpumpede bøsseporno eller danske Henrik Olesen (født 1967), som frækt har sakset en af førstnævntes figurer og sat ham ind i collagen ’Afsked med forældrene’.
Den titel har også hele udstillingen i x-rummet på Statens Museum for Kunst, kurateret af Olesen og hans venner Daniel Buchholz og Christopher Müller. Og ligesom forrige udstilling på stedet, Heim Steinbachs ’The Window’, blander ’Afsked med forældrene’ kendte værker fra museets vægge og magasiner med mindre kendte værker fra private samlinger.
Cornelis Gijsbrechts: ‘Trompe l’oeil. Bagsiden af et indrammet maleri’, 1668-1672
Det er således godt og flot set at sætte Gijsbrechts’ maleri af bagsiden af et maleri fra 1600-tallet sammen med den amerikanske samtidkunstner Stephen Prinas sorte kvadrater, der henviser til den præcise størrelse på Manets malerier. Mere problematisk er de mange udstillede bøger, for som bekendt er sådan nogle langt mere end deres omslag, og så er det jo noget skidt, når de som nu er gemt bag glas i store montre.
Men det mest markante problem er forholdet mellem udstillingens hensigt og dens egentlige udformning. I følge introduktionsmaterialet skulle der således være tale om ”et bud på den identitetsudvikling, som vi alle sammen oplever”. I praksis må man dog sige, at fokus er på homoseksualitet, hvilket er ikke så lidt af et spring.
Og der er sørmer nogen, der lægger mere end mærke til kunstneres seksuelle orientering, nemlig udstillingens kuratorer. I stedet for værker, der på den ene eller anden måde omhandler identitetsudvikling, præsenteres den besøgende for en på sin vis frodig, men også forvirrende, samling af kunst, der har det til fælles, at skaberen for hovedpartens vedkommende ikke er heteroseksuel.
Tom of Finlands forrygende kloner af kneppende kasketkarle er et åbenlyst eksempel, mens man andre steder på udstillingen skal snage noget mere i kunstnerens (privat)liv for at finde sammenhængen. Således har Hannah Höchs i øvrigt skønne collager fra henholdsvis 1964 og sidst i 1940’erne ikke meget at gøre med hverken afsked, voksenliv eller skabelsen af en selvstændig identitet. Til gengæld var hun fra 1926 til 1935 kæreste med Mathilda Brugman.
Kristian Zahrtmann: ‘Dronning Sofie Amalies død’, 1882
Ligeså lidt siger selve maleriet af dronning Sophie Amalies død fra 1882 om udstillingens offficielle tema, men maleren bag, Kristian Zahrtmann (1843-1917), var bøsse. Også tyskfødte Wolfgang Tillmans (født 1968) er til mænd, hvilket dog ikke ligefrem kommer til udtryk i hans nærmest minimalistiske objekt ’Lighter, orange concave I’. Og sådan kunne man faktisk blive, hvis man altså kender til kunstnerne og deres sexliv.
’Afsked med familien’ formår dog, måske utilsigtet, at stille et brændvarmt spørgsmål, der ikke er så lige til at besvare: Betyder kunstnerens privatliv, inklusiv køn og seksuel orientering, noget for vores forståelse af værket? Og kan man kategorisere en kunstner efter køn, politisk ståsted, etnicitet, tro og/eller seksuel præference?
De fleste kvindelig kunstnere frabeder sig prædikatet ”kvindelig kunstner” og foretrækker i stedet slet og ret at være: kunstner. Men hvor står skabet på den homoseksuelle front? Spørger man Henrik Olesen, der i stort set hele sin kunstneriske produktion behandler netop homoseksualitet, må svaret vist være, at kunstnerens seksuelle præference er af helt afgørende betydning.
Personligt har jeg dog aldrig tænkt hverken Tillmans’, Höchs eller Zahrtmanns sexliv særlig langt ind i analysen – måske med undtagelse af sidstnævntes ’Adam i Paradis’ (1913-1914), der afslører en særlig interesse for den nøgne mandsfigur.
Og selvfølgelig er enkelte af Tillmans’ værker homoerotiske. Men for en kvindelig, heteroseksuel beskuer som mig, er det ikke mere eksotisk end det maskuline blik på kvindekroppen, der gennemsyrer så meget af kunsthistorien.
Kristian Zahrtmann: ‘Adam i Paradis’, 1913-14